TABU
1973-1993
Af: Rasmus Poulsen. 2011
Tabu var i sin tid den eneste graffitimaler, der kunne bombe sit navn i gåtempo – simpelt hen trække en streg og skrive sit navn, mens han gik. Han sov om dagen og malede om natten, forfulgt af sin ærkefjende, politimanden Rene Q.
Fakta
Kronologi: Lars Vestergaard Børgesen. Født i Sydhavnen, København 10. oktober 1973. Tegnede ifølge sin bror graffitiskitser fra 1983 og malede med spray fra 1986 eller 87. Flyttede hjemmefra omkring 1989.
Malede en hel del i udlandet, specielt Tysk- land og Holland, var medlem af crewsne DMR, AOD, VDO, ASV, BBC, TBK, DIA, IA, FW, BTS og UNO.
Fik arbejde hos reklamefirmaet Grey i 1990-91. Lars’ far, Dan, fortæller, at politiet dukkede op på arbejdspladsen. “Det var jo ikke skidesmart. Men han havde heldigvis en flink chef, som også havde noget i Århus, og som sagde; “Nu slipper du det miljø, og så kommer du til Århus.
Du får skole, arbejde og gratis lejlighed”. Men så gik der en uges tid, og så kom han jo ind i miljøet der. Og så blev han taget oppe omkring Sæby.”
Vendte tilbage til København omkring 1992. Indlagt som skizofren på Kommunehospitalet ved Nørreport i januar 1993. Malede sidste tags 28. februar 1993 (bl.a. “ fuck regnvejr”, red.). Døde 2. marts 1993.
Tabu alias Lars Vestergaard Børgesen endte sine dage, da han sprang i døden fra et højhus i Rødovre i 1993.
De ansigtsløse allestedsnærværende
Graffitimalere er ikke nødvendigvis alle sammen idealistiske kunstnerspirer med en udtrykkertrang for kompromisløs til akademiet. En del af dem er faktisk de gemene hærværksmænd, de ofte bliver gjort til af deres modstandere. Men det er klart, at de må besidde et mindstemål af kreativitet og legesyge, siden de frem for vold, berigelseskriminalitet eller andre traditionelt mere sexede og økonomisk perspektivrige løbe- baner har valgt graffiti – den sikre vej til en flad tegnebog, en forgiftet hjerne og en klatøjet skole- eller arbejdsdag.
De ukendte fælles egenskaber, som får unge fra vidt forskellige lag og baggrunde til at samle sig om graffiti, må også være skyld i, at voksne skrivere ses indtage alverdens stillinger, som nok vil forbløffe dem, der har tillid til den stereotypisering, som medierne til tider har tillagt de ansigtsløse allestedsnærværende. Måske møder du ophavsmanden til et dagligt irritationsmoment, hvor du bor, i skikkelse af din revisor, som den vittige stemme fra radioen eller som billedredaktør på dit yndlingslivsstilsmagasin.
Således går mangen en maler med tiden hen og påtager sig en anden titel at blive forbundet med, og det vil forblive en snæver kreds’ privilegium at vide, at vedkommende en gang spredte og mulig- vis stadigvæk spreder terror med en spraydåse.
Men nogle bliver aldrig andet end skrivere. Det kan hænge sammen med stor succes som skriver, manglende andre evner eller måske en lidt for tilmøget straffeattest. For Lars Vestergaard Børgesen alias Tab, Bed, Beds, Con, Skol, Seul, Zeef, Que, Gisp, Try, Mcoy, Love, Bean og ikke mindst Tabu og Roel var årsagen, at han 2. marts 1993 bogstaveligt talt stillede sine dåser og sine sko og sprang ud fra 16. etage i en boligblok i Rødovre.
Alle kender Tabu
Graffiti er på mode. Unge piger og drenge køber spraymaling og smadrer bybilledet som aldrig før. Alle i graffitimiljøet kender Tabu. Også de mange som er sprunget på efter hans død. En årsag kan være, at forholdsvis mange af hans pieces og endda en del tags stadigvæk findes på mure rundt om i hele landet. Og det er meget specielt. Næst efter indiansk sandkunst er graffiti nemlig nok den mest flygtige kunstform, man kender. Lige så hårdt som de unge spraykrigere kæmper for af få deres navne op, lige så hårdt kæmper afrensningstropperne og myndigheds-gestapoen for at fjerne navnene igen – eller i hvert fald næsten lige så hårdt. Og der, hvor graffitien ikke fjernes, maler skriverne hinanden over. I højsæsonen med ned til dags mellemrum.
Så vil man have sit navn kendt, er man nødt til at male konstant, og det var netop, hvad Tabu gjorde. I så høj en grad, at den status, han endte med at have, har fredet hans bestående pieces. I anerkendelse af at Tabu var en, der gjorde alt for at få sit navn op, men som nu er forhindret i at vedligeholde det, bliver hans ting simpelt hen ikke malet over. Heller ikke selvom de optager en attraktiv plads og måske ikke engang er specielt veludførte.
Blues
For at starte et sted ringer jeg til skriveren Trick, som jeg fanger via mobiltelefon på vej ud af en hashklub i København. Da han malede med Tabu i begyndelsen af 90erne, skrev han Blues. »Dengang løb vi bare rundt og rackede og hyggede os. Stjal tøj, som vi solgte, købte hash, stjal dåser … Det kom som et kæmpe chok, da han tog livet af sig, for han var sådan en superflink fyr og et godt menneske, som altid tænkte på andre før sig selv. Altså, han har nok været småskør hele tiden lissom os andre. Men så tog det åbenbart overhånd. Der går flere historier om, hvorfor han blev tosset. Nogle mener, han røg for meget hash, men det synes jeg ikke, du skal skrive. Det er næsten synd. Så er der også nogen, der siger, at han fik nogle piller, han ikke kunne tåle.«
Tror du, de store erstatningskrav, han havde hængende, betød noget for hans skæbne?
