Zenith nævnte i et interview engang “hvem fanen kan huske 40 år tilbage?”
Af de to skakbrikker, jeg har tilbage fra malerhjernen, er her et par huskeceller som stadig er der. Mit oplevelse på Eyes var først som vagt, derefter var jeg med til at fylde den grønne baggrund på til sidst. Jeg var udstyret med en ret tung walkie-talkie, som vistnok var stillet ind på Erlings frekvens. For den tid, var det rimelig high tech. Den sagde aldrig noget. Der var bare statisk støj, men havde der været et bib fra apparatet, at vi var blevet spottet, aner jeg ikke hvordan jeg skulle reagere. Det havde vi ikke lige planlagt.

På togturen op til yarden var der var en ret tight fornemmelse, da der var en del nerver på højkant. Der blev taget to snapshots af mig og Zenith, hvor vi også ser ret skræmte ud. Men vi forsøgte at joke og holde humøret højt, hvad Freez altid var god til. Vi vagter fordelte os på hver side af baneterrænet, og jeg lå gemt bag nogle træer tæt ved en parkeringsplads op til banen. På det tidspunkt eksisterede fatcaps ikke, så det tog evigheder.

Freez kom ned og hentede mig senere. “Kom op og mal, der er brug for hænder til at fylde baggrund ud!” Da vi kom op til vognen var det liiiidt svært ikke at tabe kæben. Frem i mørket tonede der et maaaassivt maleri, blandet i dampene og duften af Quick-spray.

Dimmer gav mig en bunke dåser med grøn og kommanderede, hvor jeg skulle male, og det var hen over vinduerne, som var helt nyt for mig, så jeg mumlede til Freez – “Skal jeg vinterlig male over vinduerne?”, hvortil han svarede med et kæmpe smil “Jeps, top til tå – rub neglene!” Og der blev derefter gået til den, så meget at der kunne pilles grønne bussemænd på Vesterport nogle timer senere.

Af de få tog jeg nåede at male, inden jeg blev bustet, var Eyes sjovt nok min dåb. Og i ren glæde over oplevelsen nåede jeg lige at kvittere et super naiv piece på en anden vogn. Et første piece der tydeligt viser hvor toy pioner naiv min stil havde på det tidspunkt.

Da vi forlod yarden trådte en længere festrus i kræft, som startede hos bageren, som solgte ud af et lille vindue før åbningstid. En bonusordning, vi havde lovet os selv forinden, at vi ville hvis det lykkedes, og brandvarme tebirkes og iskold kakaomælk blev hurtigt kylet ned. Derefter var vi så dristige at tage turen tilbage til KBH i værket vi lige havde skabt. Ingen vidste rigtig, hvad der egentlig var sket, og det hele var meget jomfrunalsk. Ingen havde nogensinde set en wholecar i Danmark førhen.

Turen hjem er nok noget af det vildeste, jeg kommer til at opleve – ever! Næsten hele vejen hjem til KBH var vi de eneste i vognen og vi havde en fest. Havde en alene-stund i den ene ende af vognen, imens de andre hoppede rundt i den anden ende og tog nogle vilde billeder ud af vinduet. Tog en snuser på, hvad der egentlig var sket . Udover der duftede af frisk spraymaling, bemærkede jeg, at der var en smuk, tæt hvid tåge og fuglekvidder udenfor. Morgensolen ramte de overmalede vinduer der gav et psykedelisk farvespil. En Zen-oplevelse, som i en enhver kold tid kan tænde en lille sol indeni.

At sidde og være en del af selve værket er sgu svært at beskrive. Men vi reagerede også som en børnehaveflok, da vi hujede og råbte på hver station vi ankom til, hvor de fleste stod måbende. Ingen havde nogensinde set en hel togvogn malet, så det forstår jeg egentlig godt. Da vi ramte hovedbanegården holdt toget stille et stykke tid. Erling dukkede op ude i periferien, og vi tog flugten op ad trappen og stak af til Vesterport, hvor vi ventede – høje på adrenalin som bare fanden.

Imens Eyes tog resten af turen, og vi krydsede fingre for, at den forhåbentlig vendte tilbage, gik tiden pænt langsomt med at fjolle, feste og pille grønne bussemænd. Byen var ved at vågne nu, og trætheden og ængsteligheden havde meldt sig. Var det her virkelig sket? Var der film nok i kameraet, og kom vognen tilbage, så den kunne blive fanget på kamera i dagslys?

Det gjorde den, og da den trillede ind var vi først helt stille og mumlede få ord, før vi skreg af glæde. Dimmer og Alexis knipsede løs. De havde begge gode spejlreflekskameraer, og det er de billeder, mange kender så godt, som blev taget der.

Den efterfølgende reaktion og glorificeringen sagde mig ikke så meget. Var allerede videre og dybt involveret i andre projekter. Det der med konkurrencen om at være størst, og i dette tilfælde først, har sgu aldrig været min ting. Eyes fik efterfølgende Kyle til at stoppe med at male, hvad jeg altid har syntes vær drøn-ærgerligt. I dag hænger det kæmpe store billede, som blev udstillet på graffitiudstillingen i Øksenhallen i 2019 i min dagligstue. Så der går ikke en dag, uden jeg tager turen igen. Det endte med nogle livslange venskaber. Enhver grøn bussemand hver.