CAVE ONE
Jeg personligt havde en agenda om, at Graffiti ikke måtte dø.
"Jeg malede min første wholecar i en alder af 16 i Farum, 1991.. Rens holdt vagt og vi havde walkie-talkies.. Jeg måtte stå på en mælkekasse for at kunne male det øverste."
1995
Cave fortæller
Jeg var blot 10 år gammel, da jeg blev introduceret for rap, dj’ing, breakdance og ikke mindst Graffiti.
BZ bevægelsens slagord var noget man bed mærke i på Nørrebro. De skrev nogle budskaber jeg kunne forstå. ‘Usa ud af Vietnam’, den var tidlig for jeg blev født da krigen sluttede. ‘BZ din by’, ‘Palle – 4-0’, ‘Kun døde fisk flyder med strømmen’, ‘Weidekamp er ude i hampen’, ‘Ryesgade lever’ og alt det Kulørte Klat lavede. De sympatiserede også med Rote Armé Fraktion hvilket nok var lidt voldsomt. Jeg så en punker blive anholdt ved højlys dag, fordi han havde skrevet ‘Punkz not dead’ på Assistens Kirkegårdsmuren. Måske døde punken den dag.
Derudover kunne vi ikke undgå at bemærke Ørva med den ikoniske figur og selvfølgelig Kilroy was here.
I 1984 så jeg ‘ZOG’ piecet på Rutanas silo på Nørrebro sammen med min far. Senere samme år så jeg ‘Superials’ piecet af Peyk på Islands Brygge sammen med min morfar. Jeg blev blæst bagover! Vi fattede ganske enkelt ikke hvordan det kunne lade sig gøre at udføre den slags. Min far var var interresseret i det nye fænomen og tog mig med ud og fototografere i 1986-´87. Det har han nok fortrudt et par gange siden, da anholdelser og retssager begyndte at være en del af spillet.
Dj Kruzh’em væltede min verden med Newcleuz, T-LaRock, Mantronix, Public Enemy og Ultramagnetic Mc’s. Lydsiden var sat og da min far tidligt tog mig med i Thomas P. Hejles for at opleve Mc Einar kunne jeg identificere mig med hele bevægelsen. Alternativerne på Nørrebro i 80’erne var at gå til fodbold, stjæle biler eller at blive tiltrukket af Grønjakkerne fra Studsgaardsgade, Sortjakkerne i Ryparken, Hells Angels eller nogle lamme nazister fra Østerbro. Så var det da federe at tegne og male.
Jeg så op til Freez, Whap Gang, Sketch, Disco og Blaze , Bieboy, Zenith og hendes venner Gubs og Reakes og senere Rages og Sabe. I slut 80’erne gik jeg i skole i Hillerød, så togturen frem og tilbage hver dag fra Nørrebro, gjorde at jeg kunne følge godt med i scenen på A-linien. Talentfulde folk som Jest, Romance, Side og Date var virkelig noget der satte gang i skriverhjertet. Derefter dukkede The A-line Vandals, som bestod af Rages og Shade op. Sammen med Sabe overtog de mere eller mindre den linie. En del af de ældre skrivere havde trukket sig. Måske på grund af de første store retssager i 1986, eller måske fordi livet tog en anden drejning med karriere, børn og alt det voksne.
Jeg lavede mine første skitser i 1985 og mit første piece i 1986 – og derefter blev det lidt mere seriøst omkring 1988 hvor mig og mine venner begyndte at tagge både på ydersiden og indersiden af S-togene – ‘outsides’ og ‘insides’.
Bomber-idolerne var Kin og Ice der konkurrerede om at lave de vildeste ting. Ice var overalt og Kin lavede grænsesøgende ting som at male hele ‘Røret’ – slang for indgangstunellen mellem Østerport og Nørreport, lave et Crack piece midt på Nørreport station og iøvrigt være den første der begyndte at male på Spor 13 på Østerport hvor man blot havde 8-10 minutter til at bombe. Jeg ved også, at han engang kastede 10 liter maling efter en hundevagt som forsøgte at anholde ham på Østerport Station. På alle måder et idol!
Der blev lavet meget hærværk i den tid. Sølvspray var blevet et våben og der blev smadret vinduer og snittet sæder op når der eksempelvis skulle være Public Enemy koncert i KB Hallen. Jeg mødte ved et tilfælde Coler og Sabe på Nørrebro Station i 1988. Jeg stod og beundrede deres pieces efter skole. De havde nok observeret, at jeg havde lidt håbløse posca-tegninger på min Salomontaske, men de var ganske søde og fortalte mig hvor jeg kunne finde en nedlagt fabrik i Nordvest hvor der blev malet på liv og løs.
Quick, Motip og Ultracolor
Da jeg endelig fandt fabrikken var det som at komme i himmelen! Alle mine idoler var der og stedet blev min ungdomsklub de følgende år. Scan og Fuse – må de hvile i fred, O’Clock, Doggie, Tone, Soe/Dozo, Avelon/Duo, makkerparrene Sabe og Faze og Great og Bates og selvfølgelig Rages.
Efter en fest hos Dj Kruzh’em malede jeg mit første S- tog i en brandert i 1990 sammen med Tabu, Mare, Kruzh’em og Non – som senere blev nykristen og gik ind i Faderhuset. Skøre tider. Samme år mødte jeg Tower – igen til en fest hos Kruzh’em og vi havde god kemi. Vi fandt ud af, at vi kunne male om dagen i diverse lay-ups og så var der gang i den. Jeg personligt havde en agenda om, at Graffiti ikke måtte dø med de ældre forbilleder der havde trukket sig. Jeg fik mit navn fra Rens som gav mig et kassette-bånd med den britiske rapper ‘Cave-man’..there you go..
