1987 – Unge Graffiti Kunstnere
Danmarks første graffiti udstilling København 1987
Unge Graffiti Kunstnere
Af Helle og Peter Skaarup
Udstillingen UNGE GRAFFITI KUNSTNERE
To år efter udgivelsen af Dansk Wildstyle Graffiti kom vore home boys og kundgjorde, at det nu var tid til at komme på lærred, svarende til de kendte New York skrivere, der havde udstillet på Louisiana i Humlebæk. Vi fandt ud af, at Kulturministeriet gratis stillede udstillingsbygningen ”Overgaden” på adressen Overgaden Neden Vandet 17 på Christianshavn til rådighed for debuterende kunstnere og sendte ansøgning på vegne af gadens kunstnere, der ønskede at vise deres talent frem på lærred indendørs.
I maj måned blev vi kontaktet af billedkunstner Jane Balsgaard, der administrerede udlånet af bygningen, med besked om, at vi kunne afholde udstilling i de sidste tre uger af august måned, da man havde fået et afbud i denne første udstillingsperiode efter sommerferien. Vi takkede ja. Projektet blev annonceret blandt skriverne. Og vi indkøbte lærreder og blændrammer i store størrelser, som blev fordelt til interesserede skrivere på møde i vort hjem, hvor ca. 20 deltog. Aftalen var, at vi skulle mødes igen 14 dage før udstillingsåbningen og få overblik over de færdige værker.
Efter vor tre ugers sommerferie med sejltur i Sverige gennem Göta Kanal til Stockholm i medvind og solskin hele vejen, mødtes vi som aftalt spændte på at se resultatet af deres anstrengelser. Resultatet var nul. Ingen af skriverne havde billeder endsige skitser med, og de kunne ikke rigtigt redegøre for, hvor lærred og blændrammer var blevet af. Det var bare gået tabt!
Entusiasmen fejlede imidlertid ikke noget. Det lykkedes drengene at overbevise os om, at de sagtens kunne stable en udstilling på benene på de 14 dage, der var til åbningen. Vi købte endnu en gang lærreder og blændrammer, som de kunne hente hos os.
Nikolaj Peyk tegnede udstillingens logo ”def” der blev brugt på plakater og indbydelseskort. Def er engelsk slang, der bedst kan oversættes som dødgodt eller sejt. Plakaterne fik vi ikke megen glæde af. De blev fordelt blandt skriverne med opfordring til at slå dem op på byens uofficielle opslagspladser. Vi kan ikke huske, vi så nogle opslået. Men der var et hold, der fortalte, at de da havde dekoreret alle butiksvinduer i Lyngby Storcenter med plakater, inden centrets åbningstid. Butiksindehaverne var godt nok blevet sure og havde straks fjernet dem, da de åbnede butikkerne, fortalte de.
Det var med stor spænding, vi mødtes med udstillerne i Overgaden tre dage, før ferniseringen på Unge Graffiti Kunstnere. Ville de svigte os? Havde vi materiale nok til fylde udstillingsrummene? Overgaden er en tidligere industribygning – nu totalfredet som eksempel på meget smuk tidstypisk erhvervsarkitektur. Udstillingsarealet på 750 kvadratmeter er fordelt på to etager. Alle rum har tætsiddende vinduer både til gården og til gaden. Ikke det mest ideelle til en maleriudstilling.
De svigtede os ikke! Da vi åbnede dørene, myldrede det ind med dem, vi kendte, og så en hel masse andre, som også ville med på lærred, da de havde hørt om projektet. De fordelte sig hurtigt i rummene for at få de bedste ophængningspladser. Vi kunne se, vi var nødt til at overdække vinduerne mod gården for at få plads til alle. I alt 45 udstillere med 146 værker. Vor tidligere kollega, og dengang daværende professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Ole Sporring forklarede os, at der altid kun var én hos dem, der stor for ophængningen på fællesudstillinger. Så undgik man indbyrdes fnidder og rivalisering. Ole fik straks overdraget denne opgave, og vi fik en meget spændende sammenhængende udstilling, på trods af spændvidden.
Der var decideret wildstyle, men også mere traditionelle figurative værker præget af en uimponeret ungdommelig tilgang til emnet. Med tanke på de ca. 14 dage, det tog at skabe en udstilling, må man sige ”kunst skal skabes under pres”. Det var skriverne mestre for takket være erfaring med illegal graffiti. Det kræver, man får noget fra hånden i løbet af kort tid.
