WHAP GANG
Pionere. Aktive 1984-1986
WHAPGANG Kyle’s fantastiske beretning. Fra Dansk Wildstyle Graffiti bogen 1985
Da jeg for 2 år siden siden begyndte at gå inde i byen, var det eneste, man forstod ved graffiti, ÖRVAer, politiske slagord og lade rim rundt omkring på byens lokummer, overhovedet ikke noget, som kunne interessere sådan en som mig.
Rush og jeg gik på det tidspunkt på EFG sammen. Electric boogie var noget helt nyt, jeg dansede det ikke selv, men syntes det så fedt ud. Rush derimod var allerede dengang rigtig god, og sammen med ham begyndte jeg dagligt at vade Strøget op og ned for at se – og være sammen med – de bedste dansere, som også kom inde i byen. I begyndelsen blev jeg anset for at være skufle, fordi jeg ikke dansede, og hvis ikke jeg havde Rush med, var der ingen, der kendte mig.
Jeg blev for første gang præsenteret for den slags graffiti, som vi laver i dag, da filmen Wild Style fik premiere i biografen i juni for et år siden. Vi myldrede allesammen ind for at se den i håb om, at der skulle være en masse breakdance i. – Det var bare ikke den slags film, vi havde regnet med. Der var nemlig højst 5 minutters dans i.
Derimod handlede den om New Yorks tog graffiti, om menneskene, der skrev, og det miljø, de kom i. For mig, som altid have tegnet, var det en ubeskrivelig følelse, jeg fik, da jeg så filmen første gang. Jeg sad tryllebundet i biografen og kunne knapt nok fatte, at det var muligt at lave den slags utroligt flotte billeder på tog og mure.
Samtidig øjnede jeg en mulighed for, at jeg endelig kunne hævde mig inden for et miljø, hvor jeg indtil da havde været mere eller mindre uden for. De andre, der havde været med i biografen (danserne) var skuffede og kaldte filmen latterlig og dårlig. Jeg – derimod – var vildt fascineret og nåede i den korte periode, den gik i biografen, (den var ikke nogen succes), at se den fem gange. Rush, som også tegnede meget, og jeg vidste, hvad vi måtte gøre.
Det første piece
En aften gik vi ind på en tankstation og købte seks dåser dårlig billak, og samme nat gik vi ud på jagt efter en mur at male på. Vi skrev Zulu og malede en and. Det var først, da vi var færdige med at male, at vi kom i tanke om, at vi matte have et navn. Da vi altid gik og pjattede med at udskifte hvert andet ord med »Neller Whap«, nar vi talte, blev vi enige om at kalde os WHAP GANG. Det var egentlig mest for skæg, men efterhånden blev vi så glade for navnet, at vi beholdte det.
Zulu. Whap gang’s allerførste piece. Malet ved søerne ved tunnelen under Nørrebrogade.
Man kan lige ane figuren malet af Rush, samt et par bogstaver i blå og gul med navnet Whap Gang. Foto: Søren Bie
Det piece, vi lavede, var selvfølgelig hamrende skufle, men vi syntes, det sa Fresh ud. Det graffiti, der var i »Wild style«, havde dengang virket fuldstændigt uvirkeligt og uopnåeligt. I dag er vi knap så imponerede, men dengang var tanken om at lave noget, der var bare halvt sả godt, fuldstændig abstrakt. – Alligevel var vi på rette vej.
Selvom »PHASE 5« på det tidspunkt havde lavet et par småting, var vi de første, der lavede graffiti, der lignede noget af det rigtige. Da jeg var den mest aktive af mig og Rush, som også havde sin dans at se til, blev jeg hurtigt accepteret som den bedste. I starten havde jog let slag og ingen rigtig konkurrence. for jeg havde tegner bogstaver i mange år; inden jeg startede graffiti. De andre, som malede, var for det meste dansere, som syntes det kunne vare sjovt at prøve. – De var som regel totalt blottet for form- og farve-sans.
Som tiden gik, blev jeg selvfølgelig bedre og bedre.
Efterhånden begyndte der at gå rygter om, at der i Lyngby skulle var en skriver der også lavede seje ting. Det var Freez! Jeg var på det tidspunk fast skriver for en break-gruppe, Superials, som jeg bla. malede rygmærker til. Medlemmer fra Superials og andre, som jeg tegnede til, gik rundt inde i byen med mine ting, og folk fra Lyngby kom af og til ind med Freez’s ting, og i lang tid herskede der kold krig mellem mig og Freez uden at vi nogen sinde havde mødt hinanden.
Rush og jeg tog på det tidspunkt Goofy med i gruppen. Det var en homeboy, vi havde gået i skole med, som også tegnede meget. Hans specialitet var sjove figurer. Da Rush allerede på det tidspunkt mere eller mindre havde overladt bogstaverne til mig og mest malede figurer, havde vi nu to i gruppen, der lavede figurer og en, der lavede bogstaver.
