Spraytrip Kolding

Engang, for noget der efterhånden er ved at være 20-25 år siden nu, havnede jeg på Kolding banegård. Det var en sen aften eller en tidlig nat, om man vil. Jeg havde været i Odense og var på vej hjem, men pả grund af en sær form for DSB-logistisk logik fungerede Kolding som endestationen – og der gik ikke tog igen for næste morgen. Dankortet og mobiltelefonen var opfundet, men jeg kendte ikke nogen, der havde det.

Jeg havde det i hvert fald ikke selv. Så med andre ord, jeg havde ingen penge og ingen mulighed for at komme i kontakt med nogen. Det eneste jeg havde, var et par spray dåser i tasken. That’s it. Jeg havde festet, drukket øl og malet graffiti med JUE, VISA og kongen af hardcore-bombing, afdøde TABU. Søvn og personlig hygiejne havde ligget meget lavt på prioriteringslisten i et par dage, og det var ret tydeligt, at folk kiggede skævt til knægten med de røde øjne og malerstænk på bukserne, der vandrede hvileløst omkring og lignede en, der havde brug for at sove i tusind år.

Men Kolding var ikke det værste sted at strande. Byen havde, i modsætning til de fleste andre provinsbyer i Danmark, en graffitiscene. I Kolding var der burnere på de lovlige vægge og i tunellen, der var crime langs linjen, der var enkelte innercity-pieces, der var throw-ups og sølvpieces på gods- og trashtogene, der stod parkeret pa baneterrænet ved stationen og der var tuschtags i bybilledet – der var med andre ord noget at se på. I Kolding var der specielt to navne, der stak ud, og jeg tror de fleste utilpassede og/eller kreative spraydaseentusiaster i Danmark kendte til allas’erne ETCH og SKEN.

Jeg besluttede mig for, at køre bumsestilen og crashe på banegården. Det gjorde flere af byens mere tvivlsomme eksistenser også. Vi nikkede til hinanden, vi var i samme båd, og jeg havde sovet på stationer masser af gange – i Paris, i Rom, i Hamburg, i Fredericia og alle mulige andre steder. No problem. Jeg fandt et fredeligt spot på flisegulvet, strategisk udtænkt i forhold til billetkontoret, kiosken, der sikkert åbnede tidligt, og dørene, hvor kølig vind trak ind. Tasken med canner var min hovedpude, og min jakke fungerede som dyne. Jeg blendede vist ret godt ind i det brogede billede.

Kolding kunne noget som kun København og til dels Odense og Århus ellers kunne; tiltrække skrivere fra andre byer. ELJAY fra Sønderborg, TPC fra Aabenraa, LSD fra Fredericia, WEST, WASE, JUE og mange flere fra Odense lagde alle vejen forbi Kolding. Det gjorde de største navne fra København også – legenderne: SABE, RENS, SEK og flere andre.

Det var nu ikke kun byens vægge, der var dekoreret af unge, inspireret af fænomenet, der var opstået i New Yorks ghettoer og slumområder – banegardens stinkende og uhumske lokummer var også overmalet med tags, politiske tilkendegivelser, platte vittigheder og et varieret katalog af tilbud om homosex. De erfarne landevejsriddere og hjemløse typer med massive alkoholpromiller og dårligt blandet knark i blodet skældte skiftevis ud på hinanden, de usynlige dæmoner og insekterne, der summede omkring i ankomsthallen. Jeg opgav hurtigt at sove. Træt, sulten og irritabel pakkede jeg mit gear og gik ud langs skinnerne, hvor der er en helt speciel stemning og en helt speciel ro, som er umulig at forklare, men som alle der har været der kender. Jeg gik bare. Sydpå. I retning mod Vamdrup – uden jeg dog havde tænkt mig at gå dertil.

Jeg gik på svellerne, der ligger i en afstand, der lige netop ikke passer med en skridtlængde, forbi et stort lovligt ETCH-piece. Jeg gik forbi en gavl, der var blevet udsmykket som en del af et malerprojekt for bistandsklienter, og jeg gik forbi hurtigt malede sølvpieces på væggene, og tags på strømboksene og signalskiltene. Hvis det ikke var fordi beton, mursten og tags, og et enkelt blinkende neonlys, blev afløst at marker og stjerner på nattehimlen, så havde det føltes som en rigtig storby.

Da det begyndte at blive lyst, og der ikke var lang tid til at jeg kunne tage et tog hjem, gik jeg tilbage. Tæt på stationen fik jeg øje på en ensom godsvogn. Den stod parkeret på det yderste spor. Der var tags på den. Københavner-tags. Når man stod på den side, der var skjult for perronen og de første morgentrætte pendlere, der skulle pả arbejde, sả kunne man næsten ikke ses.

Jeg fandt mine dåser frem, og tegnede et throw-up op. Jeg hverken hørte eller så den eldrevne arbejdsvogn, der kom i mod mig, for den kørte tæt forbi mig. I et sekund eller to havde jeg øjenkontakt med en arbejdsmand inde i toget. Jeg tænkte ikke så meget over det, ville bare være færdig. Men det blev jeg ikke, for arbejdsmanden brød sig åbenbart ikke om mit uautoriserede foretagende. Pludseligt stod han der. Han var rasende. Han råbte og skreg, og han ville have, jeg fjernede alt graffiti fra vognen. Alt! Han trak sin pegefinger henover et tag for at bevise at malingen var helt frisk, men der kom ikke noget på hans finger. Han gjorde det en gang til, pả et andet tag, men med samme resultat. Vi gloede på hinanden. Han så forvirret ud – han havde jo lige set, at jeg stod og malede. “Du skal fjerne det hele … eller, i hvert fald noget af det,” sagde han. Han var mere afdæmpet nu. Jeg trak på skuldrene, som om jeg ikke forstod ham.

Han gnubbede et par fingre mod endnu et tag. Ingenting. Han sukkede og mumlede, at det var noget værre svineri. Han kiggede på sine fingre endnu engang og sagde, at han ville ringe efter politiet. Og så gik han. Det gjorde jeg også, og efterlod det halvfærdige throw-up.

Det kan godt være at Trapholt, Koldinghus og mange andre af byens historiske og kulturelle seværdigheder er det de fleste mennesker forbinder med Kolding, men i undergrundsmiljøerne er Kolding kendt for graffiti! Et bredt udsnit – fra de første pieces i midtfirserne til de allernyeste – kan du se i denne bog. Enjoy the ride.

Peter Grønlund