Fra Black book til Instagram

Selvom breakdance og DJs, der mixede plader, nok var mere tilgængeligt for det pædagogiske personale end graffitien, prøvede mange ungdomsklubber at adskille det grimme fra det pæne ved at give graffitimalerne dåser og plader, som de kunne male flotte ting på. Allerede fra begyndelsen var der mulighed for lovlige jobs. Dandy førte an med klistermærker i deres tyggegummi, som blev solgt i hele Norden – og i Australien.

Paradoksalt nok blev en stor del af de dåser brugt på det, som det virkeligt handlede om, nemlig at få sit navn op i byen. En rigtig egokultur, hvor vi hverken var for eller imod systemet, men bare var glade, så lange vi kunne male. Flere og flere unge fik øjnene op for det kreative adrenalinkick, der blev kombineret med konkurrence, anerkendelse og tekniske udfordringer. Puch Maxi-roderi og fællesmøder om børnemagt kom til at virke umoderne og fodformet.

I starten af hip hop-kulturens indtog i Danmark virkede det, som om de fleste drenge mellem 13 og 18 år havde et eller andet besynderligt navn. Gerne efterfulgt af noget med et crew- eller gangnavn. Navne som de skrev overalt på tasker, stilehæfter og skoleborde.

Selvom der i 1984-85 var rigtig mange, der skrev deres navne på den lokale togstation og rundt omkring i byen, var det, hvad det blev til for de fleste. Dengang som i dag var det de færreste, der tog skridtet fuldt ud og kastede sig over de røde S-tog. En ekstrem disciplin, som er graffitiens svar på bjergbestigernes Himalaya eller kokkenes Michelin.

Dokumentarfilmen Style Wars, lærte os alt om de uskrevne regler. I filmen følger man forskellige skrivere og deres udvikling i 80’ernes New York. Der var helte, platugler og decideret onde typer skruet sammen i en halvanden times introduktion til en undergrundskultur, der på mange måder allerede var død i New York, da den kom til Danmark.

Vores forbilleder i New York havde tabt kampen til MTA [Metropolitan Transportation Authority, red.] og bevæget sig videre i livet. Nogle kunne i kraft af deres talent og den massive eksponering, Style Wars havde givet dem, nu leve af at lave kunst. For os var krigen mod DSB lige startet. En krig som vi overtog fra vores forbilleder i New York, der siden 70’erne havde kæmpet med alt fra farveglade og passagervenlige udsmykninger til en mere hårdkogt stil med tags og beskidte throw ups på New Yorks Subway System.

Selvom graffiti i Danmark har tiltrukket rigtig mange forskellige typer, var vi hovedsageligt børn af fornuftige forældre, der på mange måder afspejlede samfundets holdning: “Det er flot, når I gør jer umage og får lov, men tags kan vi ikke lide.”

Vi var dybest set en flok glade drenge, der ville væk fra vores middelklasse-folkeskoleidentitet, og grundlæggende ville vi bare gerne være slum. Ken Larsen alias The Duke, der hovedsageligt var danser og DJ, farvede sågar sit hår og dun på overlæben sort for at ligne sine forbilleder, danserne fra Rock Steady Crew.

Han var ikke alene om at drømme sig væk. Når røgen på en frostklar dag stod stille over Svanemølleværkets skorstene, gav det associationer til et bestemt billede i bogen Subway Art, og inden man vidste af det, stod man i sin dynevest og følte sig mere Bronx end Bronx selv.

I 1985 ringer fire-mandsgruppen Whap Gang til Eigil Koop (chef for DSBs S-tog), inden de skal ud og male et S-tog. Det er Eigils kone, der tager telefonen. Gåffe fra Whap Gang beder Eigils kone vække ham, da det er meget vigtigt. Da Eigils søvndrukne stemme lyder i den anden ende af røret, siger Gåffe: “Dav Eigil, det er Whap Gang. Vi vil bare lige fortalle dig, at vi er på vej ud for at male pả et af dine tog.”