»Nej, det tror jeg ikke. Fordi den type, han var … Eller sådan var vi jo alle sammen … Vi skyldte jo alle sammen en hel masse penge. Men det var bare sådan fuck dat, altså. Gad ikke gå ned over det. Specielt i Lars’ tilfælde: Det var jo sådan nogle beløb, som var fuldstændig urealistiske at forholde sig til … Jeg chillede også med ham i den periode, hvor han blev skygget af politiet. Det var meget sjovt. Man kunne sgu se de der betjente dukke op rundt omkring. Så skiftede de kasket og troede, de var undercover. Første gang jeg blev taget for at male tog, var sammen med Lars og en, der hed Syre.
Oppe i Frederikssund i 92, hvor Lars mente, at han havde en super tid. Da vi var færdige med at male, ville Lars, dumdristig som han var, lave et piece mere. Mens vi så går i gang med det, kommer der en DSB-mand og kigger på os. Vi stikker af, men tænker os ikke om og går op for at tage toget. På vejen møder vi panserne og vi havde al malingen på os. Jeg fik 30 dages hæfte og et erstatningskrav på 15.000 kr. Det var endda første gang, jeg overhovedet blev taget. Men det var lige i en tid, hvor de virkelig mente, at der skulle statueres nogle eksempler. Det kom også på forsiden af Berlingske Tidende.«
Storebror Geert
Tidligt i jagten på Tabus eftermæle støder jeg på AC, som tilhører den nye generation af skrivere og – fordi han kommer fra en plet i provinsen, Tabu aldrig nåede – aldrig havde hørt om Tabu før år efter hans død. Men uden at kende noget til historien, var Tabus tags nogle af de første graffitiindtryk, der gav den dengang 15-årige dreng lyst til at male. I dag er AC meget optaget af Tabu og en stor hjælp i forbindelse med research. Han kender bl.a. Tabus storebror Geert, som vi besøger i hans lejlighed i Københavns nordvestkvarter.
I en grå og fjendtlig boligblok, mellem hundredvis af identiske entrédøre, prydes en af bogstaverne F.T.W. (‘Fuck The World’, red.). Over døren sender et lyserødt skilt budskabet »Tabu R.I.P – Lev stærkt, dø ung«. Det er her.
Geert tager imod i sin et-værelses, som tilsyneladende også bebos af hans formummede kæreste, mindst én kat og to store hunde, som hele tiden får at vide, at de skal lægge sig. Væggene er gule, men han har planer om at få malet graffiti på dem. Over sofaen hænger en hylde med nogle farvestrålende, ornamenterede pyntekopper og platter. TvDanmark blinker en makaber amerikansk dokumentarserie ud i rummet. Geert suger en rutineret lunge ud af en lige så erfaren stuebong og begynder at fortælle om sin bror.
»Han er jo født og opvokset i Sydhavnen. Har haft et hårdt liv … Vores far var ikke den aller-sødeste. Det var kæft, trit og retning. Ikke sidde med albuerne oppe på bordene. Være hjemme og lave lektier. Spise til tiden. Ellers var der flade øretæver. Og når jeg ikke var hjemme, gik det ud over ham. Der var gang i den. Vi er jo en stor familie … Lars levede mest om natten. Han var bange for at være vågen, tror jeg. Bange for sin far. Det var svært at være den mindste, så jeg var glad for at få en lillebror.«
»Det med graffiti startede jo allerede, da han var 10-11 år, og han begyndte at sidde og skrive de der tags, der. Der var også nogle andre, som skrev dengang, men det var på en anden måde. Lars drog jo ad helvede til om natten og gik kraftedeme lange togstrækninger i sne og slud for at male. Så kom han hjem tidligt om morgenen og sov, indtil der var aftensmad. Og så gik han ud igen og malede. Man så ikke noget til ham andet end til aftensmaden … Han forandrede sig meget på et tidspunkt. Men det var på grund af nogle andre ting også. Han begyndte jo at ryge hash, og så flyttede han også hjemmefra. Og så begyndte han jo først rigtig at male.«
Hvordan er din far nu?
»I dag er der no problems. Efter min lillebror begik selvmord er forholdet blevet et helt andet. Jeg benytter mig lidt af det. Hvis han har lyst til at hjælpe mig, skal han sgu ha’ lov til det, for det har han ikke gjort før. Han kommer en gang imellem og fylder køleskabet op osv. Han er den allerfineste far, jeg kunne ha’ den dag i dag. Selvfølgelig er der gamle minder, men man kan jo også godt forandre sig. Og det har han nok gjort pga. min lillebrors død. Det tog hårdt på familien.«
Hvorfor begik Lars selvmord, tror du?
»Han fik jo knald i låget. Han havde fået noget ecstasy en nytårsaften. Det kunne han ikke klare. Så han blev indlagt på hospitalet. Du kunne ikke føre en samtale med ham. Han snakkede om sol, måne, stjerner, sandkasser, brandbiler og alting på en gang. Han snakkede om, at han gik og ventede på et tegn fra det ydre rum, eller hvad fanden det var for noget. Så kan jeg huske, der var en dreng fra Århus eller Odense som blev sparket ihjel. Han hed Lars. Og så stod der i avisen “Lars er død”. Han kom gående sammen med min mor, blev helt stiv og stirrede på den der spiseseddel.