Billedkunstner Jane Balsgaard forklarede udstillerne om prissætning på kunst. Hvad der var rimeligt, når man var debutant, og i hvilket prisleje, man kunne forvente salg. Helle fik samlet en prisliste på alle de udstillede værker efter deltagernes ønsker.
Vi stod med et særligt rengøringsproblem. I alle rum havde der været udstillet gipsfigurer, og nu lå der gipsrester og gipsstøv over stengulvene. Vi var blevet lovet rengøring inden åbningen, men den var ikke kommet, da det blev aften. Drengene gik i gang og svingede gulvkludene i alle rum, som om de aldrig havde bestilt andet.
Under rengøringen gik et meget velklædt par gennem udstillingen med deres lille hvide puddelhund. De forlod udstillingen, men manden vendte tilbage og præsenterede sig som direktør Peter Brøste og spurgte, om vi havde en prisliste. Jo, svarede jeg, min kone har én, hun går rundt med oppe ovenpå og fik så også tilføjet: ”… og i øvrigt har vi meget travlt!” Peter Brøste svarede: ”… det skulle jeg ikke bekymre mig om, han var færdig på 10 minutter”. Fem minutter efter kom han forbi med Helle småløbende efter sig. Helle vinkede til mig, som om hun havde brændt fingrene. Så jeg var klar over, noget stort var i gang. Kort efter kom Peter Brøste hen og sagde farvel med ordene: ”Der kan du se, jeg nåede det!”
Helle fortalte, at vi havde solgt kunst for 91.000 kr. kunst til Brøste. Et pænt stort beløb i 1987 kr. Hun havde bedt om at få et forskud, da billederne nu ville blive reserveret, og hun ikke vidste, hvem han var. ”Det var ikke noget problem, det aftalte beløb ville han komme med i morgen,” svarede han. På ferniseringsdagen kom Sketch og nogle andre skrivere, før vi var nået frem. Det var heldigt, for samtidig kom Peter Brøste med en crosset check (uden modtagernavn) og mødte journalist Klap og fotograf Lars Hansen fra Politiken. Det blev til omtale på Politikens bagside af kunstindkøb til den nyindrettede kontorejendom i Lundtofte, hvor hans firma lige var flyttet ind. Omtalen havde et herligt fotografi af ham og hans indkøbte endnu højere graffitidrømmer: New York Desire af Nils Claesson. Se, det var god reklame for udstillingen. Her var kunst, der kunne sælges!
Lokalerne var proppet med gæster til ferniseringen, skriverne og deres familier og mange andre. Der var virkelig god stemning. Vi solgte øl og vand, bøger og de udstillede værker. MC Einar skulle have haft sin debut som rapper, men han faldt fra. Han var alligevel ikke klar, mente han. Senere kom han tilbage og ville gerne optræde. Da mente jeg, det var for sent, da der ikke længere var samling på folk. Det har jeg efterfølgende bittert fortrudt med tanke på, hvilket kendt navn han blev.
Udstillingen var meget velbesøgt alle dage. Kulturministeriet, Københavns Kommune og mange private købte værker til glæde for de unge. Boris fik et helt særligt udbytte af udstillingen. De to udstillede værker: ”Mærkelige kirsebær” og ”Skib i søgang” var de første og eneste, han havde malet. Han fik dem ikke solgt, men indsendte dem til optagelsesbedømmelse på Kunstakademiet – og blev optaget!
DSB fik også glæde af udstillingen og meddelte i pressen, at deres kampagne mod graffiti på det seneste havde været meget succesfuld. Mængden af graffiti var helt uventet faldet meget stærkt. Hertil skal det bemærkes, at det var i den periode, vores skrivere havde haft travlt med arbejderne til udstillingen.
Vi holdt en hyggelig fælles afslutning i Overgaden med pizzaspisning, inden de unge drog ud i natten til Christiania for at genoptage graffitiarbejdet. Udstillingen var et stilbrud i den etablerede kunstverden og som sådan interessant! Den fik to egentlige kunstanmeldelser, der gengives nedenfor i fuld tekst.
Sketch. Foto: Willer
Undergrundsytring Graffiti som mælkebøtte på vej op gennem asfalten.
