ETCH
Siden 1984. ATOMIC TWINS – DEF CREATING ARTISTS
“Jeg startede med at male tre dage efter jeg havde været på Louisiana som 12- nej 13-ärig. 1’83 eller ’84 der var der en udstilling, hvor jeg modvilligt blev hevet med af min mor og far. Nu skulle vi på Lousiana! En søndag!
Der skulle vi op og se et eller andet, jeg ikke vidste hvad var. Sả kom vi jo sả derop, og sa var der en udstilling med graffitimalere. Og jeg fattede ikke, hvad de lavede, eller hvordan de lavede det. Men det ramte mig helt vildt. Og jeg blev fuldstændig fascineret af det udtryk.
Jeg kan stadig huske nogen af de der pieces, jeg så der på lærreder. Det var bl.a. Futura 2000 og nogen af de der helt tidlige amerikanske graffitipionerer, som alle sammen havde lavet et lærred, og de lærreder havde så cirkuleret rundt og var endt pả Louisiana.
Og der tænkte jeg: “Det dér er fedt!” Sả købte jeg en bog der hed “Subway Art” som jeg så gik hjem og jammede igennem.
Og sả efter tre dage var jeg nede og tomme en Shell-tank for dåser for alle mine lommepenge. Og så tog jeg ud en tidlig morgen, hvor jeg skulle ud og gå med aviser og prøvede at lave et piece. Og det der piece, det var sådan en finger med sådan en hjelm på, og sả var der en bold nedenunder. Så havde den nogen onde øjne og så stod der AT nedenunder, som stod for ATOMIC TWINS/ART TWINS.
Jeg lavede det faktisk sammen med en kammerat, og vi havde helt optur over det og var ude dagen efter og fotografere det. Vi syntes jo, det var skide skægt. Og det blev jeg bar giga-grebet af. Jeg gik jo med aviser i den periode, sả det betød at hver eneste morgen der var jeg ude fra fire til seks om morgenen og dele aviser ud, og så havde jeg jo nogle kander i de der poser til aviser. Så fik jeg ellers bommet godt igennem.
Hver evig eneste dag. Det vil sige, at så fik man jo hurtigt skabt sig et navn og gennem tagget det hele. Jamen så stille og roligt, fordi det jo var den alder, begyndte man at komme inde i København, inde ved P. Hejle og begyndte at få en følelse af miljøet. Der begyndte jeg hurtigt at hænge med bl.a RAGES og ham der hed FREEZ, han var virkelig kæmpe den gang, så jeg var rigtig inspireret der. Og så begyndte jeg rigtigt at male og fyre den af. Og samtidig med jeg gik i skole så tegnede jeg en masse og jammede en masse og begyndte at hænge meget i det der miljø og høre hip-hop.
I starten der skrev jeg AT, sammen med en anden en, hvor vi så blev til ART TWINS der så blev ATOMIC TWINS, som blev til alt muligt andet, men det var sgu AT rigtigt lange. Og så pả et tidspunkt brød vi så det her A-TEAM og skred lidt fra hinanden. Så skulle jeg jo have mit eget navn, og jeg havde en masse forskelligt, altid med Z’er og en masse E’er. På et tidspunkt lavede jeg en tegning, hvor der stod ETCH, fordi jeg havde læst, at det der med at etche, det handlede ligesom om at radere. Radere sit navn ind. Sådan lidt synonymt at ætse sit navn fast i ting. Så tænkte jeg, “det passer meget godt”. Jeg havde ikke tænkt det som et tag, men tænkte det som et synonym for graffiti. Og så blev det sgu hængende. Så hed jeg jo det i…, ja, jeg hedder det vel principielt stadigvæk.
He he! Det var jo nemt at tagge, det var fire bogstaver, så det var til at overskue. Og så på et tidspunkt, ja jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men så flyttede jeg til Jylland. Og så begyndte jeg at hænge lidt med nogen andre. Bl.a. en der skrev NME og en der skrev SKEN, og nogle af mine helt tidlige hommies. Det var nogen, der skrev RENS og SEK. Så skulle vi jo have et crew. Og jeg var sgu også et smut i USA, hvor der også kom et par enkelte med fra. Vi hed DEF CREATING ARTISTS, og det var jo egentligt tanken om, at man lavede noget der var super def og lavede en bande, der stilede højere og havde en ambition med det, vi lavede.
Så det var DEF CREATING ARTISTS, og det var så, vil jeg sige, rigtig rigtig meget NME og SKEN og så mig selv. Og selvfølgeligt meget RENS, der var langt væk, men han skrev det også. Vi delte en masse erfaringer og en masse viden og brugte meget tid på at besøge hinanden og skrive sammen. Jeg har været med i mange andre mindre og større crews, men egentligt ikke noget, som har betydet så meget.”
