KYLE
King Kyle – Pioner – Aktiv 1984-1986
WHAPGANG Kyle’s fantastiske beretning. Fra Dansk Wildstyle Graffiti bogen 1985
Da jeg for 2 år siden siden begyndte at gå inde i byen, var det eneste, man forstod ved graffiti, ÖRVAer, politiske slagord og lade rim rundt omkring på byens lokummer, overhovedet ikke noget, som kunne interessere sådan en som mig.
Rush og jeg gik på det tidspunkt på EFG sammen. Electric boogie var noget helt nyt, jeg dansede det ikke selv, men syntes det så fedt ud. Rush derimod var allerede dengang rigtig god, og sammen med ham begyndte jeg dagligt at vade Strøget op og ned for at se – og være sammen med – de bedste dansere, som også kom inde i byen. I begyndelsen blev jeg anset for at være skufle, fordi jeg ikke dansede, og hvis ikke jeg havde Rush med, var der ingen, der kendte mig.
Jeg blev for første gang præsenteret for den slags graffiti, som vi laver i dag, da filmen Wild Style fik premiere i biografen i juni for et år siden. Vi myldrede allesammen ind for at se den i håb om, at der skulle være en masse breakdance i. – Det var bare ikke den slags film, vi havde regnet med. Der var nemlig højst 5 minutters dans i.
Derimod handlede den om New Yorks tog graffiti, om menneskene, der skrev, og det miljø, de kom i. For mig, som altid have tegnet, var det en ubeskrivelig følelse, jeg fik, da jeg så filmen første gang. Jeg sad tryllebundet i biografen og kunne knapt nok fatte, at det var muligt at lave den slags utroligt flotte billeder på tog og mure.
Samtidig øjnede jeg en mulighed for, at jeg endelig kunne hævde mig inden for et miljø, hvor jeg indtil da havde været mere eller mindre uden for. De andre, der havde været med i biografen (danserne) var skuffede og kaldte filmen latterlig og dårlig. Jeg – derimod – var vildt fascineret og nåede i den korte periode, den gik i biografen, (den var ikke nogen succes), at se den fem gange. Rush, som også tegnede meget, og jeg vidste, hvad vi måtte gøre.
Det første piece
En aften gik vi ind på en tankstation og købte seks dåser dårlig billak, og samme nat gik vi ud på jagt efter en mur at male på. Vi skrev Zulu og malede en and. Det var først, da vi var færdige med at male, at vi kom i tanke om, at vi matte have et navn. Da vi altid gik og pjattede med at udskifte hvert andet ord med »Neller Whap«, nar vi talte, blev vi enige om at kalde os WHAP GANG. Det var egentlig mest for skæg, men efterhånden blev vi så glade for navnet, at vi beholdte det.
Det piece, vi lavede, var selvfølgelig hamrende skufle, men vi syntes, det så Fresh ud. Det graffiti, der var i »Wild style«, havde dengang virket fuldstændigt uvirkeligt og uopnåeligt. I dag er vi knap så imponerede, men dengang var tanken om at lave noget, der var bare halvt så godt, fuldstændig abstrakt. – Alligevel var vi på rette vej.
Selvom »PHASE 5« på det tidspunkt havde lavet et par småting, var vi de første, der lavede graffiti, der lignede noget af det rigtige. Da jeg var den mest aktive af mig og Rush, som også havde sin dans at se til, blev jeg hurtigt accepteret som den bedste. I starten havde jeg let slag og ingen rigtig konkurrence. for jeg havde tegner bogstaver i mange år; inden jeg startede graffiti. De andre, som malede, var for det meste dansere, som syntes det kunne være sjovt at prøve. – De var som regel totalt blottet for form- og farve-sans.
Som tiden gik, blev jeg selvfølgelig bedre og bedre.
Efterhånden begyndte der at gå rygter om, at der i Lyngby skulle være en skriver der også lavede seje ting. Det var Freez! Jeg var på det tidspunk fast skriver for en break-gruppe, Superials, som jeg bla. malede rygmærker til. Medlemmer fra Superials og andre, som jeg tegnede til, gik rundt inde i byen med mine ting, og folk fra Lyngby kom af og til ind med Freez’s ting, og i lang tid herskede der kold krig mellem mig og Freez uden at vi nogen sinde havde mødt hinanden.
Rush og jeg tog på det tidspunkt Goofy med i gruppen. Det var en homeboy, vi havde gået i skole med, som også tegnede meget. Hans specialitet var sjove figurer. Da Rush allerede på det tidspunkt mere eller mindre havde overladt bogstaverne til mig og mest malede figurer, havde vi nu to i gruppen, der lavede figurer og en, der lavede bogstaver.
1985
Nu skete der to ting, der revolutionerede danske graffiti.
Bogen »Subway Art« kom i handelen, og filmen »Style Wars« kom i tv. Det resulterede i, at alle begyndte at lave pile både på tags og picces, at der begyndte at komme baggrund eller skyer på folks ung, og at alle prøvede at lave Vildstyle. De første Wildstyles så forfærdelige ud, men man eksperimenterede, og det blev bedre og bedre.
