GUBS
City Roit Crew – Pioner – aktiv 1984-86
Punk, Kunst og Graffiti
1986
Før Graffiti Stenalderen var der Skriver urtiden...
Tilbage i 1984 opstod dansk graffiti som en boble af uskyldig kreativitet, oprigtig nysgerrighed og fascination, som ironisk nok farvelagde George Orwells skæbneår. New Yorks ghetto Havde i 70’erne født et kunstnerisk udtryk, en eksplosion af bogstaver, figurer, farver og musik, som med sine tags, pieces & beats siden har forandret storbyernes rum.Da Graffitien ramte Danmark, blev jeg hooked som for så mange andre. Udstillingen på Louisiana må have gjort et stort indtryk på mig, selvom jeg er citeret for det modsatte. Jeg tog navnet GUBS, fordi det stort set ikke betød noget, som helst og mindede om et af mine tidlige øgenavne Kubik. Mine figurer var klart inspireret af billederne i Subway Art. Tegneserier af Vaughn Bode og Jean-Claude Mézières Linda & Valentin, ligesom bogstaverne i min første Gubs skitse, var inspireret af Will Eisner “Spirit”.
For at fortælle min del af historien og har måttet erkende at 40 år er længe siden. Langt det meste befinder sig i en tåge. Stykke brudstykker sammen og genvandrer memory lane. Jeg gik på en lille privatskole i Lyngby og boede i Herlev, som jeg husker det, jeg lavede ikke andet end at tegne og male graffiti det skoleår og mine karakterer raslede selvfølgelig også ned. Reakes og jeg kom til at gå i samme klasse efter sommerferien, da vores klasser blev lagt sammen. Vi bondede hurtigt om vores fælles interesse Graffiti. Den kolde krig rasede med sin grå dystopiske mismod, men når vi lavede graffiti, glemte jeg alt om Atom krig og verdens undergang. Style Wars dokumentaren og Subway Art udgjorde nerven i inspirationen. Et af mine minder fra dengang, var at sidde bagerst i busserne fra Herlev, med min mini ghettoblaster og høre Grandmaster Flash – The Message.
City Roit
Zenith og jeg er fra samme kvarter i Herlev, og jeg hang ofte ud med hendes lillebror Dize og spillede computer på hans Amstrad med indbygget båndoptager og det var i den periode, jeg lærte Zenith at kende. Hvordan jeg fik introduceret Reakes til Zenith eller omvendt kan jeg ikke huske, men hvis jeg kender Zenith ret, havde hun nok fået arrangeret, at vi alle 3 skulle mødes. Historien om City Roit er i korte træk, at jeg havde lavet en af mine første Gubs skitser “City Riot”, som ikke fængede Reakes, men blandt mine andre skitser/kruseduller havde jeg skrevet “City Roit” ved en fejl og som det funky menneske Reakes var, blev en tilfældig stavefejl grebet og City Roit født.
Hiphop paint it up
Herfra er der rigtig meget jeg ikke kan huske. Jeg forsvandt ind i skitser og billeder. Hvordan vi fik organiseret at komme og vinde div. konkurrencer er mig en gåde, men Zenith har helt sikkert haft styr på planlægningen, ligesom hun også fik alle Skriverne til at male på masonitplader til Dandy klistermærkerne. Reakes som kunne breakdance kom i Thomas P. Hejle og på meget kort tid hang vi ud i miljøet. En sjov anekdote er, at jeg fyrrer år senere falder i snak med Snek, der fortæller han, var med, da vi malede Funky, og at det var ham, der havde til opgave at holde styr på dåserne, og fordi han ikke havde talt rigtigt var, der ikke nok grønne til at udfylde bogstaverne. Sandheden er nok, at de grønne dåser var blevet brugt på min figur.
