SKETCH
Mini-Graff
Udfordringen i at skabe noget i et størrelseforhold så småt som 1:87
Kortfilmen ‘Mini-Graff’ blev vist på Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2006.
Fra 2001-2005 opdaterede jeg min hjemmeside hver måned med 11 nye billeder Hvert billede repræsenterede en kategori, som f.eks ‘Burner of da month’, ‘Tankstelle of da month’ og ikke mindst min daværende personlige favorit ‘Mini-Graff of da month’.
‘Mini-Graff of da month’ præsenterede èn gang om måneden et nyt håndmalet modeltog, udsmykket af en københavnsk graffitimaler.
Idèen var, at når jeg havde indsamlet 50 togvogne, skulle de på skinner og ud at køre. Jeg ville afslutte projektet, ved at lave en film, som dokumenterede de rullende mesterværker. Til det formål skulle jeg bruge en stor modeljernbane, som togene kunne køre på.
Jeg ville helst bruge anlægget inde på Hovedbanegården, men samtidigt var jeg realistisk nok til at erkende, at DSB nok ikke ville være nede med projektet. Derefter begyndte jeg at lede efter modeljernbaneklubber på internettet, men på det tidspunkt var der ikke rigtigt nogle.
Jeg fandt dog en enkelt klub, som havde lokaler i Albertslund. Vi præsenterede idèen for dem, og de virkede positive, men dagen efter meddelte de mig, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med en vandal, som på denne måde opfordrede til hærværk på DSB’s materiel.
Jeg var stædig, og opsat på at det måtte kunne lade sig gøre at finde nogle modeltogfreaks, som ikke var snæversynede og hysteriske som tognørderne ude i Albertslund.
Jeg indrykkede annoncer i samtlige lokalaviser i Storkøbenhavn hvor jeg efterlyste mulige modeljernbaneklubber, og kort tid efter ringede en mand fra ‘Hedegaardens Privatbane’ til mig. Han inviterede os ud til klubben i Ballerup, og fremviste os det perfekte modeljernbaneanlæg, med bl.a en tro kopi af Nørreport Station som den så ud i 1930’erne.
Ugen efter kom togene ud at køre i kælderen i Ballerup, og filmen blev optaget på en aften. Selvom at det var et kontrastrigt møde med to forskellige kulturer, var der ingen tvivl om at modeltognørder og graffitimalere havde noget tilfælles, nemlig sansen for detaljer og udfordringen i at skabe noget i et størrelseforhold så småt som 1:87.
Ud at tøffe med de toughe
Spraydåse-veteranen Ole Nissens film "Mini Graff" er kommet ind i varmen pả Charlottenborgs forårsudstilling. Det var faktisk smertefrit - problemet var nærmere at finde en model-jernbaneklub, som ville lægge skinner til hans 45 graffiti-udsmykkede miniaturevogne.
Artikel af Rune Skyum-Nielsen. Marts 2006: Jyllands-Posten
Da den traditionsrige forårsudstilling pả Charlottenborg i lørdags kom af sted med en fernisering, var der én kunstner, som ikke gav sig fil kende. Stående i mørket lyttede 37-arige Ole Nissen på de kommentarer, som de defilerende betragtere knyttede til hans udstillingsbidrag, den 6 minutter og 30 sekunder korte film “Mini Graff”.
Og der var mange. Især kæmpede ældre damer med svækket syn for at gennemskue den grovkornede projicering, hvor 45 graffiti-hærgede miniature-tog-vogne klonker rundt på en naturtro modeljernbane. “Det var pissesjovt at overhøre, Især når det gik op for dem, at der ikke er tale om den agte vare. Det kunne de godt grine af, og det er også meningen.
Humoren spiller en bærende rolle i mit bidrag,« fortæller Ole Nissen en halv uge senere. Han har sat sig til rette i Charlottenborgs café med en fyraftensfadøl og en osende cigaret. I det hele taget er det lidt galgenhumoristisk, at hans værk lige pludselig flimrer fra det store lærred i kunstinstitutionen. Som garvet graffitiveteran har han udøvet den Illegale udtryksform siden begyndelsen i 1984, og han har en sprayende stjerne i undergrunden.
Det etablerede kunstmiljøs anerkendelse har det derimod skortet på. Ikke mindst i forbindelse med Charlottenborgs tilbagevendende forårsudstilling: »Når jeg tænker tilbage pa 1990’erne, har jeg fået lutter afslag på mine forsøg med graffiti på lærred. “Mini Graff” er slet ikke tænkt som noget for den brede offentlighed. Ligesom alt andet i den ægte graffiti henvender projektet sig til de andre i miljøet. Men da Jeg stod med den færdige film, slog det mig, at det her måske var noget mere end det.«
Ingen accept
Indskydelsen viste sig rigtig. Ole Nissen brændte en dvd, sendte den, og uden spørgsmål til kunstnerens egen interesse i den illegale udtryksform kom opkaldet fra forårsudstillings jury: Du er optaget, til lykke. Dermed er den 37-arige familiefar og parkeringsvagt inde i varmen. Men det betyder langt fra, at graffiti nu har faet et velsignende stempel af Charlottenborg på Kgs. Nytorv. I denne ombæring takkede juryen eksempelvis nej til en anden markant graffitimalers forsøg med at bruge kasserede S-togs-døre som lærred. »Det er overhovedet ikke en accepteret udtryksform.
