Københavns borgmester aflyser graffitifestival
Søren Pind aflyser graffitifestivalen Meeting of Styles
Graffiti sat til vægs
Den lovlige graffitis fremtid er usikker, mener arrangøren af aflyst graffitifestival
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Arrangøren af graffitifestivalen Meeting of Styles, der skulle have været afholdt i weekenden, tror, at de lovlige graffitimalere kan få problemer fremover, på grund af den aflyste festival. Aflysningen kom efter pres fra Københavns teknikborgmester Søren Pind.
Lars Pedersen, som havde arrangeret festivalen mener, at manglen på vægge, hvor der må males graffiti lovligt, kriminaliserer mange graffitimalere.
»Hvis der f.eks. heller ikke var fodboldbaner nok, ville folk jo bare spille fodbold på vejen eller inde i gården, og smadre en rude eller sådan noget,« siger han. Han er træt af, at man altid blander hærværksgraffiti sammen med den kunstneriske del af miljøet.
»Søren Pind er jo intelligent, og derfor forstår jeg ikke, at han og andre ikke kan se forskel på tags (navnesignatur malet med spraydåse, red.) og et stort maleri.«
Lars Pedersen medgiver dog, at nogle graffitikunstnere starter med at lave ulovligt graffiti, og fortæller, at han selv har lavet ulovligheder, men at det er over 10 år siden.
»Der er da nogle, for hvem graffiti skal være ulovligt og provokerende. Det er da oplagt, at vi har et stort imageproblem i graffitimiljøet, men netop derfor forstår jeg ikke, at man forhindrer en festival, der skulle vise den gode side af graffitien,« siger Lars Pedersen, der ikke ser det som graffitimiljøets opgave, at sortere inden for egne rækker. Hvorfor køber I ikke bare jeres egne lærreder og laver jeres kunstværker på dem? »Jeg kan ikke forstå, at vi ikke må male på byens vægge. Der er jo mange andre kunstneriske udsmykninger i byen, så hvorfor er der ikke plads til vores?« spørger Lars Pedersen.
Nultolerancen virker
I stedet for festivalen arrangerede Lars Pedersen et debatmøde om graffitiens vilkår. Det satte igen fokus på striden om der er forskel på lovlig og ulovligt graffiti. Eller rettere: Om det er de samme mennesker der udfører både det lovlige og ulovlige graffiti. Hos Københavns kommune tror man ikke meget på ideen om, at der findes både lovlige og ulovlige graffitimalere. »Det kan da godt være, at de lovlige graffitimalere findes jeg har bare aldrig mødt dem,« siger Jacob Winther, informationschef i Bygge- og teknikforvaltningen.
Københavns kommune har i lighed med flere andre danske kommuner og skandinaviske hovedstæder længe haft en nultolerance politik, som skal forhindre hærværksgraffiti på byens huse og tog. Strategien omfatter også en database hvor den ulovlige graffiti i samarbejde med DSB og politiet registreres, så det er nemmere at retsforfølge en graffitimaler også for tidligere hærværkstilfælde. Jacob Winther forklarer, at siden stop-graffiti kampagnen startede, er antallet af anmeldelser af hærværksgraffiti faldet drastisk.
»Jeg tror graffitimiljøet har et problem med at adskille de lovlige aktiviteter fra de ulovlige. Ud af de 100 graffitimalere, der var inviteret til festivalen for at optræde, har langt hovedparten lavet ulovlig graffiti tidligere. Det ved vi fra databasen.«
Til det svarer Lars Pedersen:
»Det kan da godt være, at nogle af dem tidligere har lavet noget ulovlig graffiti, men det skal vel ikke forhindre os i at invitere dem herud og lave noget lovligt, på vægge vi har tilladelse til at male på.« Jacob Winther tror dog ikke meget på, at vægge hvor det er lovligt at lave graffiti forhindrer hærværksgraffiti andre steder. »Vi havde i nogle år sådan et par vægge i Fælledparken og på Israels plads, men ret hurtigt viste det sig, at mængden af tags i områderne omkring væggene steg voldsomt, og derfor lukkede vi stederne igen,« siger Jacob Winther, der mener, at det er en integreret del af graffitimiljøet at lave tags.
Kunst eller hærværk?
Graffiti-festivalen Meeting of Styles i København og Malmø møder skarp modstand fra myndighederne. Det er ikke nyt for graffiti-kulturen, der har levet et næsten 40-årigt konfliktfyldt liv
Alle har prøvet det på et eller andet tidspunkt: med en lommekniv at skrive sit eller kærestens navn på en træstamme eller på lokumsdøren i skolegården. Til hver en tid har mennesket haft behov for at kommunikere eller sætte sig spor, om det så er i gæstebogen efter en konfirmation eller et plantet flag på månen.