Min mor fulgte ham op på hospitalet og sagde til dem, at hun ville komme tilbage om et par timer. Og han havde det fint ellers. Så er der vel gået et kvarters tid, og så var han stukket af fra Kommunehospitalet. Han tog til Østerbro, efter hvad jeg ved. Jeg fik at vide, at han havde været nede ved skurvognen – en skurvogn, hvor vi sidder og drikker bajere og ryger en pibe og hygger os. Så var jeg der ikke. Jeg stod og spillede billard på et værtshus. Så tog han til Rødovre og gik op i det første højhus ved butikscenteret. Der sprang han så fra 16. etage. Han skrev i elevatoren på vejen op på engelsk: ”It is too strong to be alive in this world. Sorry mor & far. Tabu.”
Så stillede han sine dåser og tog alt sit tøj af undtagen underbukserne, lagde det pænt sammen, og så hoppede han.«
»Jeg stod som sagt og spillede billard. Og så lige pludselig klikkede den. Der skete noget inde i hovedet på mig. Jeg vidste, jeg skulle ringe hjem. Min mor råbte i røret: “Hvor er du? Hvor er du?” Og jeg fik så at vide, at min lillebror var død. SÅ gik jeg totalt amok og smadrede billardkøer. Jeg var oppe at slås tre gange på vejen væk fra værtshuset og havde politiet i hælene. På det tidspunkt boede jeg hos en kammerat på Østerbro, som i øvrigt også er død nu.
Jeg smadrede bare døren. Der sad tre mennesker deroppe, og de fik jo et herrechok. Den første, der rejste sig op, fik én på låget. “Lars er død!” Ingen turde snakke til mig i to måneder. Jeg var så hidsig og gal og ked af det. Det var også derfor, jeg fik pension, sådan set. OK, så spil- lede jeg selvfølgelig også lidt på det oveni. Det er klart. Jeg gad jo ikke arbejde. Jeg har aldrig haft et ærligt arbejde.«
»Begravelsen, det var noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Der var simpelt hen så mange mennesker. Det var sgu en fed begravelse. Jeg tror, det er det mest forurenede gravsted deroppe. Det blev smidt tusser og spraydåser og klumper og piber og alt muligt ned til ham. Og når jeg er oppe ved ham, så hælder jeg en elefant ud over ham og laver en jordpibe på ham. Og så skælder jeg ham lidt ud. Jeg har den jakke, han havde på den sidste dag. Der er stadig maling på. Den går jeg sgu selv i. Han betyder meget for mig. Han er min lillebror. Jeg elsker ham meget højt, det må jeg sgu indrømme.«
Begravelsen
»Nu skal vi til at dedikere det næste nummer til en meget sørgelig ting, som er sket i løbet af ugen. Eller det skete faktisk i sidste uge … Hvor en graffitimaler, som hedder Roel – hør nu efter alle graffitimalere – Roel er død!
Hvis nogen ikke ved det. Det burde de fleste faktisk vide. Han blev begravet i lørdags, hvor der skulle have været hiphop og sådan noget. Jeg kom desværre ikke selv. Og jeg kender heller ikke selv Roel, men jeg er udmærket godt klar over, hvem han er, og jeg må sige til Roel, at jeg er ked af det.
Ked af, at du begik selvmord, for du har været en fed person, og du har gjort noget fedt inden for hiphop. Du har været en af de største smadderkonger overhovedet. Vi må pay respect til en konge inden for graffitien.
Og det gør vi på den her måde her.« (Michael Rasmussen i Calm Under Pressure, Øens Piradio, 1993 som oplæg til Dead Homies med Ice Cube). Med et ry som Tabus er ens død et næsten offentligt anliggende i hiphopmiljøet. En samtidig dedikeret togmaler ved navn Cave erindrer om Tabus begravelse:
Tabus grav. Foto: Maya Bonde
»Det var en blandet oplevelse. Jeg synes, det var underligt at være til en begravelse, hvor der mødte så mange mennesker op fra graff- og hiphopmiljøet, som ikke havde noget personligt forhold til ham. Særligt når man selv havde et personligt forhold til ham, var det mærkeligt at se alle de her folk med hiphopattituderne trukket ud over sig og som nærmest så det som en ære at deltage i det. Man kunne dårligt nok tillade sig at være ked af det. Det, der reddede begravelsen, var Mesh, der som den eneste, ud over familien, rejste sig op og holdte en tale for de her 300 hiphoppere som sad og kiggede. Det var virkelig flot gjort, og det tror jeg aldrig, jeg vil glemme ham for.«
»Der var ikke nogen præst knyttet til begravelsen. Det var sådan lidt vanskeligt, for der var ikke rigtig nogen ceremoni. Og der var ingen til at tage ordet. Så man sad bare og sad. Og så kan jeg huske, at der blev spillet et nummer med Tim Dog. Det synes jeg var utrolig råt.«
Cave beskriver sit venskab med Tabu som rent professionelt. De snakkede aldrig rigtig sammen om andet end graffiti.
»Da jeg lærte ham at kende, var han utrolig aktiv som bomber. Han havde mange forskellige navne. Og mange af dem troede man næsten var enkeltpersoner, fordi han bombede så meget. Han var simpelt hen all over. Der var ingen, der kunne hamle op med ham i forhold til at være aktiv skriver. Der var ikke nogen, der havde lisså meget oppe som ham. Overhovedet. Ingen sammenligning.”
Betød det meget for ham, hvordan det så ud?
»Jeg tror, han gjorde sig meget umage med at lave fede pieces. Og jeg kan da huske nogle fede pieces, han fyrede op for. Men han var ikke respekteret som en af de bedste skrivere i Danmark. Det var ikke det, han lagde vægt på. Han lagde vægt på at lave meget. Han havde øjensynligt et behov for hele tiden at være ude og opleve.«
Har der været nogen siden, som har været så dedikerede?