“Var der meget graffiti dengang?”
“Altså da jeg startede var der jo stort set ingenting, fordi det var i de meget tidlige 80’er dage. Der var ikke rigtigt nogen, der vidste, hvad det var, og hvordan man lavede det. Sà der var jo ikke meget. Men ligesom mig var der jo mange andre, der var ramt – knægte i samme alder, som var dybt fascineret af hele hip-hop kulturen.
Og det var vel sådan, at hvis man pả en eller anden måde syntes hip-hop var fedt, sả var der ligesom tre spor at vælge. Man kunne vælge dansen, som vi alle jo flirtede lidt med, eller også kunne man vælge musikken, som var rap og scratch eller også kunne man vælge graffitien. Altså, der var ligesom tre spor man kunne vælge og så røg man ud i den der underdel der, altså graffitien, og så blev man hængende der. Men der var jo nogen, der boogiede med hvide handsker på strøget, og der var MC Einar der lavede en plade. Der var SoulShock og Cut Father der lavede lidt også, og der var lidt i P. Hejle. Der var jo ikke noget, der hed hip-hop i radioen, og der var ikke noget, der hed internet, hvor man kunne dele nogen ting.
Jeg kan huske, vi fik kraftedme fremkaldt billeder og postede dem og sendte dem til hinanden i kuverter. Det virker jo helt absurd i dag. Men det var jo en del af det. Så der var faktisk ikke særligt meget graffiti, men det boomede jo helt vildt. Det fik jo på rekordtid et pisse dårligt ry fordi der var rigtig mange, der var tiltrukket af det, og der var rigtig mange, der ikke fattede det. Der var rigtig mange der ikke havde nogen skills, og så fandt man jo ud af, at det var nemt at blive king bare ved at brage op, så allerede der var der rigtig mange, der bare smadrede.”
“Og der var jo sådan en uofficiel kæmpe krig i gang mellem DSB og graffitimiljøet.
DSB prøvede at køre sådan noget nul-tolerance, som betød, at de bare blev smadret hele tiden. Der var sgu meget smadder, som var helt unødvendigt. Jeg var meget drevet af ambitionerne om at lave noget fedt og få det til at se godt ud og udtrykke mig. Jeg havde ikke noget “smadre-gen” i mig. Jeg var bare interesseret i, selvfølgelig at få spredt mit navn, men mest i at lave noget fedt. Scenen dengang i forholdet til i dag, hvor det jo har spredt sig ud i alle mulige kunstarter, performance-kunst og street-art og sticker-art, var jo meget enkel. Fordi der var noget, der hed Wild-style, og der var noget der hed Straight-letters, og der var ligesom kun den måde at gøre tingene på.
Så det var sgu egentligt meget enkelt den gang. Og scenen, den var ikke så præget at…, altså der var jo selvfølgelig nogen, der røg hash, men jeg vil sige for 80 procents vedkommende, så var der egentligt meget positive vibes i miljøet om at lave noget fedt og brage op med nogle fede ting sammen. Altså selvfølgelig tog folk ud og dissede hinanden og bombede hinandens pieces, men scenen var ret spirende. Den var kreativ, og den var ret ung. Altsả, vi var jo alle sammen nogle unge mennesker.
Og det fede ved det dengang var, at der ikke var nogen, der forstod det. Så det var sådan en rigtig subkultur, hvor man stod sammen, hvor i dag, hvor både hip-hop og alt det er blevet meget mainstream, forholder alle sig til det, og alle forstår, hvad det er. Alle forstod ikke, hvad graffiti var. Hvis man snakkede om det, havde folk aldrig hørt om det. Så derfor var der jo et eller andet spændende og noget nyt, noget pionerånd og noget positiv spire over det.”
“Hvad var det bedste ved graffiti?”
“Det er sgu noget af et spørgsmål. Altså, der var flere niveauer af kick i det. Der var jo både kicket i at komme af sted og være totalt on the sneak tip. At tage ud og lave noget og slippe af sted med det. Det var der jo et kæmpe adrenalin kick i. Og så var der sgu også et kick i, og det var måske endnu større, det var faktisk at lave noget hvor folk sagde: “Fuck, det der er crazy!” Hvor man eksperimenterede med stilarter og farver og karakterer. Altså, man kunne jo godt tage ud – og det gør malere jo også i dag – og lave 200 throw-ups i sølv. Men altså dybest set er der jo ikke noget i det. Det kræver jo ikke skide meget talent at kunne det. Men det krævede fandme noget øvelse og talent, at man har nogle skills, for at få lagt den der whiteline rigtigt.