Næste dag stod der i B.T., at Whap Gang havde ringet til Eigil Koop og truet med at male alle S-togene og derefter malet 225 vognsæt. For Whap Gang var det en utrolig god reklame, selvom det på ingen måde havde hold i virkeligheden. Så mange togvogne har Whap Gang slet ikke malet.

Udover den offentlige omtale var det også et skelsættende punkt i samfundets holdning til graffitien. De voksne, der mest havde været nysgerrige og forstående, fik pludselig svært ved at stå inde for graffitien. Fra Whap Gang kontakter Eigil Koop, går der ikke lang tid, før de første fængselsdomme falder.

Fra slut-80’erne og op gennem 90’erne bliver graffiti-malerne mere hardcore og internationalt funderet. Søren Pind laver ‘Stop graffiti’-kampagner, og Lennart Faust, der som socialpædagog i Klub 47 lavede graffitiskole, kommer nu på kommunens lønningsliste som antigraffitiekspert. Der bliver brugt virkelig mange penge på både at rense togene og fortælle, at det er en skidt kultur.

Op gennem 00’erne bliver Ungdomshuset revet ned, og Nørrebro bliver vidne til flere ugers kampe mellem unge og politi. Banderne begynder at skyde hinanden, og der er ikke længere hverken ressourcer eller stemmer i at jagte graffitimalere.

I takt med digitaliseringen bliver inspirations-mulighederne flere. Fra at sende fremkaldte fotografier rundt til hinanden med posten kan graffitimalere nu se og vise deres billeder i cyberspace. Et værk kan få flere tusinde likes, inden kunstneren selv er nået hjem og vaske hænder.

Før rejste graffitimalerne rundt med deres blackbooks, en slags portfolio over deres arbejde. I dag er blackbooken sendt på pension af skriverens Instagram profil. Posen med slumbolsjer er blevet rystet, og det visuelle udtryk i gadebilledet er nu præget af alt fra perleplader til politiske slogans skrevet på tage og gavle med ruller. En ny generation søger inspiration i New Yorks graffiti fra før, den blev moderne. Helt bevidst arbejdes der nu med et mere pøllet udtryk, hvor man bruger dårlig maling i kiksede farver og maler med standarddyser for netop at ramme det tilfældige udtryk. Pøllegraffitien skal måske ses som en slags oprør mod det efterhånden meget teknisk betonede udtryk, den mere klassiske stil har fået. Pøllegraffitien kommer på mange måder til at repræsentere ungdommens vildskab med et mere frit og spontant udtryk.

Lige meget hvad, er graffiti en fantasiverden, hvor alle sanserne spiller med. Lugten af strøm og brumme-lyde fra toget, dåser der klirrer i rygsækken, adrenalinen der pumper, hegn der skal klippes, og pegefingre der er følelsesløse efter timers trykken i minusgrader. En fantasiverden, som DSB har lagt kulisse til siden 1984, hvor det første danske S-tog blev malet.

Ikke alene kan kulturen blive ved med at tiltrække unge. Københavns politi bliver nu også vidne til, at de anholder graffitimalere, der kunne vare deres fædre. Det er ikke længere bare en ungdomskultur. Det er en livsstil, som er kommet for at blive, og et visuelt udtryk, der konstant præger og bliver præget af sin samtid. En kulturarv af kreativ karakter, der uden tvivl har kostet samfundet og DSB mange penge. Lavet af hvad man måske kunne kalde for frihedskunstnere, hvis værker har forholdsvis store konsekvenser for dem selv og for deres omgivelser. Noget med mere kunstnerisk værdi end andet.

Fælles for de fleste graffitimalere er, at de vil have deres navn op, blive anerkendt af dem, de respekterer og være en del af nogle fælles normer og uskrevne regler, som har deres rødder i New York.

En drøm for nogle og et mareridt for andre.