»Man kan jo altid sidde og sige, at man selv er så dedikeret, ha, ha, ha. Men jeg kan jo ikke prale af konstant at være ude at male og har heller ikke behov for det. Hvis man taler om folk efter ham, som skulle være lige så dedikerede, har der helt sikkert været nogle. I dag kan jeg nævne sådan nogle som THEK, KEGR og MOA. Det er samme omfang. Men graff’en forsvinder hurtigere i dag. Man har måske ikke det samme indblik i, hvor omfattende det er.«
Når man som graffitimaler har succes med sin ambition om at have det mest sete navn, benævnes man som king. For eksempel ”king of the line”, hvis man dominerer en bestemt jernbane- strækning eller ”inside King”, hvis man dominerer inde i togvognene. Tabu formåede at blive king med flere forskellige navne – samtidig.
Hvor længe var han king?
»Jeg tror, der var en toårig periode, hvor man vidste, at han simpelt hen var den, der bombede mest.«
Det er længe.
»Ja, det er faktisk ret længe.«
Fornemmede man, at han brændte sit lys i begge ender, og at det ville gå galt en dag?
»Nej, sådan havde jeg det faktisk ikke med ham. Jeg spekulerede en gang imellem på, om han virkelig kunne blive ved med at være så sindssyg en graffitimaler. Politiet var jo også ret interesserede i ham. Men som person synes jeg ikke, der var nogen alarmsignaler. Det skulle da lige være efter, han blev syg, men der havde jeg ikke så meget kontakt med ham. Det sidste var, at jeg snakkede i telefon med ham, kort tid før han døde. Der fortalte han, at han ikke havde haft det så godt, men at han havde det bedre, og at vi snart skulle ud og male.«
Hvorfor huskes han så meget?
»Han var en sjælden person. Han var så dedikeret. Det er jo noget, man lægger mærke til. Og så lægger man jo også mærke til det, når han forsvinder på den måde, han gjorde. Det er ikke noget, vi ser så tit i det københavnske graffitimalermiljø. Jeg ved ikke, om han er blevet en eller anden martyr for nogle eller et ikon for, hvordan en rigtig hardcore graffitimaler skal være. Det håber jeg ikke. Det synes jeg faktisk ville være lidt fjollet.«
Skriveren Cats fra crewet ETR (Eat The Rich) skrev i sin tid Scaze og var med i crewet BBC sammen med Tabu.
»Han er nok en af dem, jeg har kendt, der har været mest true. Han kunne godt li’ at male mange tog. Hans veninde Riot malede også toge. Så de har nok gejlet hinanden meget op. Mange var misundelige, fordi han malede så meget. Det var blandt andet også derfor, han havde et hav af navne.
I nogle kvarterer var han upopulær med det ene navn, og så skrev han et andet navn. Det er sgu koldt kørt, for han kom op med alle sine navne. Han kunne simpelt hen ikke sidde stille, skulle bare ud og male. Kunne ikke passere en farvehandel uden at skulle ind og stjæle dåser. Når han sad og stenede om aftenen, er jeg lige ved at tro, at der også kørte skitser rundt inde i hovedet på ham. Han tænkte virkelig kun på at male, male, male. Hans mor har også over 6000 billeder af hans ting. Hans blackbook er nærmest hendes Bibel.
Vennen
Tabu var afholdt i graffitimiljøet og forstod trods sin larmende tilstedeværelse på scenen at holde sig nogenlunde fri for de fjendskaber, graffitimalere næsten altid danner sig. Det er blevet sagt om ham, at han var fri for arrogance og ikke havde noget stort ego.
Han så sig ikke til siderne, men koncentrerede sig bare om at male. Han havde også en stor bekendtskabskreds i miljøet. Men de fleste, man taler med, siger lige som Cave, at bekendtskabet begrænsede sig til graffitioplevelserne.
Her er Jane en undtagelse. Hun skrev i sin tid Non og havde et mere personligt forhold til Tabu. Hun er en køn, høj pige med briller, der griner meget og i øvrigt er blevet Reborn Christian.