En aften gik vi ud for at lave vores første Wildstyle-piece. Det var første gang vi havde forberedt et piece hjemmefra. Vi havde tegnet skitser og nøje planlagt farverne og malingens mængde. Muren, vi havde valgt, lå i Nordhavnen. Det var en fed følelse at male det piece.
Den første outline kom rigtigt op, og farvere burnede. – Pludselig, mens vi malede, kom en politibil lydløst glidende op bag os. Vi vendte os om og så på den. Den stod ca. fem meter bag os. Det virkede så uvirkeligt, at vi ikke engang blev bange. I et par sekunder gloede vi skiftevis på politibilen og derefter på hinanden. »Erling«. sagde Goofy stilfærdig. Så stillede vi dåserne fra os og løb så hurtigt vi kunne. Da vi så os tilbage, så vi politibilen langsomt køre væk, og den kom ikke tilbage. Om de ikke gad fange os eller om de synes, der var flot, det vi lavede, ved jeg ikke, men jeg har aldrig rigtig forstået, hvad det egentlig var, der skete. Burneren blev færdig, og vi jammede vildt ud over den.
Det samme gjorde alle andre, der så den i de efterfølgende uger. Selv om den ikke er så smart i dag, var den det dengang. Det var nemlig den første, der havde den opbygning og størrelse, der kendetegner en burner: Efterhånden som der blev flere og flere skrivere, blev folk også bedre og bedre. Der var dog tre grupper, der dominerede dengang. Det var WHAP GANG. CRIME CREW (Freez, Chaka og Pinkie) og CITY ROIT (Zenith. Gubs og Rakes).
En unik samling tegninger og skitser, udført i den aktive periode omkring 1984-1986. Det er tydeligt at se hvor meget Kyle allerede havde tjek på form, skygger og farver. Flere af tegningerne og skitserne var blevet efterladt i Bieboys kreative kælder, hvor mange skrivere holdt til i en periode i de tidlige pionerdage 1984-1987.
En aften var Rush. Goofy og jeg sent i byen og kunne ikke komme hjem. Vi gik ned til sporterrænet ved Dybbølsbro Station for at sove i et tog. Da vi stod ved siden af den store, slumrende togrogn, fløj billederne igennem min hjerne. Det var billeder fra filmen Wildstyle, hvor jeg så mig selv som filmens hovedperson Zoro stå og male store Whole Cars.
Weekenden derefter gik jeg ned og lavede mit første tog-piece. Jeg stod og hoppede op og ned, da den kom kørende ind på stationen kl. 5 den morgen. – Det var en vild følelse af at være den første. En følelse af at være i Bronx hos forbillederne, og mest af alt en tilfreds følelse af, at noget, vi alle sammen havde gået og drømt om, kunne lade sig gøre. – Toget kørte, og jeg så det aldrig igen!
Senere begyndte konkurrencen så om, hvem der først fik lavet en “Whole Car”. Vi gik på det tidspunkt og planlagde og udførte skitser til en sådan. Det var meningen. at vi op til juletid ville lave en „GOD JUL WHOLE CAR„, men da vi skulle udføre den, blev vi opdaget og måtte opgive.
Da Freez så kom først med »EYES«, var det ikke sa spændende længere, og af de 12 tog pieces, jeg i skrivende stund har lavet, har ingen af dem endnu været en rigtig Whole Car, men det kommer nok! Vi havde på det tidspunkt taget et 4. medlem ind i gruppen. Cres 1 var en talentfuld, lille skufle, som vi mente kunne blive rigtig god. – Og det blev han! Selv om han er fire år yngre end os andre, har han en suveræn bogstavstil. Det er den besætning, som Whap-Gang kører med i dag. Vi er hadet af nogle og elsket af andre. og vi har ikke tænkt os at stoppe foreløbig!
Player Kyle…. GAME OVER!. Det sidste piece.
1986
There was once a man who called himself Kyle.
He rocked the trains with lots of style. I've done my pieces, I had my fame.
Please now writers - don't forget my name.
Valseværket 1986 – En gruppe skrivere (fra venstre): Goon, Sketch, Joy og Shame, ser til med ærefrygt, mens stormesteren lægger sidste hånd på sit afskeds-piece og højtideligt overlader scenen til næste generation.
I hiphop gælder det om at være den bedste. Sådan var det i særdeleshed i starten af 80’erne, da de første danske hiphoppere definerede genren fra bunden.
En af dem var Nikolaj Peyk. Han ville være først, størst og bedst, og hurtigt fik han et mål: han ville lave den første danske “whole car,” en togvogn, der er malet helt over. Sammen med sit crew, Whap Gang, gik han i gang med at forberede det, men han blev overhalet indenom. Og det fik store konsekvenser for Peyk.
I vrede droppede han graffitien og kastede sig i stedet over at lave rap på dansk. Ikke nogen helt dum idé, for den gruppe, han efterfølgende dannede, var MC Einar, der revolutionerede dansk hiphop.
Dette var Peyks sidste piece.
Kyle stoppede desværre al form for grafitti i 1986 og tilegnede derefter al fokus på musik, hvor han bla. skabte MC Einar og Østkyst Hustlers.