Jeg skal ikke redde verden

Daniel Berthou fjerner graffiti, selv om det bliver ved med at komme igen.

For mig er det bare et arbejde. Hvis jeg tog det personligt, ville jeg gå amok, siger han.

Jeg lægger hele tiden mærke til graffiti. Også når jeg ikke er på arbejde, og når jeg er ude at rejse. Så tænker jeg; den dér bygning, hvis den lige blev spulet ned og fik noget facaderens … eller: Hvorfor er der ingen, der fjerner graffitien her? Det er sådan nogle ting, der kører i hovedet. Og når man er på tur med firmaet, dér hører man sådan hele bussen: Nej, prøv lige at se den der facade! hvor ville det være godt at lige give den noget Faceal altså sådan noget nanoteknologi, som hjælper til at vedligeholde facaden og gør den lettere at gøre ren bagefter. Det er så indgroet i én, man kan slet ikke lade være med at tænke sådan.

Jeg er 33 år og har arbejdet som afrenser hos All Remove i mere end tre år. Inden jeg begyndte her, har jeg lavet alle mulige ting. Jeg har arbejdet med telefonsalg, repareret kontormaskiner, haft rengøringsfirma og pudset vinduer. Men så snakkede jeg med en ven, som arbejder herude som sælger, og tænkte, at det kunne da være sjovt at prøve at være afrenser. Alle er jo i princippet ufaglærte her, men det kræver noget optræning at lære, hvordan man behandler de forskellige facader, så man ikke ødelægger dem. Jeg har nogle abonnementskunder, hvor jeg kører rundt hver mandag og tjekker, om der er kommet graffiti. Hvis der er det, så fjerner jeg det og behandler med noget anti-graffiti. Det er en præventiv sukkeropløsning, som vi sprøjter på facaden. Så kan vi næste gang rense graffitien af med varmt vand.


Sisyfos

I starten syntes jeg, det var meget frustrerende, at man lige havde fjernet noget graffiti, og så var det kommet igen med det samme. Men på en eller anden måde så vænner man sig til det i hovedet. I stedet for at man sidder der og krydser fingre for, at der ikke er noget graffiti, så har jeg nu fået den indstilling, at der er jo alligevel graffiti. Det kan man lige så godt forvente. Men jeg synes ikke, det er nytteløst at fjerne det af den grund. Det er jo stadig et arbejde. Det er jo for at tjene penge til min familie. Det er ikke, fordi jeg skal redde verden eller gøre den fri for graffiti. Det kommer den jo ikke til at blive, vel.

Man må træde et skridt tilbage og sige; jeg ved, at der kommer graffiti igen i næste uge, og det er der ikke noget at gøre ved. Så fjerner jeg det nu, og så har jeg gjort det, jeg kan. Hvis man tog det personligt, ville man gå amok, jo. Der er nogle uger, hvor jeg er kommet nede ved Nørrebrohallen, og så har der været en streg fra den ene ende til den anden. Den har været 70 meter lang, og så har man stået dér og tænkt; nå, den er til mig. Det er så hele vejen hen, jeg skal fjerne. Så kan det godt være, man lige sukker. Men hvis man så tænker; jamen, det er bare sådan, det er, så går det lidt lettere.


Her har jeg været

Dem, der bare går og skriver tre bogstaver, som jeg ikke ved, hvad betyder, det er bare lige meget. Det er ligesom at smadre en rude. Men dem, der kan finde ud af at male de der flotte store tegninger, det kan være ufattelig fedt. Det er utroligt, at de kan male sådan noget med en spraydåse. Det er jo nærmest kunst. Jeg har da skullet fjerne noget, som jeg syntes var pænt, men det er der jo ikke noget at gøre ved, rigtigt.

Når folk maler de der bogstaver og maler på tog, så er det vel på en eller anden måde for at sige; her har jeg været. Det vil jeg gætte på. At folk skal se det, de har lavet. Jeg registrerer ikke, hvad der står, jeg fjerner det bare. Måske hvis der lige står noget politisk, så tænker jeg; nå, det er så et halvt år, eller et helt år siden, jeg sidst fjernede noget, hvor der stod noget politisk.

Her har jeg renset

Hvis man arbejder på Nørrebrogade, så oplever man ofte, at der er nogen, der har spyttet på éns bil, eller der er nogen, der råber: »Få et ordentligt arbejde!« eller sådan nogle ting. Om morgenen, når folk kommer fulde hjem fra byen, kan de være direkte truende. Jeg har prøvet at stå inde i Stefansgade klokken fem om morgenen, hvor det var mørkt, og der var en sten, der ramte min bil lige ved siden af mig. Det var det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. For det var mørkt. Og jeg blev gal. Så jeg vendte mig om og lyste med min lommelygte, men der var ikke nogen at se. De kunne jo bare være kommet hen og snakke. Jeg er jo et almindeligt menneske.

Efter det med stenen kiggede jeg mig i lang tid rigtig meget over skulderen. Og nu har jeg det princip, at hvis jeg skal arbejde tidligt torsdag og fredag, når folk er på vej hjem fra byen, så skal jeg have en anden med.

Jeg kender også nogen, som maler graffiti. Jeg kender en fra barn af, en skolekammerat, som har malet meget og er rigtig dygtig til det. Men det er ikke noget, vi diskuterer, for det er ikke noget personligt for mig. For mig er det et arbejde. Selvfølgelig har jeg det sådan personligt, at det skal se pænt ud, når jeg afslutter en opgave. Der er ikke noget værre, end hvis man skal fjerne noget graffiti, og det bare ikke vil gå væk. Hvis man kæmper med det i flere timer, og der bare bliver ved med at være en eller anden skygge tilbage. Omvendt er det sjovt, når man så har været med til nogle store opgaver, at kunne kigge på det bagefter og tænke; det ser da meget flot ud, og være glad for det, man har lavet, selv om man bare ved, hvor kort tid der går, inden det bliver overmalet igen. På den måde føler jeg et stort ansvar for mit arbejde. Det betyder meget for mig, at jeg gør det ordentligt. Men det er ikke noget, jeg skal redde verden med.

Af Tone Andreasen. Artikel bragt i Information 2010.