Rasmus og Mikkels beretning om disse hændelser førte til, at vi foreslog, de opgav malerarbejdet, og at vi i stedet gik ud og fotograferede andres værker med henblik på at udgive en bog om graffiti. Vores forudsætning for dette var debat- og lærebogen: ”Storebæltsforbindelsen – et trafikgeografisk eksempel på planlægning” og ”Gymnasie HF Studieteknik til selvstudium og klassediskussioner”. To udgivelser, der havde givet et pænt økonomisk overskud til vort eget forlag: Libero.
Vi fotograferede en del pieces på mure, især langs jernbaneterrænet, hvor Peters tidligere ansættelse som portørvikar i DSB havde givet god erfaring i at færdes i dagslys. Fotos af pieces på danske tog, så vi første gang udstillet i Østerbros Medborgerhus. På udstillingen kom vi i snak med Tina og Søren. De var helt vilde ved tanken ”om at komme i bog”. De mente, vi skulle møde de forskellige crews og få fotos fra dem. På grund af den indbyrdes konkurrence, mente de ikke, de kunne være i stue sammen.
Så det blev til en række møder med kernen i det københavnske graffitimiljø: Whap Gang, Freez og Dimmer, Bieboy, Sketch og Zenith, Goon og Shame og Dark Roses, samt flere med fotos af deres egne og andres pieces, som besøgte os på skift. Helle sørgede for menuen, der var fast ved alle møder: culottesteg med rødvin til og is. En menu, der blev rost meget!
Kernen i det københavnske graffitimiljø viste sig at bestå af 13- til 18-årige drenge plus 1 pige. Fælles for dem var glæden ved tegning, trangen til spænding og lysten til at komme frem og blive kendt i miljøet. Kammeratskabet og friheden til at være ude om aftenen og natten var en forudsætning for at tage del i dette storbyindianerliv. Det blev til mange utroligt hyggelige møder med vores home-boys og beretninger om feltarbejdet, hvor der var kommet nye pieces, hvilke der var gode og hvilke der var skuflet, hvordan man havde undgået at blive tagget og konsekvenserne af dette.
Så var det bare at sidde og udvælge billeder til bogen af de store stakke, som foto-skriverne havde med. Vort eget hjem gik fri af graffiti – bortset fra Bieboy, der taggede vores firkantede gamle skraldespand.
Kyle mente, Whap Gang skulle have kredit for det første piece i Danmark. Piecet ”Whap” på mur ved Unicef Plads i København. Det blev malt den 29. september 1984. Hans beskrivelse af tilblivelsen i Dansk Wild Style Graffiti er en meget fin beretning om, hvordan miljøet i København opstod.
Mødestedet for graffiti skriverne var Thomas P. Hejles Ungdomshus, hvor der også var breakdance og scratch music. Et kogende ungdomsmiljø af flere hundrede drenge, der på skift vil Dance Battle. Da vi besøgte stedet, så vi også 3 poptøser, som pigerne lidt nedsættende blev kaldt. I bygningens mange etager var der rum, hvor skriverne kunne sidde med deres skitsebøger og planlægge arbejdet, inden de gik ud i natten og fik gang i dåserne.