Forinden havde jeg lavet nogle håbløse ‘pieces’ med Posca hvor jeg skrev ‘Burger’ og ‘The Beatles’ – mega hiphop! Det var så nogle år tidligere – altså 1985. Sammen med Tower følte jeg, at vi samlede en arv op. Vores gamle helte var gået på en slags pension – retssager og drama kan jo godt trætte.. Nå, men vi samlede bolden op..og begyndte at male window-downs og wholecars. 90’erne var igang. Vi gav den godt gas, malede helt vildt – til ære for for vores helte. Siden lå det ligesom i blodet. Jeg blev ved, selvom mange af mine gamle venner stoppede eller døde.
DSB og politiet var ved at være trætte af os, så de begyndte at efterforske os. Vi ved at nogle af vores telefoner blev aflyttet og at Tabu blev skygget. Graffitimiljøet blev sat i forbindelse med trusler mod DSB’s direktør, han fik hældt benzin ind igennem sin brevsprække, ildspåsættelser i S-tog og nedbrændingen af Hovedbanegården i 1986. Ikke lige min stil! Ikke destro mindre fik miljøet PET på nakken og jeg blev noget overrasket over at høre om det, da jeg blev interviewet til podcasten ‘Breve fra Englene’ hos 3rd Ear. Hør den! Den er ret vild.
Da Tabu tog det store spring i 1993, var det et stort chok for de fleste i miljøet. For mig personligt var det som en fest der sluttede og der var nu tid til at reflektere. Han havde desværre fået opbygget et misbrug og var også stresset af Politiets Vandal Squad med René Qvist i spidsen. Det var garvede politifolk vi havde i hælene, folk der var vant til mordsager, rockere og narkokriminalitet. Vi var jo ikke selv uskyldige, men ville egentlig bare male og være på tværs.
Jeg havde også oplevet min første heftige ‘Chase’ og kunne godt mærke at stress var begyndt at blive en faktor. Men, jeg kunne ikke holde mine fingre væk fra Quick, Motip og Ultracolor. Så det fortsatte ligesom.
1991 - Den første jagt
Tower var efterlyst i Farum, fordi han bombede så meget derude – under et andet navn. Jeg vil aldrig glemme, at der blev lagt efterlysningsplakater foran Kruzh’em og hans mors dør. Ret intimiderende.
Jeg mødte Tower i 1990, igen til en fest hos Dj Kruzh’em, og vi klikkede omgående. Han var en slags modstykke til mig. En stilfærdig gentleman der var vokset op et ganske andet sted end en ballademager fra en arbejderfamile på Nørrebro.
Han havde en kær søster, som sjovt nok arbejde for DSB. Hun blev vores ‘Insider’ – vildt nok.. Vi havde en fælles interesse i at udfordre nogle grænser,. og måske igen, løfte en arv fra nogle af dem vi så op til.
Han boede i Farum og vi fandt ud af, at DSB parkerede deres tog imellem myldretiderne. For mig, inspireret af Kin, var det oplagt: Lad os male om dagen – istedet for at bruge natten på det pjat! Duften af Quick og Motip hænger stadig i næseborene, for vi havde nogle vidunderlige somre i start 90’erne, hvor vi malede og drak bajere. Ikke mange damer i det projekt.
Jeg gik lidt videre. Jeg er ikke klar over hvor den vrede og det oprør kom fra. Men, jeg begyndte at smadre vinduer og bombede helt vildt. 10 liter fortyndet maling hældt ud over et S-tog på 8 vogne har en effekt. Tower og vores homeby Cruel foreslog, at jeg skulle nedjustere min vrede og stoppe med at smadre vinduer. Så det gjorde jeg – efter et par gode råd fra nogen der var lidt mere voksne. Det er nu stadig en herlig tanke, at splaske 10 liter maling ned over et S-tog. Jens Jørgen Thorsen ville have været stolt.
Vi ville male i Farum-yarden. Planen var klar – vi havde sølv med. Vi overraskede Eith fra INC crew og han begyndte at spæne, indtil jeg råbte ‘YO’ efter ham. Vi lavede vores pieces og han afsluttede sit. Jeg, lettere overmodig, tænkte jeg skal da lave et mere. Tower og jeg misforstod hinanden. Jeg troede han holdt vagt. Han troede jeg var gået. Anyway, jeg står og maler nummer to piece, da jeg hører en lyd bagfra. Et ordentligt brød i orange dragt griber fat i mig og jeg er ‘bustet’. Han putter mig ind i en kupé og jeg spekulerer på, hvordan jeg kan slippe ud inden politiet ankommer.
Jeg rejser mig op og han skriger ‘Sæt dig ned’..’Gu vil jeg da ej – din gamle nar’. ‘Har du set hvad der sker bag din ryg?’. Det havde gamle nar ikke, så jeg gav ham et los i røven og løb hele vejen til Værløse. Det var første gang jeg slog på et andet menneske, men jeg skulle jo ud af situationen..undskyld. Jeg malede ikke i 2 år derefter. Boede stadig hjemme og blev stresset over det hele. Og så startede jeg igen – da alle de andre klogeligt stoppede.