»Vi var meget tætte venner. I skoletiden var han en meget frisk fyr. Jeg lærte ham at kende, da han gik i 10. klasse. Der var på det tidspunkt en nedlagt fabrik på Nørrebro, hvor man gik og malede, Og der kom han så en dag sammen med sin nevø. Og så gik vi sammen ud og malede på nogle toge og stationer. Lars begyndte så at komme sammen med en pige, som gik hen og blev min bedste veninde. Og så blev Lars og jeg graffitipartnere. Da skrev han Con.«
»At vi malede sammen var nok fordi, han virkelig var til at stole på. Hvis panserne kom, vidste jeg, at han ikke bare ville løbe, men prøve at sørge for, at jeg ikke blev taget. Og sådan var det ikke med nogen andre. Vi kendte hinandens måde at tænke på, og vi opfandt en helt anden måde at tale på. For eksempel i telefonen, fordi vi vidste, at den blev aflyttet. Vi brugte andre ord og andre dage, når vi aftalte ting.«
»Så tog han til Jylland på grund af sit arbejde. Og der var han så begyndt at male rigtig meget. Han arbejdede om dagen, og så malede han hele natten. Han kunne lave fem pieces om natten med 3D og det hele. Han fortalte mig, at 90 % af hans tid blev brugt på graffiti, og 90 % af hans penge gik til canner (spraydåser, red), fremkaldelse af billeder osv. Han brugte ikke ret mange penge på mad eller andre ting, der ikke havde noget med graff at gøre.«
»Vi havde et crew sammen, som hed DlA. Vi tog blandt andet op for at male på det højhus i Rødovre, som han senere sprang ud fra. Det var en stor ting for os, fordi det var meget anderledes end at male tog og busser. Vi lavede et kæmpe DlA med et bogstav på hver af de tre øverste etager. Det var bare totalt toppen … Da jeg fik at vide, at han havde taget sit liv, var det bare som om, jeg vidste, at det var der, han var hoppet ud.«
»Han gik meget op i, om andre kunne li’ hans ting. Og i starten sagde han for eksempel: ”Tænk, hvis jeg møder Ice! Hvad skal jeg sige?” og sådan noget. Jeg tror, det betød meget for ham at være god nok og leve op til mennesker. Han ville gerne være den, der var mest oppe. Men det var ikke kun det. Det var også, fordi han ikke kunne lade være.«
»Vi syntes begge to, at vores liv var noget lort i teenageårene. Og jeg tror, vi begge to havde det sådan, at det eneste, der holdt os oppe, var at gå ud og male og se resultatet bagefter. Det var det, vi havde at leve for. Nogle gange ringede han og sagde, at det hele går ad helvede til, og at hvis vi ikke skulle ud og male den dag, havde han taget livet af sig … Mine problemer handlede meget om nogle væmmelige åndelige ting, hvor jeg følte mig forfulgt at onde ånder. Jeg tænkte også meget på at tage mit liv. Men jeg tænkte, at hvis jeg gjorde det, ville jeg overgive mig til det onde.«
»Der var en periode, hvor vi ikke havde så meget kontakt, og hvor han begyndte at ryge hver dag, og folk sagde, at han aldrig var til at lave aftaler med. Og han begyndte også at lave knæk. Det syntes jeg selvfølgelig bare var fedt nok. Men det var ikke noget, han gjorde, fordi han havde brug for det. Det, han stjal, var ikke noget, han kunne bruge. Det var bare ting, han forærede væk, ikke engang penge og sådan noget. På det tidspunkt var han flyttet til Sydhavnen til en gammel ven og begyndte at gå meget med ham og hans venner. Og det var altså lidt nogle rødder, der havde racistiske holdninger og alt muligt.
Og det var, som om Lars var blevet sådan også. Men jeg kunne mærke på dem, at de også syntes, at Lars var blevet meget vild og nærmest var lidt bange for ham, når han gik amok. Han var også begyndt at lytte til heavy og dødsmetal og Soundgarden og sådan noget dyster dødsmusik. Jeg ved også, at det påvirkede ham meget at ryge, og at han havde fået noget forkert at ryge. Noget mix, som nok også har gjort sit til, at han blev skizofren.«
»Jeg besøgte ham på hospitalet og havde billeder med fra New York. Han var i sin normale tilstand, men jeg kunne mærke, at han var bange for et eller andet. Og han rystede, når han tog en cigaret. Han fortalte mig om nogle åndelige oplevelser, han havde haft. Og jeg slog det bare hen og sagde, at vi skulle ud og male snart. Men jeg kunne mærke, at han var bange for, hvornår det skulle komme tilbage og tage ham over. Og han snakkede om Jesus og alt muligt. Og jeg var bare helt knust bagefter, for jeg kunne også genkende det lidt fra mit eget liv.
Det, at der ligesom er noget. Han lånte mig et eller andet Soundgarden-bånd for at sikre sig, at jeg kom tilbage. Jeg ringede et par dage efter, og der var han ikke på hospitalet længere. Så ringede jeg til hans forældre og fik at vide, at han var død. Og der vidste jeg altså bare, at han var sprunget ud fra højhuset i Rødovre.«
»Efter begravelsen fik jeg at vide, at han havde skrevet en masse beskeder på vej til højhuset. Og der fik jeg så en besked, hvor der stod: “See you in hell”. Og de andre skrivere syntes bare, det var noget sejt noget at skrive, hvis man også er lidt heavy-agtig. Men jeg fik en følelse af, at nu var Satan i hvert fald efter mig, og den mørke side ville gøre alt for at trække mig ned i helvede. Efter hans død blev den åndelige forfølgelse forstærket. Ikke bare fysisk ved at en dæmon prøvede at overtage min krop, men også i skikkelse af væsener, der manifesterede sig ved et enormt nærvær af ondskab.
Efter Lars døde, begyndte de også at manifestere sig i form af Lars’ skikkelse, som ellers absolut ikke havde noget med det at gøre. Den dag i dag er jeg fuldstændig fri for det, fordi mørkets kræfter over mit liv blev slukket, da jeg trådte ind i Guds liv. Hvis man bare har smagt en lille smule af helvede og virkelig forstår, hvor ondt det er, er det nok ikke ens højeste ønske at komme der hen. Mit ønske er at få lov til at møde Lars i himlen.«
»Der var også nogle, der hævdede, at noget af det piece, vi lavede på højhuset den gang, var kommet frem igen efter hans død. Men jeg ved ikke, hvor meget man skal lægge i det. Der er nok også nogen, der gerne ville gøre det mere mystisk, end det var. Han var en sjov fyr, og jeg elskede ham virkeligt højt. På det tidspunkt havde der aldrig været nogen, som virkelig var en ven for mig som ham.«
Bustet
Da Tabu boede i Århus, var der få i København, som hørte fra ham. Andreas Johnsen modtog foruden fotos nogle hastigt nedkradsede breve fra Århus. Brevene er formuleret således, at hvis de skulle ende i forkerte hænder, vil de ikke være belastende.
