EYES – Danmarks første Wholecar
Freez, Dimmer, Zenith
Dimmer – Freez – Zenith. Eyes reunion. Ved et interview i forbindelse med Hip Hop jubilæums udstillingen. 2024
Freez husker tilbage
“På et tidspunkt mødte vi ZENITH og hooked op med hende, for hun havde en bil, og vi slappede af hos hende med den berømte popcornmaskine.
Alt var meget spontant dengang, som den første wholecar ‘EYES’. Det var ikke planlagt, kun malet bogstaverne og der var en hel flok mennesker med mig, der lige begyndte at fylde ind, og resten er historie. Det tog en hel nat at lave en wholecar dengang, fordi der ikke var nogen fatcaps. Så for at lave en wholecar fra top til bund, fra ende til anden tog omkring fra klokken 1 til klokken fem.”
Klip fra podcasten Holdbar Hip Hop hvor Dimmer gæster og fortælle omkring Eyes.
Zenith husker tilbage
“Hver weekend tog vi ind til Thomas P. Hejles Ungdomshus, hvor der var jam i salen øverst oppe. Det var især breakdance, der fyldte meget dengang. Der var kun fả og spæde forsøg på rap og human beatbox – men så var der skriverne.
Alle kendte mere eller mindre hinanden. Men ikke alle kunne enes, og der var en “krig’ om, hvem der skrev sit tags højst og så videre. Det var i Helles Ungdomshus, at vi viste vores fotos at, hvad man havde lavet natten før.
En dag i 1985 aftalte Freeze, Dimmer og jeg, at vi skulle ud og male om aftenen. Freeze have lavet en skitse med ordet eyes, og Dimmer havde lavet en skitse med nogle eyeball-mænd. Vi tog ud til togene og begyndte at male.
Det var ikke planlagt, at vi ville male Danmarks første whole car, men da vi var i gang jeg malede baggrund – tog det ene det andet, og vi blev bare ved med at male. To timer og 25 dåser senere stod vi med en hel malet togvogn.
Vi tog hen pả stationen og ventede pả, at toget kom. Vi kørte med det ind til Hovedbanegården, hvor der pludselig kom noget politi løbende. Vi havde nok gjort lidt for meget opmærksom pả os selv ved at hoppe ud og tage billeder på hver station. Vi stak af og tog til Vesterport. Når toget kom tilbage, ville piecet vende ud mod gaden, og vi kunne tage nogle gode billeder.
Fredag efter på P. Helles viste jeg vores billeder af whole car’en. I starten troede folk ikke, at det var rigtigt, men at det derimod var billeder fra USA. Jeg kunne vise, at man kunne se lidt at den typiske røde s-togfarven under trinbrættet. Da vi malede, stod toget ved en gangbro til personalet, så vi havde ikke tænkt pả at få malet stykket under trinbrættet. Det opdagede vi først, da toget kørte… Men alle blev ellevilde og syntes, det var for vildt. Vi kunne heller ikke selv helt tro på, at vi virkelig havde gjort det!”
LydKlip fra podcasten Holdbar Hip Hop hvor Zenith er gæst og fortælle hendes oplevelse omkring Eyes.
Klip fra DR2 Tema: Fra undergrund til mainstream – dansk hiphops barndom – 2006
Bieboy husker tilbage
Zenith nævnte i et interview for nyligt “hvem fanen kan huske 40 år tilbage”
Af de to skakbrikker jeg har tilbage fra malerhjernen er her et par huske celler som stadig er der. Mit oplevelse på Eyes var først som vagt, derefter var jeg med til at fylde den grønne baggrund på til sidst. Jeg var udstyret med en ret tung walkie talkie, som vistnok var stillet ind på Erlings frekvens. For den tid, var det rimelig high tech. Den sagde aldrig noget. der var bare statisk støj, men havde der været et bib fra apparatet, at vi var blevet spottet, aner jeg ikke hvordan jeg skulle reagerer. Det havde vi ikke lige planlagt.
På togturen op til yarden var der var en ret tight fornemmelse, da der var en del nerver på højkant. Det blev taget to snapshots af mig og Zenith, hvor vi også ser ret skræmte ud. Men vi forsøgte at joke og holde humøret højt, hvad Freez altid var god til. Vagterne fordelte os på hver side af baneterrænet og jeg lå gemt bag nogle træer tæt ved en parkeringsplads op til banen. På det tidspunkt eksisterede Fatcap ikke, så det tog evigheder.
Freez kom ned og hentede mig senere. “Kom op og mal, der er brug for hænder” Da vi kom op til vognen var det liiiidt svært ikke at tabe kæben. Frem i mørket tonede der et maaaassiv maleri frem blandet i dampene og duften af quick spray. Dimmer gav mig en bunke dåser med grøn og kommanderede hvor jeg skulle male, og det var over vinduerne, som var helt nyt for mig, så jeg mumlede til Freez – “skal jeg vinterlig maler over vinduerne” hvor han svarede med et kæmpe smil “jeps, top til tå – råb neglene”. Og der blev derefter gået til den, så meget at der kunne pilles grønne bussemænd på Vesterport nogle timer senere.
Af de få tog jeg nåede at male inden jeg blev bustet, var Eyes sjovt nok min dåb. Og i ren glæde over oplevelsen nåede jeg lige at kvitterer et super naiv piece på en anden vogn. Et første piece der tydeligt viser hvor pioner naiv min stil havde på det tidspunkt.