Nu skete der to ting, der revolutionerede danske graffiti.
Bogen «Subway Art« kom i handelen, og filmen “Style Wars« kom i tv. Det resulterede i, at alle begyndte at lave pile både på tags og picces, at der begyndte at komme baggrund eller skyer på folks ung, og at alle prøvede at lave Vildstyle. De første Wildsryles, så forfærdelige ud, men man eksperimenterede, og det blev bedre og bedre.
En aften gik vi ud for at lave vores første Wildstyle-piece. Det var første gang vi havde forberedt er piece hjemmefra. Vi havde tegnet skitser og nøje planlagt farverne og malingens mængde. Muren, vi havde valgt, lå i Nordhavnen. Det var en fed følelse at male det piece.
Den første outline kom rigtigt op. og farvere burnede. – Pludselig, mens vi malede, kom en politibil lydløst glidende op bag os. Vi vendte os om og så på den. Den stod ca. fem meter bag os. Det virkede så uvirkeligt, at vi ikke engang blev bange. I et par sekunder gloede vi skiftevis på politibilen og derefter på hinanden. »Erling». sagde Goofy stilfærdig. Så stillede vi dåserne fra os og løb så hurtigt vi kunne. Da vi så os tilbage, så vi politibilen langsomt køre væk, og den kom ikke tilbage. Om de ikke gad fange os eller om de synes, der var flot, der vi lavede, ved jeg ikke, men jeg har aldrig rigtig forstået. hvad der egentlig var, der skete. Burneren blev færdig og vi jameder vildt ud over den.
Det samme gjorde alle andre. der så den i de efterfølgende uger. Selv om den ikke er så smart i dag, var den det dengang. Det var nemlig den første, der havde den opbygning og størrelse, der kendetegner en bumer: Efterhånden som der blev flere og flere skrivere, blev folk også bedre og bedre. Der var dog tre grupper, der dominerede dengang. Det var WHAP GANG. CRIME CREW (Freez, Chaka og Pinkie) og CITY ROIT (Zenith. Gubs og Rakes).
En aften var Rush. Goofy og jeg sent i byen og kunne ikke komme hjem. Vi gik ned til sporterrænet ved Dybbølsbro Station for at sove i et tog. Da vi stod ved siden af den store, slumrende togrogn, fløj billederne igennem min hjerne. Det var billeder fra filmen Wildstyle, hvor jeg så mig selv som filmens hovedperson Zoro stå og male store Whole Cars.
Weekenden derefter gik jeg ned og lavede mit første tog-piece. Jeg stod og hoppede op og ned, da den kom kørende ind på stationen kl. 5 den morgen. – Det var en vild følelse af at være den første. En følelse af at være i Bronx hos forbillederne, og mest af alt en tilfreds følelse af, at noget, vi alle sammen havde gået og drømt om, kunne lade sig gøre. – Toget kørte, og jeg så det aldrig igen!
Senere begyndte konkurrencen så om, hvem der først fik lavet en “Whole Car”. Vi gik på det tidspunkt og planlagde og udførte skitser til en sådan. Det var meningen. at vi op til juletid ville lave en „GOD JUL WHOLE CAR„, men da vi skulle udføre den, blev vi opdaget og måtte opgive.
Da Freez så kom først med «EYES«, var det ikke sa spændende længere, og af de 12 tog pieces, jeg i skrivende stund har lavet, har ingen af dem endnu været en rigtig Whole Car, men det kommer nok! Vi havde på det tidspunkt taget et 4. medlem ind i gruppen. Cres 1 var en talentfuld. lille skufle, som vi mente kunne blive rigtig god. – Og det blev han! Selv om han er fire år yngre end os andre. har han en suveræn bogstavstil. Det er den besætning, som Whap-Gang kører med i dag. Vi er hadet af nogle og elsket af andre. og vi har ikke tænkt os at stoppe foreløbig!
Et Whap Gang tag blev fundet i Smidstrup Strand 2024. Den var dog ikke ægte. Enten var det en copycat eller tribute. Som Kyle skrev, hvorfor den ikke var ægte. “(mindst) fire ting er galt med det tag: 1) W’et har ikke bløde kurver i bunden. 2) Midter-pinden i H’et og G’et går ikke igennem A’erne. 3) N’et er ikke et lille bogstav. 4) copyright-tegnet er under og ikke over pilen. I Bieboy’s famøse kælder, da han skulle rydde og lukke den, fandt han en efterladt Subway Art bog bag en reol, som stammede fra de tidlige graf dage. I den var der bl.a. tags fra Whap Gang.