En almindelig graffiti-film ville heller aldrig komme ind her, selv om de kan være langt mere spektakulært udført end “Mini Graff”. Jeg bliver belønnet for det skæve indspark. Og som udgangspunkt hører graffiti jo heller ikke til på et galleri. Det hører til l det offentlige rum,” fastslår Ole Nissen, som stadig begiver sig ud og sprayer “pieces” – altså farvestrålende spraymalerier i ly af natten og baneterrænets skyggeside.
Historisk værdi
Sådan forholder det sig langtfra med alle filmens bidragsydere. Derfor var der også en del al dansk graffitis pionerer, som studsede, da Ole Nissen pludselig stod foran dem med en modelvogn og en pose Posca-tuscher. Eksempelvis havde legenden Freez, som i foråret 1985 udfyldte Danmarks første togvogn – og dermed begik en såkaldt whole-car – ikke gjort sig i graffiti i 17 år, da Ole Nissen bankede på hans dør i Valby. »Han syntes, projektet var sjovt, men omvendt turde han ikke garantere for kvaliteten.”
“Mini Graff”s 45 model-udsmykninger er alle begået af danske og internationale graffitimalere med rod i 1970’emes revolutionerende newyorker-scene, og de rummer alle noget unikt, mener Ole Nissen. Desuden tøffer de rundt med noget historisk værdi, tilføjer han. For eksempel har landets første konge af udtryksformen, Kyle, ikke udfyldt hele sin togvogn. Det nåede han nemlig aldrig i den virkelige verden, før førnævnte Freez overhalede ham for 21 år siden: „Så Kyle synes I hvert fald ikke, det skulle være første gang, han begik en whole-car,« lyder forklaringen, der efterfølges af et tykt grin.
Modeljernbane søges
For Ole Nissen havde der ikke været meget fidus l at få sine kolleger – eller lidelsesfæller, om man vil – til at udsmykke et lærred hver. »Et lærred kan bare hænge hjemme i en stue, og det har fra starten været min idé, at bidragene skulle gøres levende. At de skulle ud at køre.« Det med at komme ud at køre viste sig at blive det fire år lange projekts største forhindring. Mens alle de adspurgte graffitimalere var friske på at nusse med deres udtryk i miniatureform, så var landets modeljernbane entusiaster mindre, tja, entusiastiske: “Jeg vidste selvfølgelig godt, at vi ikke ville få lov til at bruge modelbanen på Hovedbanegården, Det ville DSB, aldrig give os lov til. De er jo ikke så glade for os graffitimalere. Men jeg troede alligevel, det ville være let nok.«
I første omgang tog Ole Nissen og et par af hans kumpaner kontakt til ejeren af en af landets største modeljernbaner, der fylder løs oppe i den nordsjællandske flakke Svinninge. Ejeren, der var iklædt originalt DSB-ornat og udstyr, virkede umiddelbart åben over for ideen. Men da hun fandt ud af, at vognene var udsmykket med graffiti, fik konduktør-fløjten en anden lyd. “Hun ville absolut ikke forbindes med hærværk, og vi blev sendt væk igen.«
Elektro-John forstår
Dernæst søgte Ole Nissen efter model jernbaneklubber på Internettet, og han fik bl.a, hul igennem til en forening i Albertslund, Men også her gik bommen ned, da de forstod, at det var graffitimalere, som bad om hjælp. “Jeg var helt opgivende. Som sidste mulighed indrykkede jeg annoncer med “Hjælp, modeljernbane søges” i en rakke lokalaviser. Der var ikke gevinst i Vanløse, Rødovre og Gladsaxe. Men i Ballerup er modeljernbaner åbenbart en ret så stor ting. Jeg fik i hvert fald flere svar.«
Fả uger senere var Ole Nissen og kameramanden Nikolai Utke i Ballerup for at få optagelserne til “Mini Graff” i kassen. De fik velvillig hjælp fra folk som Elektro-John og Model-Arne. Nogle noget ældre drenge med legegenet intakt. »De brændte for deres hobby og forstod, at vi gør det samme. Også selv om det for mange er moralsk anstødeligt at male graffiti.
Klubben gik utrolig meget op i den tekniske udførsel, og det var sådan noget med, at “den vogn kan ikke køre på de skinner, og den vogn bruger noget andet strøm”. For os talte de flydende sort. Men det gør vi jo nok også selv,« erkender Ole Nissen.
“Mini Graff” og resten af forårsudstillingen kan opleves på Charlottenborg frem til 2. april 2006.
På udstillingen ‘Dansk Graffiti 1984-2013’ på KUNSTEN udstilles togvognene for første gang for offentligheden.