Zusa

Sygdom smadrede hans drømme for fremtiden: Så satte han farver på Østerbro

En sygdom smadrede gadekunstneren Zusas perspektiver om fremtiden. Han mistede evnen til at lave det, han elskede, men så fandt han en vej ud af mørket. Den vej hænger nu overalt i København.

De sidder rundt omkring i Københavns bydele. Nøje placeret og farverige. De associeres med det kriminelle miljø, men er her for at minde om, at der skal være plads til os alle. Røde, grønne, gule og orange. Ja faktisk i alverdens farver står der skrevet Z-U-S-A. Kig op, så opdager du dem sikkert.

Historien om den mand, vi kalder Zusa, er lige så farverig, som graffiti-skiltene på Valby Langgade, Indre By og Rantzausgade. Det startede i 1984 med tuscher på DSB’s røde toge og fangeleg med politiet. Nu kan Zusa ikke løbe længere. Sclerosen har fået fat i kunstneren, som nu er bundet til sin stol. Tagget og budskabet, der findes alle steder i de københavnske bydele, går dog langt ud over både sygdom og tilfældig graffiti. Der ligger en historie bag, og den får du her.

Zusa, som vi kalder kunstneren her i artiklen, har et særligt forhold til København, hvor langt størstedelen af hans kunst hænger. Lige indtil det ikke gør det længere. De fire bogstaver, der typisk sættes op som skilte, bliver ofte stjålet af betragtere, der vil have dem for sig selv. – København har en særlig plads i mit hjerte. Det var her, jeg kom meget som ung, og det er her, jeg stadig kommer. Byen rummer mange forskellige miljøer, og der er plads til os alle sammen, siger Zusa og fortsætter: – Derfor er det her, jeg har en trang til at sprede mine budskaber. For mit indtryk af København er, at der hersker en fornemmelse af, at hvis vi står sammen, så kan vi redde verden. Det er præcis det, Zusa handler om. At stå sammen.

Bundet til stolen

Historien om Zusa er også historien om en ung mand, der fik knust sine perspektiver. Frem mod hans 27 års fødselsdag begyndte han at føle sig underlig træt. Efter en lang dag på arbejdet som skiltemaler i Københavns Zoo på toppen af Valby Bakke kunne han kun ligge på sofaen. Han var sløv.

Det år fik han konstateret primær progressiv sclerose. Det er en scleroseform, der gradvist bliver værre og værre. Snart kunne han ikke længere holde på blyanten og penslen. Derefter blev det sværere at gå, og 10 år senere, som 37-årig, satte han sig i den stol, han nu er bundet til.

– Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik det at vide. Jeg vidste jo godt, der var noget galt, men det var et chok at få besked om, at jeg lider af en kronisk sygdom. Jeg gik direkte ned til købmanden, købte en pakke smøger og tændte den ene med den anden. Det smadrede jo alle perspektiver om fremtid, familie og karriere, siger Zusa og fortsætter:

– Det blev gradvist sværere at gå, og til sidst lignede jeg jo bare en fuld mand, der stavrede rundt. Så en dag tænkte jeg, at sygdommen ikke skulle stoppe mig fra at lave det, jeg elsker.

Den dag, Zusa henviser til, er da han tilbage i år 2000 så en svensk film i fjernsynet med titlen ’Tilsammans’. Her flytter en mor ind i et alternativt bofællesskab, og hun må lægge sit liv helt om. Med filmen skete der noget inde i Zusa. Det kom ligesom til ham. Zusa for det tyske zusammen aka sammen/sammenhold. ”Det hele skal jo ikke være amerikansk,” som han siger.

– Zusa står for sammenhold. Selvom jeg ikke interesserer mig en disse for politik, så synes jeg, der er behov for, at vi bliver mindet om, at vi stadig kan nå at redde den her verden, hvis vi står sammen. Klodens ressourcer, miljøet, hinanden, siger han.

Zusa for sammenhold

Selvom Zusa ikke længere selv kan lave sine værker, som han kunne i gamle dage, så er tagget med de fire bogstaver blevet hans frelse i sygdommen. Det er blevet en måde, hvorpå han stadig kan udtrykke sig og komme med en hyldest til sine hjælpere.

– Zusa rummer budskabet om sammenhold, og det nyder jeg godt af hver dag. Uden mine hjælpere, kunne min hverdag ikke fungere, så min kunst er i høj grad også en hyldest til dem. For jeg er afhængig af den hjælp, de giver mig. Både i kunsten og i dagligdagen.

Det er Zusa, der bestemmer farverne, det er ham, der tegner skitserne, og det er ham, der har kendskab til de materialer, som skal bruges ved skabelsen af værket og til monteringen af samme.

– Det har stor påvirkning på mit liv at have fået sclerose. Det har placeret mig i den kørestol, jeg sidder i. Og det har taget evnen til at lave kunst fra egen hånd fra mig. Fordi jeg ikke har samme kontrol som før, når jeg maler eller sprayer, så bliver værkerne uperfekte. I stedet for at se det som en hindring, så ser jeg det nu som en kvalitet. Det kan ikke efterlignes, og det giver et særligt udtryk, siger han.

Hvorfor bryde loven?

Zusas brand er efterhånden så stort, at han givetvis kunne få tilladelse til at hænge sine værker op på de gavle, han udser sig. Det er han bare ikke interesseret i, og det er der især en særlig grund til.

– Jeg kunne sikkert godt indhente tilladelser de steder, jeg sætter min kunst op, men det har jeg ikke lyst til. Så længe jeg analyserer stedet og tager hensyn til farver og miljø, inden jeg hænger min kunst op, så har jeg det okay med at gøre det på den måde, jeg gør nu, siger Zusa og fortsætter:

– Hvis jeg skulle indhente en tilladelse, ville det spolere den kreative proces, og jeg er overhovedet ikke interesseret i at være afhængig af andres meninger.

Zusa fortæller, at man kan opdele gadekunst i to forskellige kategorier. Den tilfældige, der har til formål at ødelægge, og den eftertænksomme, som har noget dybere på hjerte.

– Som jeg ser det, er der to forskellige former for graffiti. Der er den tilfældige, der har til formål at ødelægge, hvor folk ikke planlægger men blot går i gang med en sprayflaske. Og så er der den version, jeg benytter, hvor man tænker meget over, at ens værk skal passe ind i de omgivelser, hvori det optræder, og hvor man ikke ødelægger noget.