Born to bomb – 1985
Niels Northroup, Berlingske Tidende 2. maj 1985
DSB i krig mod graffiti
Eigil Koop, S-togschef DSB
DSB svarer nu igen mod graffitimalerne. Samtidig med at etaten udruster en særlig graffitipatrulje, rammer malebølgen nu ikke kun mure, stationer og indendørs i S-togene. Den skyller også op mod S-togenes udvendige sider.
Mandag og tirsdag kunne københavnerne alt efter temperament ophidses af eller beundre et større sammenhængende og meget kulørt maleri sat på skinner af den efterhånden kendte ‘Whap Gang’ gruppe sent søndag aften/mandag morgen. Det fik mange rejsende til at dreje hovedet. ‘Born to bomb’ stod der blandt andet. Men følge de unges slang skal bombe i denne forbindelse ikke forstås i ordets krigeriske betydning. Det betyder simpelthen ‘at male’.
Det lykkedes en Berlingske fotograf at forevige skilderiet mandag eftermiddag, men allerede et døgn senere kunne DSB meddle, at S-toget atter var rent og rødt. Om et par uger udruster DSB en særlig graffitipatrulje. Den vil bestå af et par mand, der i en speciel bil skal køre fra mur til mur og med skrappe kemikalier fjerne resultatet af de natlige aktiviteter.
“Vi mener, at den hurtige fjernelse også vil modvirke de unges trang til at begå nye hærværk, for vi betragter fortsat graffiti som hærværk”, siger overingeniør i DSB, Eigil Koop. Det største problem for øjeblikket er dog malerier og sprayede tegn på sæderne. Der er næsten umulige at få af. Men i løbet af kort tid vil DSB ansøge Hovedstadsrådet om penge til at indkøbe nye sæder, hvis betrak er mere ‘graffitisikre’, som det udtrykkes. De er fundet i Frankrig.
“Hvis en elektrofører opdager en gruppe unge i færd med at bemale en væg alarmerer han straks politiet”, oplyser Eigil Koop. Men ligefrem at gå til metoder som i New York, hvor man opsatte elektriske hegn omkring baneterrænet, er alene af praktiske grunde umuligt herhjemme.
Et sjældent videooptagelse af værket da det blev skabt, optaget med et tungt video kamera. Dette filmklip har ikke været vist offentligt i næsten 40 år. Det blev optaget af et dokumentar hold der optog en dokumentar film om Dansk Hip Hop i dens spæde begyndelse.
I foråret 2024 malede Blow en hyldest til Whap Gang’s masterpiece fra 1985, ved at genskabe farver, stil og figurer. En imponerende dedikation som nåede at blive foreviget af flere benching fotografer. Vognen nåede at køre et par uger.
Whap Unicef-Plads-Frihavnen 1984
En af danmarks første Wildstyle pieces 1984. Unicef Plads, Frihavnen. (malet 29.9.1984).
Kyle fra Whap Gang beretter
Uddrag fra bogen Dansk Wild Style Graffiti 1985.
En aften gik vi ud for at lave vores første Wildstyle-piece. Det var første gang vi havde forbered er piece hjemmefra. Vi havde tegnet skitser og nøje planlagt farverne og malingens mængde. Muren, vi havde valgt, lå i Nordhavnen. Det var en fed følelse at male det piece.
Den første outline kom rigtigt op og farvere burnede. – Pludselig, mens vi malede, kom en politibil lydløst glidende op bag os. Vi vendte os om og så på den. Den stod ca. fem meter bag os. Det virkede så uvirkeligt, at vi ikke engang blev bange. I et par sekunder gloede vi skiftevis på politibilen og derefter på hinanden. »Erling». sagde Goofy stilfærdig. Så stillede vi dåserne fra os og løb så hurtigt vi kunne. Da vi så os tilbage, så vi politibilen langsomt køre væk, og den kom ikke tilbage. Om de ikke gad fange os eller om de synes, der var flot, der vi lavede, ved jeg ikke, men jeg har aldrig rigtig forstået. hvad der egentlig var, der skete.
Burneren blev færdig og vi jameder vildt ud over den. Det samme gjorde alle andre. der så den i de efterfølgende uger. Selv om den ikke er så smart i dag, var den det dengang. Det var nemlig den første, der havde den opbygning og størrelse, der kendetegner en bumer.
