Hans værker står alene og råber ud i byen
Københavns mest kendte graffitimaler, SPYO
Når først du har set dig blind på SPYO, ser du ham over det hele. For han er over det hele. Både rent praktisk oppe på væggene, hvor han har syet sine budskaber fast, men også som en fri fugl, der flyver på tværs af tiden og er med til at forme vores forståelse af det at være københavnere.
Sådan står der i forordene til SPYO’s København, som er bogdebuten af DJ, fotograf og nu forfatter, Christopher ‘Flip’ Egeberg. Nederst i denne artikel kan du læse et uddrag bogen.
Han er en af de få, der er lykkedes med at få den mytiske, ærke-københavnske kunstner SPYO i snak om sine værker, der primært er graffitikunst med et stærkt antikapitalistisk budskab. Ofte er de placeret på ikoniske lokationer – eller også er lokationerne ikoniske, fordi de netop lægger mursten til SPYO’s værker.
I forbindelse med denne artikel, har vi naturligvis også forsøgt at tale med den famøse graffitikunstner, anarkist og københavner. Men det hører til sjældenhederne, at SPYO lader sig interviewe, så det kommer ikke som den største overraskelse, da han gennem forlaget Book Lab afviser at tale med os.
For at blive klogere på kunstneren, som alle københavnere i større eller mindre grad har et forhold til, har vi i stedet talt med Christopher Egeberg, der er bedre kendt bag sit kunstnernavn; Flip. For hvem er den anarkistiske graffitimaler, som ikke gider snakke med os, men som nu udfolder sig i Flips nye bog?
SPYO er notorisk for ikke at ville røre noget som helst, der er har et snert af et kommercielt aspekt. Hvordan overtalte du ham til at medvirke i en bog?
Vi var meget ærlige overfor hinanden fra starten af, og jeg fortalte ham præcis, hvad mit projekt handlede om; at jeg drømte om at lave en bog.
Han var med i alle beslutninger. Han har været med til at se alle billeder, og han har læst alle tekster, så han har været inkluderet i processen. Det er min bog, men det er på mange måder også vores bog, og jeg har prøvet at vise København gennem hans øjne.
Når du ser mine billeder, så er de skudt meget gråt. Det er et dystopisk, helt ensomt, forladt og kedeligt København – det modsatte af, hvad du bliver præsenteret i Wonderful Copenhagen-reklamer.
Så jeg har prøvet at finde et andet København. Der er jo ikke noget, der sælger København som specielt attraktivt, og han (SPYO, red.) kunne se sig selv og sine værker i mine billeder, for det er hans værker, der er omdrejningspunktet.
Jeg har prøvet at portrættere ham ærligt, og som bygningerne står. Det er ham, der får lov til at stå med sit budskab og råbe ud i ingenting. Der er ingen planter, der er ikke noget sol, der er ingen farver. Jeg har prøvet at gøre dem så røvsyge, som muligt. Det blev den røde tråd at sige: ‘Hvor jævnt og hvor kedeligt kan jeg præsentere København?’ Fordi det også er en sandhed, og den tror jeg, at han købte ind på.
Du er kommet tættere end de fleste på SPYO. Hvad er det for et København, man ser, hvis man ser byen gennem hans øjne?
Det er et København i forfald, og det er et København, der er ved at forsvinde. Det har ændret sig ret drastisk de sidste 20 år.
Vi er gået fra et København i 80’erne, hvor det var sådan lidt nær det resterende af Olsen-bandens København. Nu har vi et nyt Ørestaden, Sydhavnen, Amager Strandpark. Der er poppet de her nye bydele op samtidig med, at både Vesterbro og Nørrebro er blevet gentrificeret. Vi ser en helt anden by, hvor sådan nogen som SPYO er blevet skubbet ud på sidelinjen.
Der er jo faktisk efterhånden ikke så mange københavnere tilbage i København.
