Gadernes skjulte subtekster
I et bybillede skæmmet af borgmesterpik-kunst og monotone outdoor-reklamebilleder med den samme underliggende fortælling - forbrug - er det forfriskende, at heroiske borgere i ly af natten og en hættetrøje for egen regning går ud og forskønner og diskuterer byrummet med hjemmestrikkede poetiske memer. Her er et udvalg af nattens friskeste slogans.
At risikere liv, lemmer og fængsel for at dekorere sin by for egen lomme går aldrig af mode, især ikke efter at samtidskunsten er blevet dansen om gyldne ekskluderende investeringssikre møbler – for folk, der vil give golfspillende nyrige proletarer med jagttegn baghjul – mystiske materialeundersøgelser, der skal give kunsthistorikere og teoretikere arbejde, der bejler til fonde og institutionsmarkedet. Samtidskunsten er ikke det vilde vesten mere – og kan absorbere enhver kritik og ethvert oprør og rekuperere det til underholdning, snobberi og profit. Ren poesi er – hvis der ikke lige er en bestsellende nydansker, der passer ind i en større agenda – nærmest uddød uden for Nansensgade.
Derfor kan gode gamle graffiti – vi kender fænomenet helt tilbage til de ældste arkæologiske udgravninger – stadig virke forfriskende.
Det eksploderede efter filmen Wild Style i 1980’erne i Danmark. Dengang samfundet stadig prøvede at få “det tavse flertal” i tale – før vi bare kunne datamine. Hiphopgraffitien poppede op – og reducerede sproget til rene tegn, fremmede flimrende tags og pompøse pieces – som et folkeligt ekko af Baudrillards semiotiske teorier – Egypten møder Star Trek kanaliseret gennem skæve spraykander fra Bronx i en hyperliberal opmærksomhedsjungle, hvor hver mand er sit eget brand og kæmper for synlighed.
Den stil blev både kysset ihjel som dekoration, men også marginaliseret af DSB, der rullede det tunge skyts ud. Det ender ofte som en intern opslagstavle, der lukker sig om sig selv, en lyssky konkurrencesport om skjulte ego-brands’ synlighed.
Men så kom der nye sheriffer til byen: En generation, hvis mål er at leve uden sygesikringskort, helt off the grid, og som er gået tilbage til helt enkle anarkistisk-nihilistisk-satiriske slogans med bevidste stavefejl. Stilen er indhold over æstetik. De dyrker det hemmelige outlaw-liv i en overeksponeret digital verden, hvor ethvert tilløb til subkultur bliver krammet ihjel af Politken og gallerierne.
Måske kan man spore en marxistisk revival i nogle af teksterne, måske er det bare stemmen fra de marginaliserede, der lever på bagkanten af et velfærdssamfund under afvikling – den stemme, man aldrig hører i Deadline, 24syv eller Weekendavisen.
Graffiti er en spot, der oplyser den fortrængte tristhed, et kommunalt kvartersløft og Lagkagehuset ikke kan boppe op.
Graffiti kan formulere gadernes skjulte subtekster og skabe nye situationer. De bedste spiller ofte teksten op mod konteksten og arbejder bevidst med placeringen af deres stumme talebobler.
1. Jeg hører næsten rødmossede Lone Kellermanns joviale stemme fra hygge-1970’erne knække over i en hætteklædt parole her.
2. Man mærker hensigten og bliver forstemt. Her negler en ukendt poet 99 % af mediebilledets motivation og praksis i én sætning.
3. Her er en opfordring til at vende det evige danske regnvejr til en fordel og en fest.
4. Klassisk 70’er-anti-konsumerisme fra en, der ved, at Coca-Cola opfandt julemandens look.
5. Et klassisk mini-systemdigt, der demonterer sig selv.
6. Måske er valget af Irmablå over Lidl ikke tilfældig?
7. En antiautoritær forvirrer begreberne – er autoritetstro de nye vantro?
13. Et godt gammelt tankevækkende 70’er-begreb luftes igen … kan med fordel bruges i enhver #MeToo-debat.
14. At male om natten kan snildt ses som en viral stimulans – en selvreplikerende, muterende virus med næsten narkotisk effekt.
15. Et forsøg på at genstarte en byplansdiskussion.
18. Endnu en dialog – eller selvbevidst hærværk?
19. Et begreb, som “det internationale proletariat” i rødt – sammen med hammer og sejl – ses sjældent uden for avisen Arbejderens spalter i dag.
20. Det er lidt dobbeltkonfekt at insistere på et kriminelt ophav, når man maler ulovligt. En konkurrent punkterer alvoren i sms-stil.
22. Narcissisme og selvovervågning er ikke temaer, vi slipper for forløbig …
23. Dyr elite-institutionskunst kontra et Kinderæg af gratis hedensk gadekunst – tags, slogans og et større klassisk selvpromoverende hiphoplogo-piece.
24. Det er bare lidt bedre at skrive pøls eller bras end lort … demokrati-kritik fra gadens parlament.
25. Igen går poeten ind og trumfer den klassiske “ord som logo-tegn”– egograffiti-battle-mentalitet – uden at male de andres traditionelle mesterværker over.
26. Den forladte postindustrielle baggrund styrker klart budskabets tyngde.
27. Oplagt sangtitel til en thrash/industrial/punk-sang.
28. Hunter S. Thompson viste i det mindste afsky – nu er vi bare bange.
31. Igen dyrkelsen af bevidst taberstrategi – er det malet på en skole?
34. Ingen tvivl om, at vi kan ændre verden ved at stemme med vores penge – Netflix-veganere kan blive meget fanatiske – det lugter af identitetskamp frem for miljøbevisthed. Men prøv det anyway …
36. København, boligmassen – og medierne – er jo tabt til jyden forlængst … Teksten er som et ekskluderende ekko af et skrig på lokal identitet, efter løbet ER kørt.
Af Morten Vammen og Johan Varning Bendtsen. Artikel fra www.kforum.dk – 2018