Da vi forlod yarden trådte en længere festrus i kræft, der startede hos bageren som solgte ud af et lille vindue, før åbnings tid. En bonus ordning vi havde lovet os selv forinden at vi ville hvis det lykkes, og brandvarme tebirkes og iskold kakaomælk blev hurtigt kylet ned. Derefter var vi så dristige at tage turen tilbage til KBH i værket vi lige havde skabt. Ingen viste rigtig hvad der egentlig var sket og det hele var meget jomfrunalsk.
Turen hjem er nok noget af det vildeste jeg kommer til at opleve ever. Næsten hele vejen hjem til KBH var vi de eneste i vognen og vi havde en fest. Havde en alene stund i den ene ende af vognen, imens de andre hoppede rundt i den anden ende og tog nogle vilde billeder ud af vinduet. Tog en snuser på, hvad der egentlig var sket og jeg bemærkede jeg at det var en tæt hvid tåget og fuglekvidder udenfor Morgensolen ramte de overmalede vinduer der gav et psykedelisk farvespil. En Zen oplevelse som i en enhver kold tid kan tænde en lille sol indeni.
At sidden og være en del af selve værket er sgu svært at beskrive. Men vi reagerede også som en børnehave flok, da vi hujede og råbte på hver station vi ankom til, hvor de fleste stod måbende. Ingen havde noglesinde set en hel togvogn malet, så det forstår jeg egentlig godt.
Da vi ramte hovedbanegården holdt toget stille et stykke tid. Erling dukkede op i ude i periferien og tog flugten op ad trappen og stak af til Vesterport hvor vi ventede høje som bare fanen.
Imens Eyes tog resten af turen til og vi krydsede finger for at den forhåbentlig vende tilbage gik tiden pænt langsomt, med at fjolle fest og pille grønne bussemænd. Byen var ved at vågne nu og trætheden og ængsteligheden havde meldt sig. Var det her virkelig sket? Var det film nok i kameraet og kom den tilbage så den kunne blive fange på kamera i dagslys?
Det gjorde den og da den trillede ind var vi først helt stille og mumlede få ord før vi skreg af glæde. Dimmer og Alexis knipsede løs. De begge havde gode spejlrefleks kameraer og det er de billeder mange kender så godt som blev taget der.
Den efterfølgende reaktion og glorificeringen sagde mig ikke så meget. Var allerede vider og dybt involveret i andre projektet. Det der med konkurrencen om at være størst og i dette tilfælde først, har sgu aldrig været min ting. Eyes fik efterfølgende Kyle til stoppede med at male, hvad jeg altid har syntes vær drøn ærgerligt. I dag hænger det kæmpe store billede som blev udstillet i graffiti udstilling i Øksenhallen i 2019 i min dagligstue. Så der går ikke en dag uden jeg tager turen igen. Det endte med nogle livslange venskaber. Enhver grøn bussemand hver.
Bieboy, Zenith, Alexsis. En Eyes reunion 30 år efter, ved udstillingen Øksehallen 2019. Desværre uden Freez & Dimmer.
De slipper spray-kræfterne løs
Avis udklip. Berlingske og en Svensk avis 1985.
To timer og 25 dåser maling tog det en gruppe unge at overmale en hel S-togvogn.
»Måske er det farligt. Jeg ved det ikke, men det giver i hvert fald blå bussemænd«.
Carstens fritid går op i farver. Han er det nærmeste, man kan komme på en professionel graffitimaler i Danmark. Det er ikke mange S-togs strækninger, der ikke på en eller anden måde er blevet market af hans spraymaling. To timer og 25 dåser maling tog det for ham og et par kammerater at male en hel togvogn med det sigende motiv »Eyes«. En tidlig morgen kun ledsaget af fuglekvidren.
Toget nåede en enkelt tur fra Klampenborg til Køge, for det blev kørt i garage til rengøring. »Men bare det at se resultatet kørte ud fra stationen var hele besværet værd«, siger Carsten. I dag er gruppen CC færdig med at male på tog. Selv om man kun bruger to timer i mørke, og der er opstillet vagtposter med walkie-talkie på begge sider af stationen, er legen blevet for farlig. »Kontrollørerne gemmer sig i togvognene om natten klar til at springe pả os, når vi begynder«, siger Carsten.
Carstens tog-eventyr vil dog ikke blive glemt af den grund. »Eyes« og 42 andre graffitimotiver fra den københavnske over- og undergrund er blevet foreviget i bogen »Dansk wild-style graffiti«, der blev præsenteret i går af udgiveren Peter Skaarup. Peter Skaarup, der er gymnasielærer ved siden af sin tid som samler af flotte graffiti-motiver, synes fænomenet graffiti er udtryk for en bevægelse i ungdommen, og at den ikke skal tages negativt. »Her er tale om en drømme og tegneserieverden, der appellerer til alle de unge. Og for kunstnerne er der tale om at få udløsning for en kreativitet og en spænding, de ellers ikke oplever meget af i hverdagen.
Ligesom nogle af kunstnerne bag de »rigtige« malerier rundt om, er Peter Skaarup modstander af den slags graffiti, der bare er et navn skrevet pả en væg og helst så grimt som muligt. Hverken han eller de unge kunstnere er interesseret i, at grafitti kunsten helt skal lovliggøres. »Det tager jo hele spændingen væk, graffiti skal være en undergrundskunst«, siger Carsten, der dog har taget mod et tilbud fra SAS om at dekorere en hel hangar mod betaling.
Foto Alexis Grimm & Carsten Willer