Virkeligt få tingene trimmet til det perfekte. Det er måske også det kunstnere har. Det der med at stå foran et lærred og have udtrykt sig, at have et værk, der lever. Og så var det jo et arbejde på nogle kampe store flader, og det var jo noget der var eksponeret, som folk så og folk forholdt sig til. Hvor man kunne stå et eller andet sted i baggrunden, og så kunne folk gå forbi og sige: “Prøv lige at tjek det dér!” Og så syntes jeg også at det sociale var fedt. Det med at være sammen med nogle “artsfæller” hvor samtidig med, at man selvfølgelig konkurrerede med hinanden om, hvem der lavede det fedeste, også var en rigtig fed dimension af sammenhold, hvor man gerne ville hjælpe hinanden og dele viden. Der var jo rigtigt mange malerier, man rent faktisk lavede sammen. Og der var sgu også noget fedt i at stå og se på et piece man havde lavet sammen.”
“Så der var noget kick, og der var noget kunstnerisk udtryk og så hele den der sociale dimension. Det var sgu nogle sjove mennesker, der alle sammen havde en eller anden form for kreativ ambition. Man får ingen anden kunstart, hvor man både kan udtrykke sig samtidig med, at man får et sindssygt kick ud af det. Altså, det er bare ikke det samme at stå hjemme i kælderen og fedte med et lærred og noget akrylfarve, som det at stå ude ved en mur og have et eller andet pres pả sig. Også at stå der i buldermørke og så komme der dagen efter og se det, hvor lyset stảr på det. Altså i mørket der er det against all odds!”
“Malede du andre steder end Kolding?”
“Jeg malede alle de steder jeg overhovedet var. Så hvis jeg var i USA, så malede jeg der. Jeg har malet både i New York og L.A. Og hvis jeg var pả ferie i Sverige et eller andet sted, jamen så malede jeg der. Jeg malede i Frankrig og Tyskland. Altså alle de steder jeg var i de år, der sørgede jeg altid for at lave et eller andet…, nå jo kraftedme, jeg var i, altså jeg har jo lavet et kæmpe piece i Malaysia, og har også malet to lovlige steder i Singapore.”
“Er du nogensinde blevet taget for at male?”
“Jeg er blevet busted et par gange, men det var heldigvis som ung og på et tidspunkt, hvor der ikke var så meget på spil. Og jagtet, ja det må jeg sgu indrømme, jeg er blevet nogle gange. Det vildeste, jeg prøvede, var at blive jagtet klokken fire om natten af en buschauffør, der så os. Hvor han vendte hele den der kæmpe bus og så kører efter os ind over nogle parkeringspladser og ud af nogle veje, hvor vi bare løber så meget som remmer og tøj kan holde og kigger tilbage og bare ser den der buschauffør, der kommer buldrende efter os ned af de små veje. Men hvad kan man sige, jeg har holdt min sti ren i forholdet til rigtig ballade. Altså, jeg er som ung blevet kørt hjem af politiet, men det kunne man jo snakke sig fra. De havde jo ingenting.
Det var først i 90’erne de begyndte at fotografere det og blev opmærksomme på, at det her kunne de ikke lige stoppe. Altså, der var jo nogen dengang der blev taget for at male toge, og de blev bedt om at gå ned og vaske det af. Det var ligesom straffen. Dem, der rigtigt havde smadret meget, de fik jo selvfølgelig nogle domme, men det er eskaleret. Miljøet er selvfølgeligt også blevet hårdere og for nogle gælder det mere om, at smadre for at smadre. Det er jo klart – jo længere tid der går og jo mere du har tagget det samme, jo er større er risikoen for at du bliver knaldet. For nu kan de altså bare regne tilbage. Hvis du har tagget et eller andet de sidste ti är, og du sả bliver knaldet en dag for det, og de har nogle beviser på, at det er dig, der har lavet det, så kan de jo hurtigt regne ud, hvor stor dommen skal vare. Og det er jo det, der er så sindssygt, hvordan det smadrer nogles liv.”
“Hvor lang tid malede du?”