For eksempel skriver Tabu her: »Jeg har kedet mig i weekenden, men søndag talte jeg med Tabu og Bed (som jo var den samme, red,). De har været i Odense og gik fuldstændig banz … Apropos toge, så er der blevet lavet syv af Tabu, et af East og to af Deas og Lady, siden jeg kom fra ferie. I nat lavede Tabu en Køreskolebus. Tabu er forresten kommet med i TBK … Har du adresser på nogen i Finland?«
Men trods undercoverteknikker gik det ofte galt for Tabu. Han var faktisk ikke ret god til ikke at blive bustet. Som Berlingske Tidende skrev i 1992: »I den seneste tid har politiet skærpet kursen og krævet varetægtsfængsling.
Men effekten har været til at overskue. I hvert fald når det gælder den gamle kending “Roar” (her skulle journalisten have skrevet Roel. red.), en 19-årig mand fra Valby med anslået 150 sager på samvittigheden.
Et eksempel: Tirsdag 16. juni kl. 3 om morgenen blev han taget på fersk gerning ved Høje Taastrup. Taastrup Ret varetægtsfængslede ham for syv dage. “Roar” kærede på stedet.
Om torsdagen blev han løsladt af Østre Landsret, og søndag slog han til igen: Denne gang i Farum. Ny varetægtsfængsling og ny løsladelse i Østre Landsret.«
»Han havde det ry, at når han havde smadret et eller andet til ukendelighed og blev bustet – når han så blev løsladt fra for eksempel Hellerup Politistation, så tog han en bushammer og smadrede alle vinduer fra Hellerup til Østerport eller sådan noget ud på morgenen.
Han var også kendt for at være den eneste, der kunne bombe sit navn i gåtempo. Simpelthen trække en streg og skrive Roel Roel Roel mens han gik!«
»Jeg husker engang, jeg var ude og male med ham ved Ryparken Station. Han var egentlig afsindigt undercover i forhold til os andre. Han og Jane gik rundt og gemte alle tingene i buske.
Vi gik bare rundt med vores store tasker. Han brugte til gengæld lige så lang tid bagefter på at bombe hver eneste kvadratcentimeter på den station. Han gik bare systematisk til værks. Og tog et par steder om ugen.«
Fra 1989 til 1991 havde Københavns Politi en særlig afdeling på syv betjente, der udelukkende var beskæftigede med at registrere graffiti og pågribe skrivere. Graffitipatruljen. Under ledelse af den notoriske Rene Quist. Quist var en kendt mand i miljøet og er nok den mest effektive graffitibekæmper, man har set i Danmark. Tabu og nogle andre havde endda lavet en hel wholecar til manden. “Die Rene Q”, stod der på den.
I dag er Rene Q netværksadministrator i ordens- politiets IT-afdeling. Og som en ægte gammel detektivrotte taler han med lavmælt rasp og luftig stemme om de gamle dage, hvor Roel (det var før Tabu, red.) i væsentlig grad bidrog til hans afdelings eksistensberettigelse. Et navn, han arbejdede med på daglig basis.
»Jeg kan ikke sige, hvor meget han præcis tegnede sig for i kroner og ører, men det var meget. Han var kongen på det tidspunkt, for at sige det pænt. Han var jo over alt. Jeg har set Roel i Odense, på billeder fra Grenå … over alt! Alle andre havde et normalt liv. Men for ham var det livet. Jeg skyder på, at hvis man kunne lave et samlet erstatningskrav på det, var det ikke blevet under to millioner. Der var to sagsanlæg mod ham, som jeg havde lavet. Og de var rimelig store begge to. Det var samlede sager. Den ene bestod af dem med navnet Con. Det var cirka et års tid før Roel. Vi bustede ham for Con-sagerne i februar måned samme år, som vi tog ham for Roel.«
Var han nem at fange?
»Første gang var det jo held. Der skulle være en stor hiphop-koncert i KB Hallen. Og så var det jo meget nemt at lægge sig på Peter Bangs Vej Station og vente. Der tog vi ham så på fersk gerning på toilettet, hvor han skrev Con. Så kørte vi den sag, og undervejs var der mange ting, der tydede på, at han var identisk med Roel. Og så skyggede vi ham.«
Hvordan husker du ham som person?
»Jeg tror ikke, jeg forstod, hvad det var han lavede. Det var hans liv, det her.«
Var han normal at snakke med?
»Ja, det var han. Han var absolut ikke dårligt begavet.«
Da Graffitipatruljen begyndte at fange malere med jævne mellemrum, blev Rene Q et kendt navn. Dødstrusler mod ham kunne læses på enhver station i København. I den periode gik han også bevæbnet i sin fritid.
Men blev du ikke også lidt beæret, når der var nogen, der lavede en hel togvogn imod dig?
»Ha, ha. Man tog selvfølgelig billeder af det og havde det hængende på sin opslagstavle.«
Jeg har hørt, at der blev ført en rekordstor sag imod ham …
»Den blev aldrig til noget. Han døde jo inden. Jeg har givet ham erstatningskrav på 300.000 kr. og et på over en million.«
Hvorfor stiller man den slags erstatningskrav? Der er jo ingen tvivl om, at han aldrig vil komme til alt kunne betale det?
»Nej, men han vil heller aldrig komme til at eje noget (tørt grin), hvis du forstår, hvad jeg mener. Han står med en bundløs gæld. Han vil ikke kunne noget.«
Ville han kunne sidde det af?
»Nej. Et er straffen, et andet er erstatningskrav. Erstatningskrav kan man ikke sidde af.«
20.1.2.21.
For de fleste forældre er tanken om, at deres barn skulle rammes af hobbyen graffiti lidt af et mareridt. Tabus forældre havde en sjælden afslappet holdning til det.
