Graffitiens største trussel
Graffitiens største trussel er velmenende kunstinstitutioner og forstående politikere
Det er 60 år siden, at de første graffitimalere satte deres spraystreger i New Yorks gader. Men selv om politi og politikere har forsøgt at knuse den – og kunstmuseer har forsøgt at omfavne den – så lever graffitien stadig. Blandt andet fordi den taler et universelt modstandssprog. Information er gået på opdagelse i den utæmmelige subkultur.
»Nu gør jeg det, I hader, « siger JUCEL.
Han tager sin spraydåse op af lommen på sin hættetrøje og sprayer store boblende bogstaver på muren. Hurtigt, stort, let og rutineret.
JUCEL er 19 år gammel og graffitimaler. JUCEL er ikke hans borgerlige navn. Det vil han ikke have frem, da politiet stadig slår hårdt ned på graffitimalere. JUCEL er det navn, han skriver under.
Han står foran en stor midlertidig træmur i bunden af Botanisk Have i København en onsdag aften, efter mørket har lagt sig over byen. Der er ikke så mange, der har skrevet på muren endnu, og den skinner i sin renhed.
JUCEL trykker på spraydåsen og fører med store bevægelser armen hen over fladen. Det er ikke et farverigt og nøje planlagt piece, han maler. Det, han skriver på væggen i mørket, mens resten af byen er ved at gå i seng, er hans skrivernavn: JUCEL.
»Graffiti er en konkurrence, der går ud på, hvor meget jeg kan spamme mit navn i dit hoved. Det er ikke kunst – lovlig graffiti er måske – men at kalde den ulovlige graffiti for kunst er et forsøg på at godtgøre den. Og det er i sin ulovlige form, at udtrykket er stærkest,« siger JUCEL.
Siden graffitien kom til Danmark i starten af 1980’erne, har den haft et solidt tag i landets store byer. Og det tag har den stadig. Der er graffiti alle vegne: på toge, langs S-togsbanen, på mure og gavle, i nedlagte bygninger, på forladte grunde. OND, EASER, SPLID, JUP, SINNR, GRAPE, OUTRAGE, TOMCAT, OMG og JUCEL er bare et udpluk af de graffitimalere og tags, der dominerer byens facader.
Graffiti har altid befundet sig et sted mellem kunst og kriminalitet. Men det er netop livet på kanten af samfundet, der er definerende for graffitimiljøet, som trods mange forsøg på det modsatte endnu ikke er blevet mainstream, lyder det fra forskerne.
Ordbog og graffitifacts
Københavns Kommune bruger 11 millioner om året på at fjerne graffiti.
Ifølge Politiets statistik er antallet af sigtelser inden for graffiti steget med 45,6 procent siden første kvartal sidste år og gået fra 79 i første kvartal i 2018 til 115 i første kvartal i 2019.
Det findes tre former for graffiti:
Pieces, som er store farverige stykker graffiti, der er mere komplicerede at male. De bliver ofte nøje planlagt og nogle gange projekteret op på muren, så man kan male dem helt nøjagtigt.
Tags, som er at skrive sit navn hurtigt. Det er ofte det, borgere bliver irriterede over, fordi de meget sjældent har karakter af kunstnerisk udsmykning.
Throw ups, som er en blanding af et piece og et tag. Det er hurtigt, men stort og mere omfattende end et tag.
En populær dansk instagramprofil Copenhagenvandals, der fokuserer på københavnsk graffiti, har spurgt deres følgere om, hvem de mener er den bedste maler i Danmark nogensinde. De tre graffitimalere, der fik flest stemmer var: LSO, SABE og KEGR.
Information er gået på opdagelse i det danske graffitimiljø anno 2019 for at undersøge, hvorfor dansen med det kriminelle er så spændende, og hvad graffiti overhovedet er i dag: Skal graffiti forstås som et universelt modstandssprog, som et selvpromoverende egotrip – eller som kunst?
Modstand, der ikke kan undertrykkes
Egentlig kan graffiti føres helt tilbage til det gamle Egypten og Romerriget, hvor folk malede og ridsede beskeder i byens mure. Men den moderne graffiti opstod første gang på den amerikanske østkyst i 1960’erne, hvorefter den fortsatte over Atlanten til Europa, hvor den snart blev fast inventar i de fleste storbyer.