Gunnar Jespersen (Politiken 20.8.1987)
”Jeg må tilstå, at jeg har et ambivalent forhold til graffiti. Når en eller anden finder på at male et par slagord hen over Sonnes Frise på Thorvaldsens Museum, ja, så kan jeg ikke sige andet, end det er dumt hærværk. Men jeg kan på den anden side heller ikke lade være med at smile, når der på en mur står skrevet ’Out of Angola’, hvorefter der spørgende er tilføjet ’Who is she?’
Disse graffiti-malere, der her er samlet i Overgaden, har naturligvis og selvfølgelig ikke noget som helst at gøre med dem, der har malet på Sonnes Frise eller på sæderne i S-togene. Årsagen til udstillingen er, at Forlaget Libero udsendte en bog om graffiti. Efter udgivelsen delte forlaget lærreder og spraydåser ud til en række graffiti-kunstnere (som er mellem 15 og 23 år). Det resulterede i denne ophængning i ’Overgaden’ med 136 billeder.
HVIS UDSTILLINGEN skulle ha´ et symbol, måtte det være fandens mælkebøtte, der bryder sig vej op igennem asfalten. Her er tale om en renlivet undergrundsytring fra nogle malere, hvis billeder ellers omgående plejer at blive vasket ned med stærk sulfo.
Når man skal skrive om denne udstilling, slider man ikke på ord som: forsigtig, stilfærdig og tilbageholdende. Billederne har plakatagtige virkninger og bruger rene, krasse farver, som er pågående og energiske. Det er en barsk gang maleri. Nogle af dem kunne se ud, som om de var malet med en stor tung kæp. Men malerne vil sige, at det ikke passer. De har anvendt spraydåse og airbrush, og airbrush er en dyr sprøjtepistol, som kan en masse.
Forbillederne er de amerikanske graffiti-kunstnere, men man har ikke malet dem direkte af. Bogstaverne, som i de amerikanske billeder var konturerede og havde et stærkt plastisk udseende, er blevet gemt længere væk af vejen og er nu blevet mere abstrakte af udseende. Men vi kan stadig finde dem.
Skal man dømme efter billedernes udseende, låner man fra hinanden, man ser ikke på andres kunst. Tilsyneladende eksisterer den ikke, eller har ikke nogen interesse. Lige bortset fra en spraydåse-version af Mona Lisa. Man må sige, at disse nye rødders maleri så absolut ligner et kollektivt udtryk med en masse klare fællestræk.
BILLEDERNE kan, lige når man kommer ind ad døren, ligne visuelle overfald. De er barske af udseende og vil absolut også være det. Sådan er inspirationerne, og sådan er stilen. Men flere steder lyser oplevelserne frem og holder sammen på malerierne. Og det går først rigtigt galt, når man er på vej ud af fællesstilen og forsøger at artikulere sig i et mere forfinet, men lånt sprog. Så virker billederne naive og ufuldkommene, som begyndelsen til et helt nyt kapitel ofte gør. Men på den anden side: Vil man videre, er der nok ingen anden vej end denne ene og vanskelige.
Da det drejer sig om en fællesstil, skal der ikke nævnes nogen navne. Men Nikolaj Peyk med de stærke billeder af store ansigter er nok lige for øjeblikket den eneste, der er på vej mod noget andet end den rene graffiti.
Som udstilling er den spændende og værd at se på, fordi den giver stemme til en gruppe, som ellers ville være anonym. En rå og uskolet stemme, men sommetider har oplevelsen stærkt tag i kunstnerne.”
GUNNAR JESPERSEN
Sketch. Foto: Willer
Fra storbyens jungle. Humor er karakteristisk for den danske graffiti
Ole Nørlund – Berlingske (28.8.1987)
”Udstillingsgæsterne er mellem 9 og 21, og publikum har det mere med at slå sig ned end at betragte det, der hænger på væggene. Fornemmelsen af livsstil er umiddelbar og karakteristisk, for det hele er, at den plakat, der skal fortælle gæsten om hvad, hvor og hvornår er fuldstændig overmalet med graffiti. Den uindviede må selv finde vej til denne storbyens junglekultur, hvor tegneseriernes persongalleri, poppens billeder og protesternes enkle tegn blander sig med fænomenet graffitis faste repertoire af fordrejede bogstaver.
