Little Mermaid
Marabu Buntlack & en tørstig mur
The Trific Two – Little Mermaid 1985
"Som alle andre graffitimalere var vi vilde med den amerikanske tegneserietegner Vaughn Bodés funky øgler, og ikke mindst hans sexede, storbarmede damer."
Little Mermaid blev i sommeren 1985 graffiti-duoen Trific 2’s gennembrud, sandsynligvis på grund af en kombination af piecets størrelse (det var 12 meter langt og tre meter højt), dets kraftige farver, og så selvfølgelig selve motivet: en ganske fri fortolkning af H. C. Andersens havfrue i form af en nøgen kvinde, der sidder på en sten, mens vandet slikker op mellem hendes ben.
Det er endnu i dag et af Danmarks mest kendte pieces, hvilket blandt andet skyldes dets prominente placering på midteropslaget i bogen Dansk Wild Style Graffiti (udgivet i 1986) og dets inklusion i en række andre udgivelser, herunder den amerikanske mammuth-udgivelse “Spray Can Art,” en af de mest solgte bøger om graffiti internationalt.
I 2019 blev piecet genskabt i form af et kæmpefoto i dimensionen 9 x 2 meter – noget nær dets naturlige størrelse – rekonstrueret ved hjælp af moderne højteknologi fra en voldsomt falmet 34 år gammelt negativ, og fremvist på fotoudstillingen “Graffiti – København 1984-2019” i Øksnehallen på Vesterbro i København.
Fra udstillingsteksten i Øksnehallen – med skabernes egne ord:
Som alle andre graffitimalere var vi vilde med den amerikanske tegneserietegner Vaughn Bodés funky øgler, og ikke mindst hans sexede, storbarmede damer. Sidstnævnte var der dog ingen (hverken i Danmark eller i bogen om New York-graffiti, Subway Art, der var vores eneste reference til amerikansk graffiti), som have haft synderlig succes med at få til at burne i graff-sammenhæng. Så det var netop det, projektet med Little Mermaid gik ud på.
Shame lukkede sin Pondus-konto i Den Danske Bank for at få de sidste 100 kroner i ikke-tilskrevne renter udbetalt for at købe maling til Little Mermaid. Det forslog dog som en skrædder i helvede, da der gik 40 dåser á 40 kroner til piecet, hovedsagligt af mærket Quick, som var det vi kendte bedst. At der, trods en meget tørstig mur, alligevel kom usædvanligt godt smæk på farverne, skyldtes ubetinget nogle helt utroligt lækre (og dyre) dåser af mærket Marabu Buntlack (i pink, grøn og kobolt-blå), som vi ved et tilfælde have opdaget inde i Tegnecentret på Store Kongensgade (hvor Goon gerne forlod butikken med lommerne fulde af dyre tuscher til at tagge med, mens Shame pligtskyldigt havde betalt for en enkelt Penol 1000).
Den første halvdel af Little Mermaid blev malet en lørdag nat – det vil sige optegning og udfyldning. På grund af piecets størrelse nåede vi ikke mere, inden S-togene begyndte at køre ved seks-tiden. Da det var højsommer og nætterne derfor lyse, følte vi os pænt til grin, som vi lå der og forsøgte at gemme os bag en forkølet lille busk, mens det ene morgentog efter det andet kørte forbi med sine søvndrukne passagerer. Vi måtte opgive og luske hjem med uforrettet sag.
Fordi vi stadig gik i skole (vi droppede begge først ud af gymnasiet året efter), havde vi ikke mulighed for at færdiggøre arbejdet før weekenden efter. Det var en lang og højst pinefuld uge for os. Vi var overbeviste om, at alle de andre skrivere have lagt mærke til det kiksede, ufærdige piece uden hverken outlines, skinnere eller 3D-effekter og med en lettere upræcis optegning af karakteren, fordi vi måtte stå på nogle stumper af jernbanesveller, som lå og flød på rangerområdet, for at nå toppen af det tre meter høje piece (vores bekymring viste sig dog ubegrundet – vi har her 34 år efter endnu ikke mødt nogen, som dengang bemærkede det ufærdige piece).
Fredag nat var det så på med vanten igen. Og denne gang gjorde vi os, belært af erfaringen, den ulejlighed at stjæle en stige fra en nærliggende have, så Shame havde ordentlige arbejdsforhold til at male figuren, hvilket var hans opgave. Goon, der havde mere erfaring med kvinder, og en sund sans for detaljen, bidrog til figuren ved at tilføje ekstra fylde til hendes sorte dusk.
For god ordens skyld skal det bemærkes, at vi efterfølgende afleverede stigen tilbage. Vi var jo ikke kriminelle.
– The Trific Two, juni 2019