Sjældent videoklip af Whap Gangs piece optaget 14-04-1985, med to medlemmer af crewet Cres & Gåffe der står og venter på Rush og Kyle. (Dette filmklip har ikke været hengemt i næsten 40 år)
Guffes supplerende bemærkninger om Nordhavn-piecet
Nordhavn-piecet er dedikeret til Nappa. Han havde intet med graffiti at gøre, så hvorfor fandt vi det værd ligefrem at dedikere et piece til ham? Fordi han var ret speciel, og fordi vi på en måde så lidt op til ham. I hvert fald lærte vi meget af ham. Rush, Kyle og undertegnede gik på basisuddannelsen på EFG Grafisk, 1983-84. Her gik også Nappa. Jan og jeg gik på hold med ham. Kyle kendte ham bare, ligesom han kendte os, vi var ikke så sindssygt mange elever, og ind imellem havde man nogle fællestimer i et eller andet valgfag.
Efter sommeren 1984 fortsatte vi så alle fire i EFG-lærlingeforløb. Kyle var fotografelev, Rush, Nappa og jeg typoteknikerlærlinge. (Det var så på den tid, august 1984, at jeg koblede mig på Rush og Kyle, der allerede var i fuld gang med deres hip hop-halløj.) Nappa var altså i udgangspunktet blot en god bekendt og en god klassekammerat. Men han var også glødende ungkommunist, og han havde umiskendelige anarkistiske tilbøjeligheder. Han ville gerne have gang i gaden, og det var det, vi var betagede af. Det skete, at vi mødte ham i byen, fx på værtshuset ‘Drivhuset’ i Rantzausgade, der var et hang out for os, der gik på EFG Grafisk.
Nappa kunne nogle tricks i byrummet. Fx viste han mig engang i vinteren 1984, at man bare kunne gå ned til S-togene, der holdt mellem Dybbølsbro og Hovedbanen, trænge dørene op og lægge sig ind på sæderne og sove, når man havde været i byen. Dengang kørte det første S-tog jo først ved 6-tiden søndag morgen, så det var sådan set en meget nyttig oplysning.
Der blev ikke malet graffiti i den anledning, skal det understreges, det kom først senere. Men at det var så nemt at komme ned til de slumrende S-tog, lærte Kyle, da vi tre whapgængere engang lavede sådan et sove-raid ved Dybbølsbro. Det fremgår af hans beskrivelse i Dansk Wildstyle Graffiti. Man kan derfor sige, at Nappa indirekte havde en lille andel i DKs første togpiece.
Den glade ungkommunist mente selvfølgelig, at ‘bilerne skulle ud af byen’. For ham var det ikke nok bare at råbe det, der skulle ske noget. Det hændte, at han ud på de små timer lavede noget spas med de grå signalskabe, der stod ved hvert trafiklys. Hvis man åbnede dem – dvs. brækkede dem op – fik man adgang til tre switchknapper. Under den ene stod der ‘alt rødt’, under den anden ‘alt gult’, under den tredje ‘alt grønt’. Nappa trykkede aldrig på ‘alt grønt’, skal det siges, så uansvarlig var han heller ikke. Men ‘alt rødt’ blev aktiveret – og så kunne nattebilisterne, typisk taxaer, ellers holde der og glo på hinanden, til de mistede tålmodigheden, eller politiet eller kommunens teknikere kom forbi og ordnede sagen.
Det fik man jo ikke just bilerne ud af byen af, kan man sige, men ideen var vel at chikanere. Det er muligt, at Nappa havde visse forbindelser til Kulørte Klat, som jeg for egen regning kalder ‘BZ-bevægelsens krea-afdeling’. Han var i hvert fald eminent god til at praktisere det, vi tre grafskrivere havde givet samlebetegnelsen ‘ungbål’.
I dag kan jeg da godt se, at der var noget i den alternative og anarkistiske tilgang til byrummet, som gjorde Nappa og Whapgang til et godt match. At det var årsagen til, at vi havde det ekstra festligt, når vi mødtes. Nappa havde som sagt intet med graffiti at gøre. Han forstod helt sikkert ikke, at vi gad rende rundt og skrive noget, der ikke havde noget tydeligt politisk budskab, ligesom vi måske var lidt forbeholdne over for det med ‘alt rødt’, men hva’ fa’n, der var højt til loftet.
Nappa hed i virkeligheden noget yderst borgerligt, og han havde selv valgt dæknavnet ‘Nappa’. Lidt graffitiagtigt, kan man sige, men mange punkere og BZ’ere brugte jo også dæknavne. Hvad blev der af ham? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror, han klarer sig godt efter den gængse målestok.
Jeg var venner med ham på Facebook, så længe det varede, han forlod SoMe-platformen ret hurtigt – sikkert fordi han blev irriteret over, at nogle af de gamle EFG-hoveder, ungkommunist-fæller o.a. ind imellem drillende gjorde ham opmærksom på hans fortid. Under et billede af hans nyordnede have, kunne nogen skrive: “Nå, du er nok blevet borgerlig, Kan du huske dengang …” Og det er jo indiskret, så jeg forstår godt, at han skred fra FB.