Det er imidlertid afslørende for graffitien at komme på galleri. Den er ikke beregnet til lærred og nøgne udstillingsrum. Man mangler byens larm og tempo. Man mangler murens brutalitet. Hvad man ser, er en række mere eller mindre fantasifulde øvelsesstykker, der sjældent når ud over stilebogskradserier. Det er detaljestudier fra tegneseriernes verden, diverse stjerner etc. og den uundgåelige mur, der bryder sammen – et symbol på drømmen om en bedre tilværelse, det at bryde igennem.
Fascinationen af sprayteknikken, hvor man bl.a. varierer strålens tykkelse er tydelig. Der er virkningsfulde kontraster mellem gennemsigtige farvelag og massive plakatagtige virkninger. Lærrederne lever ved deres farvekombinationer og stiliseringer. En iøjnefaldende repræsentant for den mere abstrakte graffiti er Casper Munch og hans ”Def”.
Den udviklede figurstil er også vigtig, og her lægger man mærke til Timmi Mensahs meget new yorkske inspirationer. Humor er karakteristisk for den danske graffiti, og her kan man glæde sig over Søren Bie Lillethorups ”Skate the face”, halvt et skateboard og halvt et Anders And hoved. Her er det livsglæde, der totalt dominerer over vreden og protesten.
Udstillingen er stor og kaotisk med 45 deltagere fordelt over 130 arbejder, der strækker sig fra små skitser til store ambitiøse lærreder. Det er sjovt og livsbekræftende, men som kunstnerisk manifestation mangler udstillingen substans.”
OLE NØRLYNG
En fleste af billeder som blev udstillet, fanget med et lille pocket kamera.
Men suset kan man ikke flytte herind Eller: Når en kultur bliver voksen
Avis artikel skrevet af Elo Nielsen. Foto: Ernst Nielsen. Bragt i Information 1987
Kulturministeriets graffiti-udstilling er udtryk for en kulturforms sidste forsøg på at manifestere sig inden den hastige opsugning på markedet. Forrige fredag var der fernisering i kulturministeriets nye udstillingslokaler pả Christianshavn med udstillingen »Unge graffiti kunstnere« Initiativtagerne er Helle og Peter Skaarup, som i 1985 udgav bogen “Dansk wild style graffiti« på deres eget forlag. Allerede i titlen insisteres der jo pả graffitien som kunst, og udstillingen er da også et forsøg pa at komme ud over graffitiens kendte rammer. Der udstilles traditionel graffiti i mindre formater, tegneseriebilleder, collager, skulpturer, rene farveabstraktioner samt forsøg indenfor det figurative maleri.
Udstillingen er således meget bred og meget søgende. Det meste er afprøvende, og en del ifølge sagens natur allerede kunst og set. Med enkelte undtagelser er forsøgene pa at overskride det etablerede graffiti-sprog nok det mest usikre; det kendte 0g beherskede træder frem som det mest overbevisende, og spørgsmålet er så om det bliver til udstillingskunst til kunst, fordi det bliver udstillet:
»Ja for nogen er det«, siger en af deltagerne. Nogen kommer med gennemarbejdede billeder. Der er nogen, der har brugt virkelig meget tid på det. Arbejdet med det som billedkunst. Men det har jeg ikke. Mine ting er lavet på det der speed-niveau. Det skal overstås så hurtigt som muligt. Det er derfor min streg er helt asymmetrisk. Jeg har ikke checket øjnenes placering. Det her har varet helt rum og institutioner er set for. Men reaktionen er i dag en anden. I marts 1969 lavede Bjørn Nørgaard et »guldmedaljeprojekt«, som blev udstillet på Charlottenborg i De studerendes Råds lokaler. Udstillingen blev lukket på grund af dens fornærmelser af kongehuset og seksuelle minoriteter.
Det vil givet ikke ske denne gang. Ikke fordi tolerancen over for det anderledes er blevet større, eller de kunstneriske udfoldelsesmuligheder mere selvrestriktive, men fordi selve graffitien grundlæggende har skiftet karakter. Graffitien er i sig selv ikke noget nyt. Allerede i 30rne var det udbredt fænomen at anvende mure og vægge for at markere og afgrænse territoriet; en slags symbolsk tilegnelse af det socialgeografiske rum og samtidig et tegn pả en gruppeidentitet, et kollektivt tilhørsforhold.