“Jeg malede fra 83′ tror jeg, til 93′. Jeg tror, jeg havde cirka ti år, men hvor der var nogle år hvor jeg var langt mere produktiv end andre, og måske især de midterste år, der lavede jeg rigtigt meget. Og så er det klart, i takt med at man bliver ældre og begynder at få andre interesser, så daler det. Altså, jeg vil sige, at jeg er stadigvæk maler, jeg er bare ikke aktiv. Men jeg ser helt klart mig selv som skriver, og det sker da at man går lidt amok og får lavet nogle fede lærreder. Eller det kan være om sommeren, når nogle af gutterne lige popper op, at man tager ud og laver lidt. Men det er blevet langt mere ønsket om at udtrykke sig, end det er at lave noget crazy graffiti.”
“Jeg har faktisk malet med rigtig mange. Jeg tror, jeg malede med alle i Kolding pả tværs. Unge og gamle. Jeg var sgu også ude og male med de der helt nye rookier, der aldrig har kunnet noget. Det var jo sjovt at lære fra sig. Og så har jeg selvfølgelig malet med RENS og SEK og mange af de der oldschool gutter fra København. Så jeg malede meget sammen med andre.”
“Hvad syntes du om graffiti i dag?”
“Jeg syntes det er fedt at se, at den stadig lever, og at graffiti er blevet til så meget, som det er. Men jeg syntes der er en dimension af det, der er forkert. Og jeg er selv pisse træt af, hvis der kommer en eller anden talentløs stodder og har lyst til at sætte sit fuldstændigt amatøragtige præg på min garageport i form af et grimt tag. Den del af det synes jeg stadigvæk er giga talentløs, og det gør, at der er rigtigt mange, der har været med til at smadre kulturen og ødelægge det. I modsætning til for eksempel noget af det her street-art, der blomstrer op med stencils og stickers osv. Det er noget, hvor der er en pointe i det, og hvor folk udtrykker sig. Det er jo stadigvæk hærværk, men man får et lille grin og sådan noget. Den del af det respekterer jeg langt mere end jeg respekterer nogen der står med en sølvdåse med fatcap og skriver et eller andet ti tusinde gange.
Altså, vi burde have vokset os ud af det der, og jeg kan ikke forstả…., nej, jeg kan godt forstå hvorfor folk gør det for at få respekt fra den verden, men jeg kan ikke forstå, de får respekten. Jeg ville ønske, miljøet var blevet mere modent og man sagde: “For fanden altså! Det der tagging behøver vi ikke”. Altså, man kan sgu da sagtens være foruden og have et super fedt miljø. Og det er selvfølgelig også fordi jeg er blevet gammel og kedelig, men sådan er det! Men det er jo ligesom i resten af verden.
Det handler om at gøre noget mere og mere ekstremt på vildere og vildere steder. For nu er det jo ikke nok bare at gå ud med en sølv tusch og skrive bag på en el-boks. Nu skal man jo helst lave et throw-up pả Kolding Hus ik’? For så kan hele verden se, hvor sej man er. Den del af det synes jeg stadig er idiotisk. Men jeg synes det er fedt at se, hvordan der er nogle stilarter, der bare vinder frem, og hvordan nogle bare rent teknisk har avanceret området. Eksempelvis MESTER, hvordan han laver 3D bogstaver og kan få det til at være noget virkeligt crazy shit. Det er fedt!”
“Hvorfor stoppe?”
“For det første så nåede jeg til et tidspunkt i mit liv hvor jeg tænkte, at hvis jeg blev busted nu for et eller andet, så…. Og så tænkte jeg, at, nu var det sgu tid at blive voksen ik’? Og tage ansvar for mit liv og tænke lidt på fremtiden og lade være med at fucke mine egne muligheder op.”
“Og det andet var at jeg bevægede mig væk fra miljøet og kom ind i et professionelt karriere-liv, hvor jeg fik mulighed for at prøve at bruge mit kreative talent i nogle andre sammenhænge. I dag driver jeg, og er medejer af eget firma. Og det har jo været en ambition at drive det til noget, at bruge det kreative. Og så tror jeg, at de graffitimalere, der kom til, de var sgu meget unge. Når man selv var på vej mod slutningen af 20’erne, og så lige pludselig begynder at hænge med nogen pả 16-17 år…, altså det virker sgu også lidt malplaceret. Så det fadede.”
“Det sjove er, at der er mange af dem der malede dengang, mange af dem er sgu blevet til noget indenfor musik eller kunst eller reklame eller design eller tv. Mange af de der ender, de begynder at nå hinanden igen. Og man begynder ligesom at mødes om noget andet, som stadigvæk er kreativt og udviklende, men som ikke handler om graffiti. Og det syntes jeg faktisk er meget cool at tingene ligesom kommer tilbage og de oplevelser, man havde dengang, dem kan man godt få igen, men pả en anden måde.”