I starten var graffitien såvel i USA som i Danmark en forlængelse af hiphopkulturen, men efter få år blev den en subkultur i sig selv.
De mest udbredte former for graffiti er dem, der kaldes pieces, tags og throw ups. Pieces er ofte de store farverige stykker graffiti, der kræver grundighed og er mere komplicerede at male. Tags er dem, hvor maleren skriver sit navn hurtigt og enkelt. Throw ups er også hurtige, men er større og mere omfattende end et tag.
Mariane Hedegaard er professor emerita ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og en af de få forskere i Danmark, der har undersøgt graffitimiljøet. Dengang graffitien kom til Danmark i begyndelsen af 1980’erne, lavede hun et omfattende forskningsprojekt om kulturen og malerne.
»Graffiti og graffitikulturen handler om flere ting, men en af de afgørende elementer er, at den er modstand. Jeg undersøgte graffitimiljøet i 1980’erne, og det fascinerende er, at der i dag stadig er graffiti alle vegne – i byen, på stationerne, langs banen og på togene. Mange kulturelle og kunstneriske bevægelser, der starter som et oprør, tæmmes, når de bliver mainstream. Jazzen eksempelvis. Men det er ikke på samme måde overgået graffitien endnu,« siger Hedegaard.
Demokratisering af byrummet
JUCEL står nu ved indgangen til Nørrebro Station. Foran en helt ren elboks, som han har luret på i noget tid. Han kigger sig omkring, fisker spraydåsen op af lommen, sætter sit tag og cykler hurtigt videre.
Ydre Nørrebro og Nordvest er to af de kvarterer i København, hvor der er allermest graffiti. Det er også områder, der ofte bliver karakteriseret som den brogede del af København med flere socialt belastede boligområder og mange kulturelle og etniske minoritetsgrupper. Grupper af samfundet, der ikke altid føler sig repræsenteret eller lyttet til af magthaverne. Derfor giver det god mening, at det også er her, graffitien lever i bedste velgående, forklarer JUCEL.
»Graffitien repræsenterer nogle mennesker, der også lever i byen, men som mange ikke har lyst til at kende til. Det tror jeg også er en af grundene til, at mange ikke kan lide den. Graffiti pointerer, at magthaverne ikke bare kan kontrollere og normalisere alt,« siger JUCEL.
Forestillingen om graffitien som modstandssprog har været en del af genrens selvfortælling lige fra begyndelsen. Det var ikke nemt at være ung i ghettoerne i New York eller London i 1980’erne, og graffitien var en måde at bruge sin stemme og sørge for, at man blev, hvis ikke hørt, så i hvert fald set. I sin bog Banging the Head Against the Wall fra 2001 skriver streetartist og graffitikunstner Banksy eksempelvis:
»Graffiti er et af de eneste redskaber, du har, når du intet som helst har.«
Ulrikke Neergaard, der er direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige, mener, at man stadig kan se Banksys citat afspejlet i graffitien.
»Graffiti kan være en måde for unge at tage kontrol over et offentligt rum, de ikke føler repræsenterer dem. Der er instanser og institutioner, der beslutter, hvad der skal ske og være i offentlige rum såsom reklamer, byudviklende tiltag osv., som den almindelige borger i dag har begrænset indflydelse på. I den sammenhæng er graffitien en demokratisering af byrummet, hvor man insisterer på, at alle har plads i rummet,« siger Neergaard.
De sociale vilkår, som de unge i New York og London i 1980’erne levede under, kan dog ikke sammenlignes med dem, som de unge i Danmark lever under i dag, påpeger Hedegaard.
»Unge mennesker i Danmark kan komme langt ud, men ikke som samlet gruppe og ikke på samme måde, som de unge i ghettoerne i New York eksempelvis kunne. I Danmark er graffitien ikke den eneste måde at sætte sig op imod magthaverne på eller at vise sin foragt for dem, de mener ikke vil lytte, som det var for nogle i 1980’erne i USA. I Danmark er graffiti modstand mod samfundet og det etablerede, men det handler mindst lige så meget om identitet,« siger Hedegaard.