Men også et udtryk for en protest mod den ødelæggelse og modernisering, som truede og truer med at opløse de traditionelle bykerner og beboelseskvarterer, og som sådan altså et tegn på, trængt, er i forsvarsposition. Men den graffiti, der idag folder sig ud, har en fundamental anden struktur og funktion end den politiske (“arbejd sort, spis grønt stem rødt«) kønspolitiske (»øst, vest, lesbisk bedst«) eller miljøpolitiske (»lorten ind i hundene, hundene ind i bilerne, bilerne ud af byen«), som dominerede i 70erne.
Dengang drejede det sig om bevidste forsøg på at nedbryde og overskride den borgerlige offentlighedens muligheder for at komme til orde. De minoriteter, politiske kønspolitiske, som ikke fandt tale eller spalteplads i den borgerlige offentligheds medier, måtte udtrykke sig gennem andre kanaler, etablere mod offentligheder. Disse graffitiformer havde præcise 0g velformulerede budskaber, som systematise skrivning i det offentlige rum.
En kold verdens varme tegn
Men denne indholdsbestemte graffitiform er idag afløst af en anden og mere følelsesmæssig form for selvudtryk. De nye graffitiformer er nemlig ikke på samme måde bærere af bestemte indholdsmæssige budskaber eller holdinger, der kan lægges fast, men er udtryk for bestemte ungdomsgruppers udstødelses eller afmagtsfølelse, en reaktion på deres manglende muligheder for at sætte sig spor i en verden, der presser sig mere og mere på, og som samtidig bliver koldere og koldere.
Jo mere virkeligheden, den sociale realitet, fryser til, desto sværere bliver det for den enkelte at finde eller genkende sig selv i det omgivende rum. Og desto større bliver behovet for selv at sætte identitetsskabende tegn på virkeligheden, tegn hvis vigtigste funktioner, at de tillader individet at genkende sig selv. Her har jeg været. Det har jeg gjort.
Derfor vender graffitien også ofte om på det traditionelle forhold mellem værket og signaturen. Værket er signaturen. Signaturen træder i stiliseret form frem som det, det hele drejer sig om. En stiliseret synliggørelse af navnet, men altid under dække af pseudonymet. Således bliver den anonyme selvbekræftelse midt i det offentlige rum en af graffitiens centrale pointer.
Derfor er det ikke nok kun at arbejde med de store og æstetisk illustrative pieces. Derfor er de små, men mangfoldige og grimme tags en væsentlig del af kulturen. »Der skal også være tags og throw ups«, siger en af udstillerne. »Ellers går en stor del af suset af. Fordi det er en helt speciel fornemmelse, når du går ud og skriver dit navn, og du virkelig kan skrive.
Kan du for eksempel sætte dit tag på et tog fem dage efter, når man har glemt det. Årh mand, det er stærkt. Det her har jeg lavet. Det er et helt specielt sus. Jeg tror, det er en slags narkotika for nogen. Det der gør det spændende er, at der er så få af den slags oplevelser. Det handler virkelig meget om en selv, det er en enestående oplevelse. Man viser virkelig folk noget. Graffiti er noget af det fedeste. Når man først er begyndt, kan man ikke holde op.«
Pubertetsritualernes tegnsætning
Egentlig kan disse graffitiformer måske bedst sammenlignes med et af de traditionelle pubertetsfænomener: det ritualiserede forsøg pả med navnetrakket som tegn, med underskriften side op og side ned at satte rammer for, at ramme pubertetens flydende identitet fast.
Men på den måde systematisk at udfolde pubertetsritualets identitetssagen og identitetsforvirring i det offentlige rum, det er grimt, det er hærværk, sådan belemrer man ikke offentligheden med pseudonyme sproghandlinger, der ikke siger andet end: her var jeg, dette rum er ikke identitetsdannende.
Derfor er de nye graffitiformer på en måde mere sarte, og samtidig måske også mere desperate. Det typiske er, at de netop ikke retter sig aggressivt mod nogen eller noget. De indeholder sjældent bestemte meddelelser eller budskaber. De eksisterer mere som stiliserede selvudtryk, mere som stil end indhold. Der er i højere grad tale om kommunikation af form og fascination. Men når den type tegnsprog udstilles, etableres der et helt andet forhold, en helt anden form for bevidsthed om et publikum.