Der er kommet en helt ny generation af københavnere – og dem skal der også være plads til – men det er måske lidt på bekostning af nogle gamle københavnere, som har svært ved at se sig selv i den nye by, der er opstået. For hvis du ikke dyrker Michelin-stjernede restauranter, surdejsbagerier og hele den her vision om Wonderful Copenhagen, så bliver du langsomt skubbet ud.
De stigende huslejepriser gør også, at du skal arbejde så og så meget for at have råd til at bo her. De her bydele var før arbejderkvarterer eller i højere grad allemandseje – og det er noget, SPYO går meget op i.
Flip interviewer SPYO – uddrag fra bogen SPYO’s København
Jeg troede jo fejlagtigt, at alt, du gjorde, var tilfældigt. At du midt om natten bare cyklede rundt, faldt over en vilkårlig væg og de ord, den skulle udsmykkes med. Men prøv at forklare processen, og det tankespind du dagligt går rundt med.
Jeg går tit og leger med ord oppe i hovedet. Ord, der betyder noget i mit liv: kunst, politik, befolkningsgrupper, udviklingen i samfundet. Det, jeg skriver, er tit kogt ned, men det kunne sagtens fylde en hel side eller væg. Jeg bruger meget tid på at tænke over de ord, så de får den rigtige betydning. Det skal ikke være så firkantet, og ordene kan ofte forstås på flere måder.
Jeg cykler gerne ud tre til fire nætter om ugen afhængigt af vejret. Der er ret meget forarbejde i at finde den rigtige væg og tekst til de mennesker, der bor der. Jeg har skrevet meget om gentrificering i nybyg, og den kan jo bruges mange steder. “Kulturelt vakuum”, som jeg kalder det. Jeg prøver at aktivere mig selv i dagtimerne, da jeg egentlig helst bare vil male hele tiden, men det kan jeg kun om natten.
Hvis vejret er til det, pakker jeg et par bøtter. Jeg har gerne en lille kasse på min cykel, hvor jeg kan kombinerer flere farver – lys og mørk – samt nogle ruller. Og så kører jeg ud til den væg, jeg har udset mig og står gerne ti minutter og observerer, hvad der sker. Ikke nødvendigvis foran væggen, men omkring. Kigger på lyssætning, om noget skal blændes. Jeg kan for eksempel regulere lyssætning med den stang, jeg har. Er der for meget trafik, en fest, fodgængere. Og så går jeg sådan set bare i gang. Jeg er som regel alene, da jeg prøver at minimere processen. Er det på gaden, skal der ofte ikke gå for lang tid. Det kan man også godt se på mine ting; jeg har ikke lyst til at stå der en halv time.
Og så prøver jeg at holde øje med min omgivelser, mens jeg gør det, men kan godt mærke, jeg ikke altid kan være til stede begge steder samtidig; altså både male og holde øje. Så nogle gange opdager jeg ikke, hvis der lige pludselig står nogen ved siden af mig. Når jeg er færdig, pakker jeg sammen. Dagen efter kører jeg ud og tager et billede, og så er den på en eller anden måde ude af systemet. Ført i bogen. Og så er det bare med at kigge frem – jeg tænker ikke mere over den. Jeg tænker dog meget over, hvor meget jeg rent faktisk kan fylde i det offentlige rum. Mange steder har jeg jo lavet fem-seks stykker på samme vej. Altså om jeg kan fylde mere i det offentlige rum end det offentlige rum i sig selv; kan jeg overgå dem med papir og tilladelser på reklamer og skilte.
Hvis jeg kan indtage fem vægge på en vej, så gør jeg det, men det er ikke sådan, jeg bevidst udser mig en vej eller et område. Det kommer an på arbejdsforholdene, og om det er muligt. Er der for meget liv og for meget lys, så giver det ligesom sig selv. Jeg kan godt finde på at male en væg for at statuere et eksempel, men bliver det fjernet lynhurtigt, så er det jo ofte ligegyldigt.
Af: Morten Parsner.