Om dette beretter Trick:
»Hans forældre var faktisk rimelig nede med graffiti. Syntes, det var flot, og at det var fedt, at han lavede sådan noget i stedet for at blive skinhead eller noget i den stil. Han kommer jo ude fra Sydhavnen, hvor der er rimelig mange kedelige typer.«
Cruels opfattelse af Tabus forældre er nogenlunde identisk;
»Jeg spurgte ham engang, hvad hans forældre sagde til de der erstatningskrav og det ene med det andet. Og der gav han udtryk for, at han nærmest var det hvide lam i den familie.«
AC er taget med ud for at besøge familien. Han fortæller, at han natten inden drømte om at se Tabus blackbook. Vi bliver venligt modtaget og får en kold øl hver. Geert er også på besøg, men går umiddelbart efter, vi er kommet. En stor fed, bugnende og slidt blackbook ligger på spise- bordet sammen med et par mindre fotoalbums med graffiti og familiebilleder.
AC og jeg går i gang med at bladre i den forjættede bog, som er den tredje og sidste, han havde. Den første bog blev konfiskeret af politiet, den anden blev stjålet og den her kommer aldrig ud af huset, lover Tabus far, Dan.
Dan er en venlig, busket mand med en fyldig, halvlang, halvkrøllet, mørkblond manke. Han taler sagte, hvilket gør det lidt svært at få hans side af historien med, idet hans kone Gitte er ret snakkesalig og en smule gennemtrængende. Hun vil gerne fortælle om sin søn, som hun tydeligvis nærer stor kærlighed til. Nu og da må hun dog afbryde sig selv for ikke at komme i dårligt humør. Til stede er også Tabus nevø Nec, der som barn blev passet hos bedsteforældrene og derfor legede meget med sin onkel. De har malet sammen, siden Nec var 10.
»Det var ikke sådan, at vi startede med den der film. Graf var noget, vi så rundt omkring, og så begyndte han også at lave det. Og jeg fulgte bare efter. I starten var det kun drengestreger. Så gik man rundt med ti Poscatusher i lommen. Hvilken farve skulle man vælge til sit tag. Nogle gange lavede vi også outline og fyldte ud med Poscatusher.«
Nec kommenterer, mens AC og jeg forsigtigt bladrer i blackbook’en.
»Han har mistet mange billeder af togpieces, fordi han ikke gjorde så meget for at få billeder af sine ting.«
Billeder er ellers alfa og omega for mange graffitimalere, fordi de jo er det eneste bevis på, hvor meget man har lavet, og hvordan det så ud. Tabus blackbook består af stive kartonsider plastret til med billeder, udklip, tags, små bemærkninger og hilsner fra andre skrivere, der har kigget i den. Nogle af hilsnerne er kommet til, efter han døde. På en af siderne er et DSB-stamkort, hvor indehaverens øjne er erstattet af hæfteklammer på pasfotoet. Nec forklarer, at det tilhørte en DSB-medarbejder, som fik sin taske stjålet. Et andet sted er der en masse stempelaftryk fra DSB-kiosken på Vesterport Station. NEC forklarer:
»Der var en periode, hvor han og nogle andre lavede knæk på den station hver weekend. Så kom de bare hjem med kasser af chips, hæ-hæ.«
Et sted i bogen står der en mystisk talkode. “20.1.2.21.” Nec forklarer, at det var et navn, han også brugte. Hvert tal står for et bogstav i alfabetet. Nummer 20 er lig med T. Nummer et betyder A, nummer to er B og 21 er U.
»Hver gang han blev taget, skiftede han navn. Så kom han til Tabu, og så gad han ikke skifte mere.«
Holdt i det hemmeligt for jeres forældre?
Gitte bryder ind: »Politiet kom jo rendende i tide og utide! Specielt ham Rene Quist. Ham ku’ jeg eddermanme ikke li’!«
Nec: »Vi blev taget hele tiden. Rene Q har ikke taget ham mere end to til tre gange. Man han var ellers rimelig god til det. Det var sådan noget med at holde vagt ude ved Klampenborg hele natten. Det var lissom med mordsager. De havde det hele på alle. Sammenlignede skrifttyper og alt muligt. Jeg kan huske, da jeg boede her, der havde han været til Public Enemy-koncert i KB Hallen. Der blev han taget oppe på stationen.«
»Ja. Det var synd!« tilføjer Gitte, inden Nec fortsætter:
»Der havde de været inde på toilettet før og tage billeder af de tomme vægge. Så gik han derind og så kunne de anholde ham, da han kom ud. Det var Rene Quist.«
»Han var jo snedig,« mumler AC. Gitte kigger på AC. »Synes du, Rene Quist var snedig?«
»Det var han jo,« svarer AC.
»Han var pissefræk! Han stjal alle min søns skitser.«
Gitte igen: »Jeg har aldrig fået dem retur. Jeg skulle have haft en kvittering. Men det fik jeg ikke, fordi jeg var så chokeret. Det er jeg ked af i dag! Jeg spekulerede jo ikke over, at min søn måske ikke levede et år efter.«
Selv om hun ikke helt vil indrømme det, fornemmer en man vis stolthed hos Gitte over hendes søns graffiti.
»Jeg syntes, graffiti var flot. Jeg synes bare, der skulle være nogle steder, hvor de unge kunne male. Men vi var meget oppe at diskutere, for vi havde jo politiet rendende. Og han blev sat i spjældet. Og det bryder jeg mig ikke om. Jeg synes ikke, det er kriminelt at tegne. Jeg synes, de overdrev det.«
Vi er hos familien Børgesen i mange timer og så godt som hele tiden sidder AC og bladrer i Tabus blackbook.