Hip Hop & oprør
Vi var meget forskellige og havde antennerne ude om hvad der rørte sig. 80’ernes subkulturer var fragmenteret og alt var ikke lige godt, men som Zenith en dag sagde: “Det var for os, en uskyldig tid” Ja! vi malede hvor man ikke måtte, men vandt de konkurrencer vi stillede os op i. Jeg vil mene at det generelle graffiti- miljø var præget af respekt og venskaber på tværs af grupperne. Vreden og oprøret kom først senere, og selvom mange vil mene at Graffitien bragte utryghed og bandevold med sig, må man minde dem om, at det fandtes i forvejen, og hvad der senere har bredt sig voldsomt ind i miljøet i form af vold og stoffer, skyldes efter min mening en forfejlet ungdomspolitik, der ikke er i stand til at håndtere teenageårenes behov for identitets søgen.
Da jeg satte mig ned for at skrive dette følte jeg, at jeg også måtte fortælle om fælles venskaber med Nicky og Flemmig, som Zenith og jeg havde uden for miljøet. For Skateboard & musik, spillede også en stor rolle. Min tilgang til Graffitien blev påvirket af Skateboard grafik, de mange Lp’er vi hørte, tegneserier vi læste og kopierede og ikke mindst Dize og hans Amstrad, men det må blive i en anden gang.
Reakes var helt klart den funky part i vores lille trio, og han fik meget hurtigt arrangeret, at vi skulle ud og male. Zenith skabte et netværk på ingen tid. Jeg vil anbefale at læse Zeniths og Caves anekdoter, eller lytte til deres unike interview, fra Holbar Hiphop. Personligt kan jeg ikke huske ret meget, men vildt at tænke på i dag hvad vi fik lavet. Jeg var jo en kylling, der aldrig kom ud og male på tog og møder alligevel stadig Skrivere, for hvem jeg har haft en stor betydning. Tak til Cave for dine rosende ord, Jeg skal nok tage dem til mig! Tak Sketzh og Bieboy for at fastholde dette lille kapitel i dansk kulturhistorie.
Just have fun
Vi ville bare have det sjovt, blive set og sætte vores tegn i byens rum. Da vi lavede “Just”, var det nærmest et statement og med Dansk Vild Style Graffiti, fik Peter og Helle sammen med kernen i det københavnske graffitimiljø: Zenith og Whap Gang, Freez og Dimmer, Bieboy, Sketch, Goon, Shame og Dark Roses, samt flere skabt miljøets manifest.
40 års kærlighed.
I dag læser jeg andres beretninger med fascination og forundres over, hvor forskelligt vi oplever verden. Prøver så godt jeg kan på sidelinjen at følge med. Elsker graffiti og grafiske værker på papir, træ, mur og lærred og måske fordi jeg aldrig selv kom ud og malede på tog, fyldes med respekt når malede tog sider triller ind foran mig på perronen. Fyldes med begejstring over de mange fede udstillinger og bogprojekter udgivet om og af Skrivere, ligesom litterære sprogspil og pastorale gemmelege har udvidet min horisont og forhåbentlig gjort mig mindre selvoptaget end 15 årige Gubs.
Museer er i dag blevet meditationsrum, hvor jeg finder ro og mening, bl.a. Glyptoteket som jeg besøger ofte for at sidde og tegne. Udstiller mine malerier og grafiske arbejder når jeg kan, for selvom der er løbet meget vand i åen siden 84, tager jeg mig ofte i at ville fastholde og udtrykke det, der for mig er Graffitiens største kvalitet – glæden ved at male og det fede piece.
Spray-desperados
Artikel fra Vi Unge 1984
Sprayflaskens dyse blæser acetonefarven ud med stor kraft.
