Con Air

Fængslet for at lave graffiti på fly

Fly overmalet med graffiti – 27-01-2001
Måske er det blevet for svært eller kedeligt at overmale S-tog med graffiti. I hvert fald har Københavns Lufthavn i Kastrup for første gang oplevet, at et passagerfly har fået tvivlsomme dekorationer med de såkaldte tags.

Solen var endnu ikke stået op, da en eller flere ukendte personer tidligt i morges klippede hul i hegnet til lufthavnen og gik løs på et Fokker-fly tilhørende selskabet Cimber Air, oplyser politiet i lufthavnen.
Resultatet var graffiti-tegn lige fra flyets snude og ned til dets hale.

Politiet tog fotos af hærværket, inden tilkaldte fagfolk begyndte at fjernet malerierne fra det hvide flyskrog. Sagen er nu overgivet til den gruppe politifolk, som er beskæftiget med at opklare sager om graffiti-hærværk.

Ung mand fængslet for at lave graffiti på fly – 16-02-2001

Politiet mener at have fundet gerningsmanden til et omfattende hærværk mod et fly, der holdt ved Københavns Lufthavn i Kastrup i slutningen af januar.

I nattens mulm og mørke sneg en eller flere gerningsmænd sig op til det sikkerhedshegn, der omkranser lufthavnen. De klippede det op og trængte ind på området, hvor det lykkedes dem at skamfere et ATR 72-passagerfly fra Cimber Air med graffiti. En 25-årig mand har fået sin varetægtsfængsling forlænget med 13 dage, efter at han i Københavns Dommervagt blev sigtet for at være skyldig i ødelæggelserne.

Manden var blevet overført fra Hillerød, hvor han i forvejen sad fængslet for omfattende graffiti-sprøjterier.
Han nægter sig skyldig. Under grundlovsforhøret kom det frem, at politiet under en ransagning i hans hjem fandt et fotografiapparat med en ikke-fremkaldt film. Den viste sig at indeholde billeder af det overmalede fly. I forbindelse med ransagningen dukkede en bunke fotos af graffiti-billeder også op i mandens gemmer.

Den unge mand forklarede under grundlovsforhøret, at han ofte lånte sit kamera ud til venner og bekendte. Billederne skulle bruges til en bog om graffiti, som han overvejer at skrive. Samtidig fandt politiet på bopælen blandt andet flere af de særlige dåser med spray-maling, som anvendes under graffitimaleres hærværkstogter til blandt andet togenes rangerterræner.


Under efterforskningen har politiet også fundet indikationer af, at den 25-årige også har udøvet hærværk mod husfacader flere steder i København og på Frederiksberg og mod noget DSB-materiel i hovedstadsområdet. I kølvandet på gerningsmandens eller -mændenes indtrængen på lufthavnsområdet har Københavns Lufthavn været tvunget til at øge overvågningen af arealet.

Cimber Air har endnu ikke kunnet offentliggøre nogen beregning af omkostningerne ved ødelæggelserne af flyet. Men ud over udgifterne til møjsommeligt at rense flyet for graffitien og sikre, at gerningsmændene ikke har ødelagt vitale installationer eller dele, så måtte flyet også tages ud af drift.

Det medførte blandt andet, at den første afgang, der gik til Salzburg i Østrig, blev stærkt forsinket og de ramte passagerer ikke nåede frem til deres bestemmelsessteder i tide.

2001 – Kilde: Ritzau