I vor tid er en af afarterne af dette behov graffiti, et fænomen, der har skabt megen kontrovers mellem udøvere og myndigheder, fordi det udføres overvejende ulovligt på privat og offentlig ejendom. Er overmalingen af S-tog, jernbanebroer og industrigavle ud til landets jernbaneterræner udtryk for en dynamisk ungdomskultur eller slet og ret hærværk af en flok ungdomskriminelle, der blot keder sig i deres indholdsløse forstadsliv?
Meningerne er mange og skarpe, men før det ender i for mange fordomme, tager vi et historisk tilbageblik. Graffiti stammer fra det græske graphein og betyder at skrive eller tegne. Som stort set alt andet af efterkrigstidens ungdomskulturer har det sin oprindelse i Amerika, hvor det tog form i slutningen af 60’erne i New York. Men før det sås graffiti i Philadelphia, hvor folk begyndte at lave bombings, dvs. de skrev deres signatur overalt i byen.
Da fænomenet kom til New York var det kendetegnende, at the writers (graffiti-malerne) signerede sig med øgenavn samt en henvisning til den gade, de boede i. I 1971 fik offentligheden kendskab til graffiti-udøverne, da New York Times skrev om en fyr fra 183. Gade i The Bronx, som skrev sit tag (navn) Taki 183. Det specielle ved ham var, at han brugte togvogne og kupeer i byens subway som lærred. Taki 183 var ikke New Yorks første graffiti-maler, men den første til at blive synlig uden for subkulturen, fordi han overførte stilen til byens offentlige transportsystem.
DSB kan dermed takke Taki 183 for dette påfund!
Hurtigt blev det vigtigt for graffiti-malerne at sætte så mange tags eller pieces (malerier) som muligt på togene, og endnu mere attraktivt var det, hvis man kunne male en hel vogn, for eksempel under vinduet, en såkaldt window down whole car, eller slet og ret en whole car, dvs. en overmalet vogn fra top til bund.
Graffiti-malerne var en del af den spirende hip hop-kultur, som blomstrede i New Yorks slum, og som også bød på breakdance, rap/mc og dj’s. Og da New Yorks bystyre sloges med alvorlige økonomiske problemer, var der ikke midler til at sætte en stopper for bemalingen af togene, hvorfor 70´erne står som graffiti-kulturens gyldne periode. Det ændrede sig op igennem 80’erne, da New York valgte at sætte mange ressourcer ind på at rense togene, spærre jernbanearealerne af og fordrive graffiti-malerne. Jo hurtigere en togvogn blev renset, jo mindre levetid havde en tag, hvilket frustrerede mange graffiti-udøvere og gjorde, at de mistede interessen og forlod branchen.
Samtidig begyndte de bedste at tjene penge på deres kunnen, idet New Yorks gallerier en overgang tog dem til sig, og mange virksomheder tillod folk at overmale deres gavle og mure. Men for de “rigtige”, dem der stadig arbejdede ulovligt i det skjulte, blev arbejdsvilkårene vanskeligere. De har til dels forladt jernbaneterrænet og koncentrerer sig nu om motorvejsbroer og skrå hustage, der kan ses af forbipasserende.
Graffiti udsprang fra New Yorks fattige kvarterer. Den blev udført af byens sorte og puertoricanske befolkning; det var en måde at blive set og respekteret på. Med graffitiens udbredelse tog alle racer, køn og samfundslag imidlertid udtrykket til sig, så kulturen ikke længere var en socialt betinget foreteelse.
Da interessen for graffiti tog til i 70¨erne druknede de forskellige tags på de overmalede togvogne, hvorfor de stilistisk blev forfinet for at kunne skille sig ud fra mængden. Nye kaligrafiske stilarter blev udviklet og tags blev dimmed (udsmykket) med farver og fik tilføjet opfindsom staffage.
Af materialer blev grove tuscher først benyttet, siden kom spraydåsen til, og da graffiti-malerne en overgang konkurrerede om at lave de største tegn og malerier, blev store malerkoste benyttet. Med tiden udviklede graffiti-kulturen også sit udtryk til at omfatte andet end signaturer. Figurer, ofte hentet fra tegneseriernes mytologiske universer, superhelte, Anders And-parodien Howard The Duck og den amerikanske undergrundstegner Vaughn Bodés figurer fra Cheech Wizard-serien, var nogle af yndlingsmotiverne, som man også har kunnet se på de københavnske S-tog.
Den danske graffiti-kultur opstod i midten af 80erne i det københavnske hip hop-miljø omkring Thomas P. Hejles Ungdomsklub ved Nørreport Station. Mange var stærkt billedorienterede, og de første malere fra 80´erne havde den periodes massive opbud af tegneserier som hovedlitteratur. Ligesom de amerikanske kolleger var tegneseriefigurer populære motiver, men malerne udviklede også egne udtryk. En overgang var et af mest benyttede the flying eyeball, et øjeæble med vinger på. En hardcore graffiti-maler stod op om morgenen og tilbragte hele dagen på det københavnske banenet med at udsmykke vogne og kupeer.
