ERIC 129
1973-2022
Tekst af Cave
ERIC 129 var en ener!
Første gang jeg mødte ham, var fordi min daværende ven, Angel, syntes jeg skulle møde ham. På Hellerup Station i 1992. Han havde en hårpragt der lignede en spaghetti-gryde der var væltet ud over ham. Hans påklædning ville være et hit i et hvert modeblad idag. Altid en pæn skjorte og nogle funky bukser. Altid vandkæmmet.
Vi andre var kronragede og gik med sorte hættetrøjer eller skovmandsskjorter og Dr. Martens eller Adidas. Armybukser. Det var moden dengang. Vi skulle ud og male i Klampenborg – hvilket ellers var et lay-up MOA mente de havde ejerskab på. Jeg har fået på låget 2 gange fordi jeg malede derude. Peace, Unity, Love and having Fun!
Man er 16-17 år og forstår måske ikke en kode fra Vestegnen der gerne vil slås med Nørrebro.
Han lagde altid outline med tommelfingeren
Han skrev ‘Randy’ på det tidspunkt og havde en stil der mindede om noget fra New York i 70’erne. Han lagde altid outline med tommelfingeren, hvilket jeg virkelig ikke kendte andre skrivere der gjorde.
Vi have vidt forskellig musiksmag – Han hørte ‘No Means No’ og ‘Jane’s Addiction’, ‘Rage Against the Machine’ etc. Der var måske lidt langt til ´Beastie Boys´ og ´Public Enemy´ og ´Ultramagnetic Mc’s´. Men dog alternativ musik der larmede og lagde op til oprør.
Han havde trods alt en forkærlighed for netop ‘P.E.’ og særligt ‘Audio Twos’ ‘Top billing’ var virkelig en favorit hos ham. Vi blev bedste venner og oplevede mange vilde ting sammen. Gruppen ‘AIS’ blev formet i 1991, måske 1990. ‘Always Into Something’ var et sammensurrium af forskellige typer og stilarter. ‘Angel, Jazz og Eric’ startede, så kom jeg til og sidenhen ‘Faze’. Lidt senere ‘Mask’ – en stor jyde med forkærlighed for at bombe.
Vi var glade for Farum, Hillerød og Dybbølsbro. Dybbølsbro var fedt, fordi vi ikke skulle drage hele vejen ud til en eller anden endestation. Vi lejede et kælderlokale hvor vi kunne have alt vores maling, fotos og værktøj, kigge direkte ud på yarden og iøvrigt lære DSB-personalet og vagternes rutiner at kende. Vi så med egne øjne at DSB personalet bar kasser med bajere ind – virkelig betryggende, når de måske skulle rangere et et tog med 8 vogne ud til Hovedbanegården.
Vi så også engang en af disse orange DSB klovne invitere en luder fra Istedgade med ind i et af de parkerede tog. Det gik så vidt, at jeg engang vadede direkte ind i deres pausestue fordi jeg vidste, at personalet var på Hovedbanen for at sætte tog ind til myldretiden.
Jeg stjal en kop kaffe og en orange vest, lånte deres toilet og tænkte – det er jo for grineren at man kan tage røven på myndigheder og voksne sådan. Det var genialt og eftersom det er mere end 25 år siden, forventer jeg ikke nogen kommende retssager. Den orange vest hænger på min væg idag.
Vi lavede ‘outsides’ – en populær trend hvor vi lå i buskene ved stationerne. Så kunne vi nå at løbe op og sætte et par tags på toget når det rullede ind i de 20-30 sekunder vi havde. På den måde kunne man få sit navn ret vidt omkring.
Her kommer Captain America og fucker jeres systemer op!
Jeg var inviteret til kartoffelmos hos Eric i Valby – jeg har aldrig set nogen vælte så meget smør i en mos – 50/50..mums! Well, jeg havde min sædvanlige sorte hættetrøje, slaskebukser og løbesko på. Eric valgte at tage afsted, måske under indflydelse af et par øl eller 8, i bar overkrop og det amerikanske flag på som en slags kappe. Pas på DSB. Her kommer Captain America og fucker jeres systemer op! Vi bombede et par tog, kravlede op på perronen og jeg vil sent glemme synet af de passagerer der tabte kæben der så Captain America med en motherfucking sort Quick i hånden.
Vi nåede at tage på en fed tur til New York og vi nåede at arrangere et par udstillinger og festivaler sammen.
Uforglemmeligt!
Noget af det sidste vi lavede sammen var i Dybbølsbro. Vi varmede op med et par bajere på ‘Toves Bodega’ ved rundelen ved Dybbøls. Imens vi sad og fik styr på nerverne og ventede på det rette tidspunkt at rykke på, kom der en yngre kvinde hen til os. ‘Vil i se mine bryster?’….Øøøh ja, hvorfor ikke? Det fik vi så lov til. Jeg ved sgu ikke om hun var stiv eller blot grænsesøgende.
Sidste gang jeg så ham var til vores store udstilling i Øksnehallen, 2019.
Eric valgte at tage sit eget liv.
Jeg kender desværre en del der har valgt den udvej.
Han efterlod sig 3 døtre og en kæreste
Eric 129 valgte sit skrivernavn ud fra en tidlig graffiti tradition der oprindelig opstod i New York i de tidlige 70’er. Skriverne taggede deres navne, eksempelvis: Taki 183. Stay high 149. Tracy 168. Tallet fortalte hvilken gade de kom fra. Det samme gjaldt Eric der i sine skriver år boede ved Valby Langgade 129. Så vidt vides var Eric 129 en af få danske skrivere der brugte og fulgte denne oprindelige amerikanske graffiti tradition hvor man opkaldte sig selv efter den gade hvor man boede.