I skæret fra en lommelygte sprøjtes der rode, gule og grønne former, klatter og figurer pa den kolde og grå betonmur. I det disede og tætte mørke ses S-banens skinner næsten ikke. Kl. er 2 om natten og det er dødkoldt, 10 minusgrader. PPSSSSHH!!… Graffiti-gruppen »Gubs« er i aktion. De er tre, og det skal gå hurtigt. For det første vil de ikke tages pa fersk gerning. For det andet er tæerne ved at fryse til is. Lærredet er en lang betonmur mellem Hellerup og Bernstoffsvej S-togsstation. De har en pose mellem sig – fyldt med spray-flasker. Det vilde klatmaleri begynder at tage form. Med store svingende bogstaver formes ordene »Join the party«. PSSCCHHH!!.. det sjove dyr i maleriet år et skud grønt af gruppemedlemmet »Kylle«s spraykanon, for gruppen forsvinder hjemad i mørket med frossen knoglemarv.
»Gubs« er spray-desperados. De sniger sig ind til grå betonvægge og tomme fabriksfacader om natten for at klaske farve på. Det er ulovligt, det er hærværk. Siger politiet. – Det er ikke hærværk, det er kunst, siger pigen i »Gubs«, hvis Graffiti-navn er »Zenith«. At den ene Securitas mand efter den anden får fat i nattens Graffiti-malere gør udfordringen større – mere spænding. Nervøsitet? – Nej, mand, kun når det er på virkelig udsatte steder, siger »Zenith«. Det danske Graffiti-fænomen er et spray-splat direkte fra New York.
Moderne hulemalerier
»Taki« fra 183. Street indledte den moderne tids svar på hulemalerierne, da han i 1971 med en spray som værktøj fik kvarterets triste vægge til at skrige hans navn ud. Den puertoricanske immigrant dreng ville ikke være anonym. Mange følger ham årene efter og forvandler de deprimerende husmure til orgier af farveeksplosioner. Navne males med snoede navnetræk suppleret med symboler og figurer. Graffitien bliver en oprørsk Multikunst. Rødderne fra de værste slumkvarterer i Bronx og Harlem bliver kunstens gadedrenge. Gadebilledet fortæller om »Shean 42«, »Easy 120x, »King Snake 161«. Graffitien bevæger sig ned til undergrundstogene. Når de står stille overmales de. Eller de kommer under behandling om natten. Borgmesteren John Lindsay rasede over denne Graffitimani, der gjorde byen til et sprinklende kunstværk. Politi, pigtråd og rengøringsarbejdere blev sat ind mod Graffitien. På et år blev der brugt 10. mill. dollars på at fjerne Graffiti fra mure og tog. Det var lev stærkt, dø ung. Mange blev dræbt ved at falde ud foran et tog, mens de var igang med en dumdristig Graffiti.
Mange kom i fængsel for hærværk og nogle blev alvorlig forbrændt når spraydåserne eksploderede på grund af tændte cigaretter under arbejdet. Så vildt er det ikke i Danmark. Det er kun i sin spæde pioner tid omkring Nordhavn, Hellerup, Ballerup og Herlev. Men Graffiti kræver spray. Og spray er dyrt. Især når der skal bruges 8-10 flasker til hvert maleri, En flaske koster ca. 50 kr. Derfor stjæles en del af sprayen. Ligesom i New York. Den farvestrålende Subway-Graffiti er ego-Graffiti. Der sprøjtes et personligt budskab eller ens eget navn, som andre skal lægge mærke til. Der tales om en. Man får venner. 0g man bedømmes på sine værker. Er jeg god? Er det flot? Er det mere smart end de andres?
Humoristisk talerstol
Derimod har vore egne BZ’ere og punkere æren for opblomstringen af den oprørske Graffiti overalt på husmure, vægge og plankeværker. Graffiti er blevet mere end lokumsdigtning. Den er blevet til en del af den danske ungdomskultur. No Future. En væg pa Nørrebro. Ledere bliver ledere og ledere. Knytnæver mod systemet fra militante BZ-oprørere, der bruger Københavns husmure som et anklagebrev. Hjælp politiet, slå dig selv. Men Graffitien er mere raffineret end militante slagord. Graffitien er en talerstol. Et godt og humoristisk slagord borer sig mere ind i bevidstheden end 100 læserbreve.
