Bare for at sige, 1984 lever stadig i mig
Pludselig i 1984 kom rapmusikken, breakdance, graffiti og human beatbox samlet i en pakke kaldet hiphop, samtidig med skateboard, ghettoblaster og heavymetal. Jeg ville det hele på en gang.
Af: Thomas Max Møller Lægaard – 2024
I år er det 40 år siden at hiphop blev præsenteret for os europæere som en pakke. Jeg er stadig aktiv på flere fronter, dog mest for mig selv, bare for at sige, 1984 lever stadig i mig. Jeg besluttede for år tilbage, at jeg ville skrive en selvbiografi og gik i gang. Desværre er jeg gået i stå, men ved at jeg nu deler lidt, kan det være jeg får skrevet videre.
Her er første kapitel, tag med til de spæde 80ere.
Jeg var en ung nysgerrig knægt med krudt i røven som langt fra havde fundet mig selv. Jeg boede i en meget lille by hvor alle kendte alle. Mens flere af mine kammerater havde deres roller på sportspladsen som dannede hierarkiet så havde jeg taget plads som klassens klovn og langt hen af vejen en vaskeægte landsbytosse.
Jeg havde et talent der var svært at hamle op med, jeg kunne improvisere mig ud af de fleste situationer, jeg havde altid en replik på vej ud af munden.
Pludselig i 1984 kom rapmusikken, breakdance, graffiti og human beatbox samlet i en pakke kaldet hiphop, samtidig med skateboard, ghettoblaster og heavymetal. Jeg ville det hele på en gang og blev ærligt talt aldrig god til nogle af de fysiske ting. Jeg var måske ikke decideret motorisk udfordret, men jeg var ofte hæmmet af at være bange for at slå mig. Jeg ved ikke hvor det kom fra fordi når jeg rappede var jeg lige modsat, der var jeg frygtløs. Min pondus var også imod mig, jeg var tynd og ranglet, havde briller og var lidt en geek.
Der var ikke nogen der var ligesom mig eller mindede om i skolen. Jeg var selvfølgelig et let mobbeoffer, men mobbede også selv. Det var der meget af dengang i skoletiden, og jeg skal ikke frasige ikke at være en kæmpe idiot og havde sagt forfærdelige krænkende ting og gjort dumme handlinger dengang, men det var sådan man klarede skolegangen dengang. Jeg blev tit smidt “uden for døren” som det hed i skolen, ja faktisk helt frem til jeg gik ud af handelsskolen, det er en anden sag. Det gjorde at jeg tit stod ude på gangen, selvom jeg var bange for mange ting i livet så var jeg aldrig bange for mødet med mennesker, Så når jeg stod på gangen kom jeg altid i kontakt med nogen, det kunne være pedellen, rengøringskonen, hvemsomhelst der kom forbi.
Jeg interagerer med de ældre elever, faktisk jo mere bange jeg var, jo bedre blev min improvisationer, så jeg fik ofte folk til at skrige af grin. Jeg havde en massiv brug for opmærksomhed, men jeg interesserede mig for så sindssygt mange ting på en gang, at jeg aldrig kom i dybden med noget. Men jeg var interesseret i at optræde og kunne noget med ord. Det brugte jeg så en hver given lejlighed til, på gangen, i klassen, i skolegården, ja selv hvis jeg skulle have nogen på ørene så improviserede jeg mig ud af det meste. Selvfølgelig blev jeg reddet af fætre eller ældre jeg havde skabt relationer til. Det kunne jeg, skabe relationer.
Jeg vil ikke kede jer med hele min opvækst på godt og ondt og springe frem til mit venskab med brødrene Frølund fra Perlevej.
Jeg gik i klasse med Jesper Frølund og Morten Frølund var hans storebror, et år ældre. Aldrig på noget tidspunkt har de stillet spørgsmålstegn ved hvad jeg kunne på fodboldbanen eller andet, de var bare gode venner der så en som man var. Jesper var med da jeg havde fødselsdag den 15. August 1984, vi skulle i biografen. Vi var 2 biler husker jeg, med drenge fra klassen vi skulle se en film der hed “Beat Street”.
Som sagt tidligere at jeg var nysgerrig så fulgte jeg med i alting, jeg synes var spændende, og det var udlandet. Når vi var på smuglerrute til tyskland med bedstefar og bedstemor så ville jeg altid have unge modeblade, “Poprocky” og “Bravo”. Min storesøster er fire år ældre end mig, så jeg kunne også læse hendes ungdomsblade. Jeg kunne lytte ved døren når de spillede musik, og endte også med at købe min første vinylplade til min søsters anlæg. Jeg lyttede til radio, Kim Schumacher spillede mærkelige numre som jeg elskede, og den måde han snakkede på, sådan snakkede jeg også, når jeg stod hjemme på værelset.