En irriterende belastning
Går man en tur op ad Nørrebrogade, vil mange af de porte og gadedøre, man passerer, være sprayet til med tags. En af dem er porten ind til Nørrebrogade 108, hvor en mand ved navn Sergej Tikhonov bor.
Tikhonov sidder i bestyrelsen i ejendommens andelsforening, og graffiti er et af de emner, der bliver diskuteret livligt på bestyrelsesmøderne. De fleste af beboerne i ejendommen ser nemlig ikke kunst eller identitetsskabelse, når de står foran deres gadeport fyldt med graffiti. De ser hærværk.
»Graffitien irriterer de fleste beboere i foreningen. Den fjernes jævnligt af kommunen, da vi er omfattet af kommunens graffitiafrensningsordning. Men ved sidste fælles arbejdsdag måtte beboerne også selv ud og slibe og male døren ud til gaden, blandt andet,« siger Tikhonov.
Københavns Kommune bruger cirka 11 millioner om året på at fjerne graffiti, og ofte forbliver murene kun kortvarigt rene. På den gule mur langs Assistens Kierkegaard kan man eksempelvis se lag af graffitirester, som kommunen i pendulfart fjerner, når weekenderne er omme. Politiet udsteder også store bøder til graffitimalere, som bliver sigtet for hærværk landet over.
JUCEL er ikke blind for den store irritation, graffiti vækker i mange af byens borgere, og den skade den påfører ejendommene. Direkte konfronteret med spørgsmålet om det ulovlige og ødelæggende aspekt af graffitien svarer han:
»Jeg ved godt, at der er mange, der ikke kan lide det, vi laver. Og det kan jeg godt forstå. Jeg tror også, jeg ville være træt af at se på det, hvis jeg ikke forstod det. Men jeg synes, at graffiti er en af de mere uskyldige former for kriminalitet. Og jeg synes ikke, at graffitimalere fortjener så hårde domme, som de op gennem tiden har fået.«
Han fortsætter: »Men hvis jeg skal være ærlig, så ville graffiti ikke være det samme uden dets ulovlige og udskældte element. Jagten tilføjer spænding og gør graffitien mere udtryksfuld.«
Ifølge graffitiekspert og professor emerita Mariane Hedegaard er historien fyldt med eksempler på politikere, der har forsøgt at komme graffitien til livs – og alligevel bliver den ved med at dukke op igen.
»Mange har forsøgt at tæmme graffitien. For eksempel da streetart fik sit indtog i 00’erne, og da politikere som Søren Pind og daværende New York-borgmesteren Ed Koch forsøgte at undertrykke graffitien med antigraffitikampagner. Men det er aldrig rigtig lykkes. Graffitien taler på nogle punkter et universelt modstandssprog, som måske gør, at den overlever. Og dens dans med det kriminelle gør, at den heller ikke bare bliver kommercialiseret,« siger Hedegaard.
Graffitien omfavnet
Men måske kommer den største trussel mod graffitien ikke i skikkelse af antigraffititeams og magtens jernnæver, men derimod i form af kunstinstitutioner og forstående politikere, der velment omfavner det rebelske sprog som en del af urbaniteten.
Samtidig med, at der rutinemæssigt fjernes spraymaling fra byens mure, sætter kommuner i hele landet lovlige vægge op – Københavns Kommune har senest gjort det i Vanløse – hvor de inviterer graffitimalere til at male helt lovligt.
Og for nylig sagde Københavns kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet til Information, at hun er åben for at begynde at lade mere af graffitien forblive på byens mure, blandt andet »fordi det kan være med til at give et område identitet«.
I sommer var der en stor graffitiudstilling i Øksnehallen, hvor graffitikulturen og dens bidrag til byen blev hyldet. Og gallerier og kunstinstitutioner har, siden graffitien kom frem – og især igen efter streetartens indtog – omfavnet graffitien som kunstnerisk og stilistisk udtryk. Graffitikunstner Banksy blev for eksempel for nylig kaldt »vor tids Voltaire« af auktionshuset Sotheby’s, der netop også har sat et af hans værker til salg og forventer en pris mellem 12,5 og 17 millioner kroner..
Udskældt og omfavnet er de poler, graffitien er spændt ud mellem.
»Graffiti er dobbeltsidet. Den vil altid være både en udsmykning og en destruktion af samfundet,« siger professor Mariane Hedegaard.