»Mit hjerte kører bare af at kigge i den her bog!«
Gitte undrer sig over 20-årige ACs fascination af én, der ikke har været på banen, mens han har interesseret sig for graffiti.
»Roel og Skol, det var nogle af de tags, jeg lagde mest mærke til. Før jeg begyndte at male endda! Han havde en meget unik stil. Den er jeg så fascineret af. Den måde han farvelagde tingene. Og så det at han malede så meget.«
»Er du klar over, at han var farveblind,« spørger Gitte, og Dan forklarer: »Det opdagede vi en gang, hvor der gik en dame forbi os med sin hund, og han så sagde “mor, se en sød lille grøn hund”. Og den var altså brun.«
»Jeg vil ikke sige, jeg var meget stolt af det, han lavede,« fortsætter Gitte.
»Men jeg sagde, at meget af det, han lavede, var flot. Lars vidste godt, jeg holdt øje med ham. Men jeg var ikke klar over, at han var sådan en helt, som jeg kan mærke på dig.«
Hvordan var hans barndom?
»Der var ikke noget at bemærke. Han var almindelig fræk og møgbeskidt,« siger Dan.
Gitte protesterer: »Han var anderledes! Han tegnede hele tiden og lånte bøger på biblioteket om forskellige skrifttyper. Han gik til tegning på aftenskole. Han var et meget specielt menneske. Altid glad og grinende.«
Dan tager ordet.
»Det, der slog hovedet på sømmet, det var de rødder, han flyttede sammen med ude i Sydhavnen. Så kom de over i Scandiagade, hvor de begyndte at ryge det der ecstasy. Det rigtige chok skete inden for en uge. De havde blandet hash og ecstasy sammen, og det skulle Lars så prøve. Men han kunne bare ikke tåle det, fordi han havde nogle problemer i forvejen. Så gik han ind i sig selv og lukkede sig. Og så fik vi ham indlagt. På hospitalet opførte han sig fantastisk pænt og ordentligt.«
Gitte igen: »Da han var på hospitalet, måtte jeg op og veksle til dollars og sende dem til undergrundsblade i USA, som han ville ha’. Når han fik udgang, gik vi ud og malede. Og vi skulle kravle over plankeværk og alt muligt.«
»På hospitalet sagde han, at SME havde stukket ham,« beretter NEC.
»Han havde siddet i en celle, og så kom SME ind og sagde “det er ham der”. Jeg ved ikke, om det var det, som var vendepunktet for ham. Hvad man har i sin blackbook kan ikke bruges som bevis. Man skal tages på fersk gerning. Men hvis der er et vidne, ser det nok anderledes ud.«
»Han følte sig jo forfulgt til sidst. Nogen var misundelig. Jeg har tænkt på, at den retssag måske gjorde det. De havde jo samlet alt, hvad de havde på ham,« fortæller Gitte. Hun har ikke lyst til at tale om begravelsen, mens Dan og Nec ikke har noget imod det.
»Vi var i kapellet på Vestre Kirkegård. Vi fik den store sal. Men der var ikke plads nok. Der stod også mange udenfor. Så gik vi ind til Body Count Cop Killer. Midtergangen i kapellet flød med dåser og tusser. Bagefter gik vi på druk på en kro. 150 mennesker. Hvor meget kostede det egentlig mormor?« spørger Nec.
»Vi kom af med mange tusind kroner.«
Nec fortsætter: »Efter det gik vi gennem Strøget og smadrede hele lortet. Og dagen efter gik vi ud og lavede en wholecar til ham. Og blev taget.«
»Da han i sin tid blev konfirmeret, blev det borgerligt, for han troede ikke på præster,« beretter Gitte … “Derfor var der ingen præst til hans begravelse. Det, der ærgrer mig mest, er, at ham, der fotograferede det hele, hans apparat blev stjålet! Så der findes ingen billeder fra begravelsen.«
»Gravstenen fik vi lavet helt specielt,« siger Dan.
»Navnet står med hans egen skrift. Han gik jo meget op i skrift. Og billedhuggeren fik en af Tabus tegninger at lave den der nede i hjørnet efter.«
Hvor meget betød graffiti for ham?
»Det var det hele,« afrunder Nec. »Han har sagt til mig, at han ikke kunne li’ dag. Han sov om dagen og gik ud om natten. Han ville være over det hele. Det var hans liv. Det hele handlede bare om at skaffe penge til dåser.«
Tabu blev indlagt på Kommunehospitalet med diagnosen skizofreni. Herefter havde han kun sjældent udgang og kun i følge med familie. Og han var ikke længere den grinende fyr, alle husker ham som. Det er nærliggende at forestille sig, at udsigten til ikke at kunne komme til at praktisere sin eneste og altoverskyggende interesse i rum tid simpelt hen var uoverkommelig for den i forvejen svært plagede unge mand. Men hvem ved?
Berømmelse er noget, mange søger, men få for alvor oplever. Hvis berømmelse er at få folk til at vende sig på gaden, når man går forbi, var Tabu ikke en af de heldige. Men han oplevede den berømmelse, som får ligesindede i resten af verden til at nikke anerkendende. Han fik markeret sig så eftertrykkeligt at vi her syv år efter 5 stadigvæk taler om ham. Han er langt fra udødeliggjort. Men han har fået sit navn op.
Artikel fra ATLAS 2011. er et uafhængigt journalistisk samtidsmagasin. Af: Rasmus Poulsen.
Denne artikel er et uddrag fra antologien Dansk Gadekunst, men har også tidligere været trykt i magasinet Virus, 5, maj 2000, p. 97-110.
Alle fotos er fundet online, hvor de fleste var i ringe kvalitet og lav opløsning, hvor en del af dem er optimeret.