Med spraydåse fra Bagdad til Valby
2002
Med graffiti-maleren Sketch På guidet tur gennem hans private galleri: S-toglinje H fra Bagsværd til Valby
Graffiti
Det var i Bagsværd, 2880 Bagdad mellem venner, det hele startede for graffitimaleren Sketch og hans venner dengang først i 80’erne, hvor de akkurat som utallige andre grupper drenge i resten af Danmark så Henry Chalfants banebrydende film Style Wars i fjernsynet og gik i gang med at udøve deres egen version af hiphop-kulturen fra breakdance til graffiti.
Derfor er det også der, vi starter, den dag Sketch har indvilget i at give Informations udsendte en guidet tur gennem nogle af de ulovlige productions (store malerier, red.), han har været med til at lave på togstrækningen fra Bagsværd til byen, som han betragter som sit eget private galleri.
Med til fordi alle malerierne er fælles projekter, udført i grupper, hvor hvert medlems rolle er nøje planlagt før afgang i de nattetimer, hvor de fleste af de ulovlige malerier bliver til.
I Bagsværd er der lige præcis så gråt, som der skal være i en forstad. Mellem de to højhuse ved siden af stationen blæser en konstant ministorm, som altid var ved at smide drengene af cyklen, når de kørte op for at mødes på stationen.
Natten er grå
Om natten, hvor den bliver til, er al graffiti grå: »Selv om de fleste store productions har masser af farver, kan vi jo ikke se dem, når vi står og maler. Om natten er der kun gråtoner. Derfor skriver vi farverne på spraydåserne, før vi tager ud. Det er en del af forberedelserne, lige som det at pakke dem, så de ikke rasler, at tage lågene af og putte fat caps (dyser til brede streger, red.) i venstre lomme og skinny caps (til tynde streger, red.) i højre. Vi planlægger også præcis, hvem der skal lave hvad, ud fra den skitse, vi har lavet. Når vi først er ude, taler vi stort set ikke sammen. Der kører det hele på en Olsenbanden-agtig måde: Det er drengedrømmen om det perfekte kup.«
Da muren i Buddinge skulle laves, havde Sketch og hans makker Shame også forberedt alt og kørte afsted i en bil pakket med skitser og spraymaling. De nåede bare ikke ret langt, før de blev stoppet af politiet. Med maling på tøjet og plastichandsker og masser af spraydåser i bagagerummet måtte drengene smile pænt, forklare at de skulle ud og male lejlighed og holde vejret, mens en ekstra patruljebil blev tilkaldt for at tage en alkoholtest. Først da den var bestået, kunne de komme videre i arbejdet.
»Sådan en som Buddingemuren er den ultimative mur, fordi den vender helt ud til sporene, og der slet ikke er nogen buske. Men det betyder også, at man ikke har ret meget arbejdsro.«
I dag har Sketch og vennerne altid en vagt med, når de er ude og male. Den mest tilbagevendende afbrydelse er ikke politiet og vagter, men DSB’s gule arbejdstog, som udfører sporarbejde i nattetimerne. »De er jo ikke ude efter os, de vil bare passe deres arbejde,« siger Sketch. »Så som regel gemmer man sig bare i buskene, til de er færdige. Men præcis, fordi Buddingemuren ligger så godt og åbent, har den virkelig været svær at få gjort færdig, så det var lidt af en sejr, da vi endelig fik den på plads i 2000.«
Vores verden
»I gamle dage blev buskene langs med sporene også brugt til at ligge og vente på forbikørende tog, vi kunne løbe op og tagge på. Vi gjorde det kun efter mørkets frembrud. Alligevel kom der somme tider de der underlige øjeblikke, hvor ham manden der sad inde på sædet kiggede ud og mødte ens blik på den anden side af vinduet. Ellers var det vores verden derude langs sporene, det er det stadig. Der kommer næsten aldrig andre end os.«
Vi kører forbi et stort og falmet maleri, som Sketch og Ice lavede sammen med maleren Mode 2, som var på besøg fra London. Ice var den første danske graffitimaler, der blev sigtet med et erstatningskrav på én million kroner, og siden den tid har DSB renset mangt et graffitimaleri af murene, hvor der også til tider kan være kamp om pladsen blandt malerne. Men her ved Kildebakken står Sketch, Ice og Mode 2’s maleri komplet fra 89, kun påvirket af solens stråler og tidens tand.
»For mig er det en uskreven regel, at man ikke går andre over (maler på andres ting, red.) medmindre man laver noget, der er større og flottere. Det er forresten også en uskreven regel, at jeg ikke går ud og maler på Nationalmuseet. Graffiti handler for mig om kreativitet, og den respekterer også andres kreativitet. Jeg maler på grimme grå mure, ikke på andre folks værker. Men derfor kan man sagtens gå over en hel S-togsvogn med vinduer, døre og det hele,« er-klærer Sketch med glimt i øjet.
»Vi ødelægger den jo ikke vi skaber bare noget nyt, som kan køre med ud i byen.« Er den gennemsnitlige graffitimaler heldig, holder hans S-tog en uges tid, før maleriet bliver spulet af. Til tider holder det ikke mere end en dag. Det er DSBs overslag over omkostningerne ved rensningen, som malerne skal erstatte, når de bliver grebet på fersk gerning. Et overslag, som for et enkelt piece’s vedkommende gerne løber op over 100.000 kroner.
Bedst i solen
Ved Emdrup Station venter en stor Asterix-mur fra 2001. »Selv om jeg og dem, jeg maler med, er inspireret af den klassiske New York-stil, som handler meget om energi, enkelthed og spontanitet, er det også vigtigt for os at arbejde med et nyt udtryk hver gang. Her har vi brugt Asterix-stilen helt ned i bogstaverne,« forklarer Sketch, før turen går til Valby og to af de største og nyeste malerier, han har været med til.
Et af dem en nøgen pige til ære for de søvnige funktionærer i S-toget er så tæt på sporene, at malerne måtte løbe for livet og kaste sig ned i buskene, når IC3-togene kom buldrende. Og på den gamle, nedlagte Bing & Grøndahl-fabrik glimter et kæmpe, farvestrålende maleri fra i år. Mens holdet malede det, kunne de høre DSB-arbejderne gå og reparere lige på den anden side af muren. Men de blev ikke opdaget.
»Det sjove ved graffitikulturen er, at selv om det hele er meget kompetitivt, er vi ikke bange for at rose de andres ting. Folk får det at vide, når de har lavet noget godt. Det er nok, fordi der alligevel ikke er nogen af os, der skal ud og tjene penge på det vi tager ikke hinandens markedsandele. I det hele taget er alt det sociale en kæmpe side af det.
Men det bedste er alligevel at gå hjem og sove efter sådan en nat ude ved muren og så komme tilbage til sit piece dagen efter, når solen er stået op.
Når man står der og ser de farver, man ikke kunne se, mens man malede, burne i solen ikke for din skyld, ikke for DSB’s eller politiets skyld, men ene og alene, fordi det er det, man selv brænder for så bliver det ikke meget bedre.«
Af Lotte Folke Kaarsholm. Artikel fra Information 2002.