Men her er graffitikunstnernes holdninger meget forskellige: »Nogen betragter det som deres livs chance, chancen for det helt store gennembrud. Andre vil bare have lidt sjov. Jeg selv er helt på røven. Så jeg har lavet sả meget som muligt og håber, jeg kan sælge det, selv om jeg sætter prisen lidt højt. Men der er andre, der bare har en to tre ting med. De er ligeglade og har vel ikke brug for pengene. Men for mig er det en slags sidste nødråb, så jeg er fri for at tage lån eller dirty jobs, hvor man skal op klokken fire om morgenen. Men jeg tror nu ikke, der er nogen der vil købe det. Vi er jo kun en flok debutanter«.
Selvfølelse og selvoplevelse
Men det er den øgede selvoplevelse, selvfølelse, som de unge selv peger på, når de udtaler sig om graffitiens funktion. De natlige sprayraids på baneterrænet er præget af dybt mytologiske oplevelser af i ly af mørket at erobre byens rum.
Men funktionen er ikke så meget at chokere, ikke at provokere eller formulere bestemte budskaber, men derimod at sætte sig selv i situationer, hvor man er den vigtigste person, hvor man i al hemmelighed bag pseudonymet stiller sig selv i centrum for de andres blikke, og dermed får en oplevelse af selvfølelse og selvværd, som der ellers ikke er mulighed for i en storby, der fryser mere og mere til.
Men disse subjektive oplevelseskvaliteter kan kun vanskeligt overleve i et udstillingslokale, mener udstillerne: »Nej, det kan i hvert fald ikke flyttes herind. Det dør med de her billeder. Men bagefter så er der måske folk, der vil sige: Se lige den ting der, se lige den boble. Den må vi lave næste gang vi skal ud og male. Og pả den måde kan vi alligevel inspirere, sả andre kan komme ud og fả de samme oplevelser«.
Når en gadekultur bliver voksen
Men en kultur, der først og fremmest er en levet og oplevet kultur lader sig ikke sådan uden videre bringe på udstillingsform. Og graffitien var fra første færd en central del af hip-hop-kulturen, præget af rap-musik, scratching, break-dance etc., en farvet gadekultur med rødder i Africa Bambaataas utopiske forestillinger om en zulunation, hvor alle skal deltage i dans, kunst og musikudfoldelser, og hvor alle hverdagslivets konflikter skal afgøres ved danse og tegnekonkurrencer.
Det var som en integreret del af denne farvede gadekultur, at wildstyle graffitien fra New York blev spredt ud over de europæiske storbyer i begyndelsen af firserne. Men spørgsmålet er så om den form for levet gadekultur kan overleve på en udstilling; eller om udstillingen er et forsøg på at holde den i live?
“Ja, for mig er det«, siger en af deltagerne. »Jeg er jo ved at blive stor, jeg er snart 24. Så jeg må se at komme videre, helst med noget med tegneserier eller tegnefilm. Noget man kan leve af. Vi er de sidste, de ældste hip-hopere, men vi må se om vi kan fả nogen nye med. For flere af os er det her et forsøg på at se, om man man få det til at fungere som en levevej. Man kan ikke blive ved med at lave det for sjov. Det har noget med ens hverdag at gore. Det kræver for megen tid, og det har jeg ikke rigtig mere. Jeg vil lave musik og skal tjene penge«. Således er det i flere sammenhæng tale om en kulturforms sidste forsøg på at manifestere sig og komme videre inden den hastige opsugning på markedet og gallerierne. Og netop her er grafitti kulturen maske mere sart og udsat end en rakke af de andre kendte former for ungdomskulturer.
Den tætte sammenhang mellem følelsesmæssige oplevelser identitetsskabende og funktioner, fraværet af konkrete indhold og budskaber, der kan støde an, tegnene der kun peger på sig selv som tegn, som stil, og ikke retter sig undergravende mod konkretiser bare instanser, gør, at den lettere lader sig udnytte kommercielt, og som udtryksform lettere integreres eller udtyndes som ren stil på den mere sofistikerede del af kunstscenen.
Derfor er den stadige tro på, at nogen kan fore kulturen videre hele tiden kombineret med en i øjeblikket lettere resignerende fornemmelse af, at et eller andet sted må det ske, et eller andet sted må det nye og anderledes sat af energier til at røre på sig nu, hvor endnu en ungdomskultur er blevet voksen.
De sidste rester af en skrøbelig artistisk subkultur omplantet til museumsbrug med støtte fra Kulturministeriet.