En graffitijægers forsvarstale
Det er pokkers svært at være ung og street, når man har fået titlen 'graffitijæger' i andelsboligforeningen.
Graffitijæger. Det gjorde sgu lidt ondt, da jeg så det, og jeg måtte lige læse papiret igen, men den var god nok. Uden at vide noget om det var jeg blevet udnævnt til andelsboligforeningens ‘graffitijæger’. Vi havde kort forinden købt andelen – intetanende om at denne titel fulgte med.
“Alt andet,” sagde jeg dengang – for godt et år siden – til min kæreste og kikkede på listen, for at se, hvad de andre lejligheders særlige opgaver bestod i.
“Gør mig til vaskepulverindkøber, blomstervander, havemøbelmaler, brandalarmsbatteriudskifter, bagtrappevasker. Alt. Bare ikke graffitijæger.”
Noget i den stil sagde jeg. For det gjorde som sagt lidt ondt. Det handler ikke om arbejdsskyhed. Selve jobbet – selvom det til tider kan være hårdt – er på sin vis fint (tekniske detaljer og et par gode tricks til andre graffitijægere vil følge senere).
Nej, det handler om noget så forfængeligt som stil. Man vil jo for pokker gerne være ung, tolerant, afslappet og alt det der. Og så er det altså lidt noget rod, at man pludselig er graffitijæger. Og hvad nu hvis man møder nogen, man kender, når man står der og jager graffiti?
Desuden har jeg ofte nydt graffiti og gadekunst. Jeg har aldrig selv malet graffiti (det vildeste jeg har prøvet er at skrive slemme ting på mit penalhus tilbage i 7. klasse), men jeg har altid haft en forkærlighed for de personer, som har noget at byde på, og som deler det med os andre i det offentlige rum. Jeg har altid været på graffitimalernes side, aldrig betragtet det som hærværk og ofte grint eller undret mig (og hvad man nu ellers kan få ud af gadekunst). Pludselig var jeg på den anden side. Jeg var graffitijæger.
2100 Boys
Andelsboligforeningen ligger på indre Nørrebro, og hvis nogen skulle være i tvivl, så findes der en del graffitimalere på de kanter. Vi havde ikke boet der i meget mere end 14 dage, før jeg første gang måtte gå den tunge vej ned i kælderen og finde sandpapir og malerbøtter frem.
Jeg husker tydeligt min debut. Det viste sig at være en gruppe ved navn 2100Boys, der havde været på spil. Da jeg var færdig med at grine, dannede jeg mig et overblik, og hold da op noget rod, de havde fået lavet i nattens mørke. Der stod 2100Boys med store sorte bogstaver og så havde de ellers bare tegnet kruseduller jævnt fordelt over facaden – de vil måske selv kalde det for ‘tags’, men det var under alle omstændigheder noget rod.
“2100Boys må sgu komme op med noget med noget bedre eller skride hjem til Østerbro og tegne kruseduller,” mumlede jeg. Og sådan mumler kun en ægte graffitijæger.
Siden har min kæreste og jeg fjernet graffiti fra facaden mindst 10 gange. Et godt trick er at være hurtig på aftrækkeren, for ellers udvikler det sig eksponentielt. Den ene graffitimaler ser, at en kollegas ‘værk’ ikke er blevet fjernet og straks slår han til i håbet om, at opgangens graffitijæger er bortrejst, syg eller lider af sløvsind. Derfor skal man være hurtig. Når det kommer til teknik, har jeg ofte set kolleger jage graffiti med kemikalier, højtryksrensere og hvad ved jeg. Jeg sværger imidlertid til den simple model – overmaling. Her er det et godt trick at være grundig med sandpapiret.
Det fandt jeg ud af en dag, hvor Urban Crew havde været på spil. Urban Crew er nogle luskebukse. De har både sorte og hvide tuscher med. De sorte bruges på muren, mens de hvide bruges på hoveddørenes træ. Nå, men jeg havde sjusket lidt i slibeprocessen og bare malet over med henholdsvis træ- og vægmaling (hørte i øvrigt rapmusik i min iPod imens for at kompensere for gerningen. Det virker, selvom forbipasserende jo ikke kan se, hvad man hører.)
Bedst som den efterhånden rutinerede graffitijæger troede, at han var færdig, kom ordene ‘Urban Crew’ atter frem under malingen. Det var nødvendigt at male to gange.
I mit territorium
Det kan lyde som om, at jeg er ved at have affundet mig ganske godt med jobbet. At der ikke går længe, før jeg skriver vrede læserbreve om de unge lømlers hærværk og vi lydige graffitijægeres seje kamp for ren- og pænhed på byens gamle facader. Det kommer aldrig til at ske. Men jeg vil gerne forsvare mit graffitijægerjob, som det har været det seneste år. For Nørrebro er mildest talt ikke gået glip af de helt store kunstværker. Det har ikke været andet end kruseduller og rod, jeg har fjernet. Faktisk er der endnu ikke nogen, der har præsteret at lave noget, der var pænere end det, jeg selv fik kradset ned på penalhuset dengang i 7. Og så længe niveauet er så lavt, har jeg ikke noget problem med at fjerne graffiti. Havde det så bare været noget sjovt rod.
“Jeg pisser hvor jeg vil, din gamle nar,” stod der eksempelvis for nylig i en port på Christianshavn (måske står det der stadig – graffitijægerne har det med at være sløve på de kanter.) Det er ikke fordi, vi kan lide portpissere, men vi kan godt lide at grine, og havde det været i mit territorium, havde jeg nok ladet den hænge en uges tid.
Men når den dag kommer, hvor en rigtig kunstner har malet et egentligt værk på facaden – eller hængt noget fed plakatkunst op. Så ved jeg oprigtigt talt ikke, hvad jeg skal stille op.
Artikel fra Information 2008. Af Kristian Villesen. Foto: Michael Bothager