Og det er lige præcis på det paradoksale sted, graffitien har det bedst, understreger hun.
Forløsningen
På et tidspunkt i løbet af aftenen sammen med JUCEL sætter vi os på den Den Røde Plads på Nørrebro. Fra pladsen kan man se flere husgavle. En af dem er malet helt sort og viser en kæmpe Tuborg-reklame for Roskilde Festival.
For omtrent et år siden, inden gavlen blev en reklamevæg, sad JUCEL og en af hans venner oppe på taget af bygningen klokken tre om natten og malede graffiti på gavlen. »Troldedrenge« skrev de med teleskopstænger på det stykke, der befinder sig lige under tagrenden, så alle der cyklede forbi nede på gaden kunne se det.
»Det er det vildeste, jeg har lavet som graffitimaler – det var et kæmpe egoboost. Men det var også sygt farligt. Den følelse, man har i kroppen, når man er færdig med at male, kan ikke sammenlignes med noget andet. Og mens man gør det, er man hundrede procent fokuseret, fordi man ved, at der er så mange konsekvenser ved at blive taget, eller hvis man falder ned. I det øjeblik forsvinder resten af verden,« siger JUCEL.
JUCEL har, siger han, selv spekuleret på, hvorfor han og andre graffitimalere har behov for at udtrykke sig ulovligt.
»For mange starter det nok som rebelskhed, men der er også noget enormt følelsesladet i det at have behov for at udtrykke sig så ekstremt. Og energien i stregerne er en anden, når det er ulovligt. Den er mere rå, energisk og umiddelbart. Graffiti er en ucensureret følelse,« siger han.
I artiklen »Exploring tension and contradictions in youth’s activity of painting graffiti«, der kom ud af Mariane Hedegaards undersøgelse af graffitimiljøet, kalder hun den følelse for katarsis:
»En af malerne, jeg interviewede, der kaldte sig SLATE, beskrev den følelse, han havde, mens han malede. Han var helt opslugt, adrenalinen rullede igennem ham, og efterfølgende føler han sig lettet og forløst. Kunstner Asger Jorn beskrev engang, hvor hårdt det var at lave kunst, og hvor lettet han var, når han havde fremstillet et værk. Det samme, tror jeg, gælder for mange graffitimalere. Hvis man overskrider nogle barrierer for at skabe noget – personlige, fysiske eller lovmæssige – skaber det en virkelig kraftfuld energi,« siger hun.
Et undergrundsnavigationssystem
JUCEL vil vise noget frem. Vi står på en aflang grund, der løber langs banelegemet bag Nørrebro Station. Det ligner en tilvokset eventyrhave med grønt græs, som nærmest er vokset ind i de røde murstensbuer, der holder togbanen, der løber en etage oppe. Murene er dækket med store pieces og utallige tags. Der står en afbrændt bil, som også er dækket af spraymaling. Noget er tydeligt, andet er næsten falmet helt væk. Noget af det er helt tilbage fra 1998 og starten af 00’erne. Det ligner et sted, der kun tilhører graffitien.
»Graffiti er et navigationssystem bestående af navne, som du hovedsageligt kun kender, hvis du selv maler. Man ser også på byen på en anden måde, når man maler graffiti. Man begynder at lægge mærke til, hvordan de andre graffitimalere bevæger sig i byen, fordi man kan følge deres tags,« siger JUCEL, mens han kigger op på murstensvæggen i graffitihaven.
Meget af den graffiti, man ser på gaden, virker dominerende og selvpromoverende, hvilken den i mange tilfælde nok også er.
Men som vi står i haven og kigger på murene omkring os, er der samtidig noget sårbart og inderligt over de falmede pieces og throw ups, der så mange år efter stadig hænger på facaderne som symboler på en – måske evig – kamp mellem malerne og magthaverne. En kamp, der i bund og grund hverken handler om at vinde eller tabe, men snarere om at blive anerkendt og selv tage kontrol.
»Jeg tror aldrig, graffitien forsvinder,« som JUCEL siger, inden han siger farvel og cykler videre ud i natten. »Der vil altid komme nye 16-årige og 17-årige til, der har brug for den.«
Artikel bragt i information 2019. Af Barbara Hilton. Foto: Nanna Navntoft