Gavlmalerierne på Bangs Torv – et tidligt eksempel på graffitikunst
Graffitikunst. Malet i 1991
Kender du historien bag gavlmalerierne på Bangs Torv – et tidligt eksempel på graffitikunst.
Martin Guldbæk var 20 år, da han udsmykkede Bangs Torv. Centerforeningen Bangs Torv valgte ham gennem advokat Eivind Kramme, som havde kontor lige over for torvet. Martin Guldbæk var venner og havde gået i gymnasiet med Eivind Krammes søn, og Herlev-advokaten vidste, at Martin Guldbæk var graffitikunstner. For at skabe et moderne udtryk var man nået frem til, at den type kunst skulle op på gavlene.
»Jeg blev spurgt, om jeg kunne lave nogle udkast, og jeg lavede fem, og to af dem blev valgt ud,« fortæller Martin Kramme Guldbæk, som har fået samme navn som advokaten, da han nogle år efter forelskede sig i Eivind Krammes datter Julie, som han den dag i dag er gift med. Det var dog endnu ikke under opsejling 31. oktober 1991, hvor værkerne blev præsenteret.
På det ene maleri er der fisk og på det andet fugle
Det tog nogle uger at male de to graffitimalerier, som blev fremstillet på et daværende værkstedslager tæt ved Herlev Station. Her sætte håndværkere det sammen, så det kunne hænges op på gavlene. Og det blev spraymalet med en så holdbar spray, at det skulle kunne holde mange år. At maleriet stadig er der i 2024, må bevise denne holdbarhed.
For Martin Kramme Guldbæk var det noget af et nybrud.
»Graffiti var ikke mainstream endnu,« siger han.
I Herlev Bladet fremgik det ved reportagen i den efterfølgende avis onsdag 6. november 1991:
»Grafittien er blevet voksen med disse billeder, det skal den nødvendigvis ikke være alle vegne og til enhver tid, men den skal den nok, når den hænger så centralt og i så store formater. Der er gjort en kunstnerisk indsats for byens forskønnelse med disse værker, ingen tvivl om det.«
Martin Kramme Guldbæk er blevet i den kreative branche, som indirekte også har med graffiti at gøre, han er art director i computerspils-firmaet Sybo. Og her står han blandt andet for spillet Subway Surfers, som i høj grad er en udløber af grafiiti- og gadelivsstilen.
Han har i årenes løb været forbi malerierne på Bangs Torv for at se, hvad han udrettede dengang, og at de stadig er der. Han har også vist dem til sine børn.
Dengang for 33 år siden var graffitikunst en fornyelse af Bangs Torv. Nu er det en del af det gamle torv, som ejerne lover skal leve videre i det nye.
»Det er lidt vildt at tænke på, dengang regnede jeg ikke med, at de ville være der fem år efter,« siger han.