Graffiti-bander opstod og cruisede rundt i S-togene, ikke kun om natten, men også ved højlys dag. Man skjulte sig i buskadser, og når et S-tog holdt ved perronen, listede man hen og satte sit mærke på togvognen. For udenforstående kan en overmalet togvogn se ret kaotisk ud, men for en graffiti-ekspert er det let at skelne mellem de forskellige tags og pieces.
At S-tog, kupeer, perroner og broer bliver valgt som skueplads for graffiti-malere er ikke fordi de er grå og kedelige facader, der trænger til lidt kulør, men fordi de bliver set af et stort antal forbipasserende. For en graffiti-maler handler det om, at ens tag bliver set og lagt mærke til af så mange som muligt, men den har også funktion som en art stammekommunikation med de andre graffiti-udøvere, da man signalerer, hvor man har været.
De danske graffiti-malere er ikke nødvendigvis produkt af en dårlig opvækst i et socialt forstadsbyggeri. I stedet er det interessen for hip hop, dj´ing og tegning, der trækker dem mod graffitien. Men hvor megen hip hop er blevet en del af mainstream-musikken, er graffiti på grund af sin illegalitet stadig en del af miljøets subkultur. Det er en ungdomskultur, der lever i det skjulte og som selv med magt, høje bøder og lange fængselsstraffe ser ud til at være svær at bekæmpe.
Om at forbyde kunst
Søren Pind maler et skræmmebillede af graffiti-kunstnere
Aflysning
Mere end 1.000 unge lovlige grafittimalere fra Europa skulle i denne week-end havde deltaget i en kulturel graffiti-festival i København, arrangeret af Meeting of Styles (MOS), som de sidste fem år har afholdt lignende fredelige træf i Europa. Desværre har arrangørerne, i sidste øjeblik, måttet aflyse det hele: Benspænd og chikanerier fra Venstres borgmester Søren Pind, som er ansvarlig for bekæmpelse af hærværksgraffiti, blev for voldsomme. Søren Pind opforderede E2, som sælger strøm til Københavns Kommune, til at annullere aftalen om at stille grunden til rådighed for festivalen. Kommunens leverandør E2, fulgte uden tøven Pinds opfordring.
Søren Pind lukker imidlertid øjnene for den kendsgerning, at blandt festivalens deltagere er også professionelle kunstnere, hvis værker forhandles, udstilles og beskrives i bøger over hele verden, at der er flere gange prisbelønnede reklamefolk, tegneserieforfattere, tøjdesignere, folkekære tegnefilm-animatorer samt akademi-kunstnere. Formentlig kommer Pind ikke, når arrangørerne i dag afholder høring om lovlig kulturel graffiti som kunst eller et udtryk. Efter min mening er Pinds og Venstres linje ikke alene kulturelt snæversyn, men rent faktisk kultur-censur. Det må være rigtigt at stille spørgsmål til det rimelige i, at politiet, en arrogant borgmester og en selvudnævnt graffiti-ekspert fortsat skal bestemme Københavns kulturpolitik i relation til den lovlige, kunstneriske grafitti.
Heldigvis har et flertal i Københavns Borgerrepræsentation besluttet, at kulturel graffiti skal vurderes igen, således at lovlige graffitimalere igen kan få udfoldelsesmuligheder, men selvfølgelig under opsyn.
Ikke engang dansk narkopolitik er så restriktiv som Søren Pinds graffiti-kampagner. Det er uprofessionelt, at København bruger en selvudnævnt ´ekspert`, når vi i Sverige har en af Europas førende grafitti-forskere, ligesom det er uprofessionelt at vælge en nul-tolerance, der sætter kikkerten for det blinde øje.
Venstre spænder ben for lovlige graffitikunstneres demokratiske udfoldelsesmuligheder ved at føre hetz mod et helt miljø.
Søren Pind søger at skabe det billede, at alle unge, som beskæftiger sig med graffiti, er »styret af hærdede kriminelle«, og at »unge, der bliver lokket på graffiti-galejen, ofte ender i en kriminel løbebane«. Det er også bekymrende at Pind bliver ved med at påstå at vi andre elsker hærværksgraffiti på S-tog og bygninger.
Det modsatte er tilfældet. Det ved Søren Pind også godt, men skræmmebilledet passer ham bedst i debatten om graffiti.
Senere viste det sig at Søren Pind (V) havde slet ikke mandat til at aflyse den MOS graffitifestival, der skulle have været afholdt i juli. I følge Finn Rudaizky (S), var at borgmesterens opførsel magtmisbrug, hvad Pind afviste i sit svar til Rudaizky.
Af Steffen Fog – Paw Mathiasen – Finn Rudaizky – Information. Tegning – Roald Als