Troldmænd med spraydåser
Artikel fra Politiken 1984
Storbyens hemmelige kunstnere slår til på Politiken
‘Peak’ er igang med spraydåsen. Tørklædet er både et værn mod den nysgerrige fotograf og spraymalingens usunde dampe. Storbyens hemmelige kunstnere slår altid til midt om natten. Bevæbnet med diverse dåser spraymaling i skrigende farver forvandler de grå beton til et kulørt fyrværkeri, og de har gjort det igen. Denne gang ved højlys dag og inde i Politikens Hus på Rådhuspladsen.
– Vi kalder os for ‘City Roit’, fortæller de tre unge på hhv. 15, 16 og 19 år, der for nylig vandt 5.000 kroner i en konkurrence om det skrappeste stykke graffiti. Men lige så lidt som de ønsker deres identitet afsløret, bryder de sig om at blive udråbt til byens bedste sprayere. – Lad os sige, at vi er blandt de tre bedste hold.
‘Whap Gang’ og ‘Crime Crew’ er også med på toppen, mener ‘City Roit’. Navne betyder meget i graffiti-kunsten. Ligesom grupperne har deres særprægede betegnelser, tager deres medlemmer sig også et kunstnernavn og ‘City Roit’s medlemmer hedder ‘Zenith’ ‘Gobs’ og ‘Peak’. Navnenes hemmelighed er også en del af filosofien bag graffitimaleriet.
Elektrisk af en spraydåse
– Det gælder om at blive et kendt navn, men et ukendt ansigt, siger ‘Peak’ og indrømmer uden opfordring, at der ligger en god del narcissisme i denne form for kunstnerisk udfoldelse. Men egotrippet er ikke alt. Graffiti er også spænding, fantasi og sammenhold på godt og ondt. Du bliver helt elektrisk af at stå et eller andet sted med spraydåserne i hånden, hvor der hvert øjeblik kan komme nogen forbi, fortæller ‘Gobs’, mens ‘City Roit’ tager bestik af muren på.
Politiken, der skal tjene som demonstrationsflade. Først diskuterer de tre den skitse, de har med hjemmefra – udført i alle farvestrålende detaljer med speedmarkere. Den rettes til efter forholdene og så sprayes de første omrids med en grå farve.
De næste fire-fem timer står ingen af ‘City Roit’s medlemmer stille et øjeblik. Her, hvor de har arbejdsro, skal der gøres noget ved sagen. En by med solnedgang til venstre, det grønne uhyre (Copyright: ‘Gobs’) i midten og selvfølgelig med store bogstaver: ‘City Roit’! I forgrunden en mur med kunstnernes navne – graffiti i graffiti. Det færdige værk er samtidig graffiti-kunstnerens helt individuelle visit-kort. Til en stykpris på op til 1000 kroner, for spraymaling er lige så dyrt som usundt.
Inspiration fra New York
– Det er helt out at hugge hinandens figurer, men det er OK at lade sig inspirere af rivalernes teknik, mener ‘City Roit’. Selv har de hentet inspirationen, da TV i sommers viste et program fra graffitiens fødeby New York. Og naturligvis er de valfartet til Louisianas udstilling om emnet, som de dog fandt lidt for ‘tam’ Selvfølgelig ved de også, at deres udfoldelser ikke er lovlige og ikke lige velsete af alle. Selv under demonstrationen i Politikens Hus råber nogle forbipasserende i oprigtig forargelse: – Det er hærværk!
Mens ‘City Roit’ lægger sidste hånd pả værket i huset på Rådhuspladsen, er nogle hundrede irske fodboldfans ankommet til aftenens landskamp. Ifølge aviserne blev en hel deling af gæsterne anholdt for at have skidt og tisset i en af DSBs vogne. De fik en advarsel af politiet. Graffiti-kunstnerne har lært at holde sig væk fra de samme vogne, for bliver de taget på fersk gerning. slipper de næppe så billigt.
Så selvfølgelig spørger de: Hvad er kunst og hvad er hærværk?