Jeg havde hørt rap før end jeg vidste det egentlig var rap, jeg havde set graffiti i nogle tyske blade og VHS film hvor det var i en baggrund, men det var først den aften hvor vi så “Beat Street”, at jeg forstod hvad der var i vente for kommende generationer. Det var en instrueret film om en kultur som man kaldte hiphop, vi åd det råt og nærmest dagen efter skulle de forskellig elementer udforskes. Der blev tegnet bogstaver, efterlignet tyggegummi klistermærker, næsten alle var interesseret i det. Men i en kort periode i vores klasse, og skolen var lille. Jesper var et naturtalent til graffiti han var god til at tegne og vi fik en fælles interesse. Vi tegnede graffiti sammen, men han var langt bedre end mig, jeg havde aldrig set noget formål med en blyant andet end at knække den. Sådan gjorde jeg med så meget, sprang over hvor gærdet det var lavest.
Men den her nye ungdomskultur der havde åbnet sig op, var som skabt til mig. Jeg ville være ligesom dem i filmen, men jeg boede jo ligesom ude på landet. Det at komme til en storby som Aarhus eller Randers var sjældent og alle ungdomsuddannelser var det normalt at man tog i Grenå. Så vi var på en måde isoleret med vores nye kultur, hvilket jeg er taknemmelig for i dag.
Pludselig kunne man gå til Breakdance og Electric Boogie i Landbohjemmet og det var også populært. Vi lagde pap ud på mine forældres repos, dekorerede det med tusch og øvede til lyden af ghettoblaster. Når vi havde fri fra skole stod vi nede ved den lokale grill kiosk Elmer og dansede et par gange. Her var Jesper igen blandt de bedste, Morten havde mere glæde i musikken men bakkede altid op og var tit ham der havde optaget noget i radioen, vi fik det vildt over. Dansen døde også lidt ud, og Jesper begyndte at skate. Det var han også god til, jeg var god til at holde mit skateboard og underholde mens de andre kørte.
Jeg havde altid gået og små rappet, det kunne være nogle korte ord eller noget jeg fandt på. Jeg husker en i skolegården, ja faktisk omkring Beat Street oplevelsen, han gik altid og rappede. “I was walking down the street, with my dick in my hand, There was a bad motherfucker, trying to understand”, det synes jeg var fedt dengang. Men det væltede ind over med rap så jeg blev inspireret konstant. Jeg rappede med på mit bedste skoleengelsk og de små rapting der kom i musik som Tv2 og Mekpek kunne jeg udenad. Jeg begyndte at skrive små raps ned på papir efter mine kæber var blevet samlet op da jeg hørte MC Einar første gang. Det gav mig for alvor troen på, at rapper var noget man kunne blive.
Jeg havde fra barnsben en evne til at rime, den var faktisk blevet udviklet hos begge mine bedstemødre. Den ene, min mormor, hun kunne bande lige så godt som hun kunne bage, jeg sad mange timer hos hende og rimede. Hun var god til det og selv om vi var 21 børnebørn, havde vi den ting sammen. Jeg var ikke ret gammel, da jeg kunne rime på det meste. Min anden bedstemor hun var mere troende og kunne godt være lidt striks, men hende rimede jeg også med. Sjovt nok var der en sprogregel når det kom til rim, der var frit spil. Hun havde en sætning hun ofte sagde til mig, “rim og remser – vi aldrig bremser” Så da rap kom forbi, var jeg klædt godt på med rim. Jeg deltog i mange slogan konkurrencer, som man kunne udfylde i et supermarked. Så det var ikke uvant, at der dumpede en pakke ind med posten.
Jeg fik selv pladespiller efter min konfirmation, lad mig lige slå fast en gang for alle omkring denne historie, at den måske ikke tidsmæssigt er korrekt. Samt at den ikke er et fælles syn på de mange kommende begivenheder, men mit syn på det liv jeg har tilbagelagt. Den første plade jeg kunne spille på anlægget var “Break Machine” med nummeret Breakdance Party. Den havde jeg allerede købt før, den stod hos min søster.
Man må forstå at det var tiden før internet og mobiltelefoner og de blade man kunne købe i vores by, var allerhøjst Vi Unge. I en naboby kun 4 kilometer derfra var der en Radio og TV handler, som også solgte lidt vinylplader. For at forklare udvalget så var der måske tale om maksimalt 100 7”, hvor kun meget få, var helt nye fra udlandet. Men der kom singler som, “Hey You the Rock Steady Crew”, “Woodpeckers from space” og Buffalo Gals. Vi skulle have alt, som lignede noget med hip hop. Vi optog meget på kassettebånd fra radioen, men det kunne også ligeså godt være fra noget foran fjernsynet.
Woodpeckers from Space med Video Kids den var super fed at danse til, men udover det, så blev den også soundtrack til den første tekst jeg skrev ned sådan for alvor. På bagsiden lå nummeret “Rap and Singalong”, hvor de i bakspejlet irriterende rumvæsenstemmer var fjernet. Det blev mit første beat om man kan sige det sådan, vi kunne ikke lige gå i en ungdomsklub kun med hiphoppere eller mødes ved en Burger King. Vi boede på landet i en by med cirka 700 indbyggere, så de ting vi sugede til os, tog vi også ekstra ind.
Da vi blev ældre og begyndte at gå i Ungdomsklub, stødte vi på 3 andre graffiti interesserede. Det var Tim, Dennis og Michael. På det tidspunkt var der kommet en bog som hed “Dansk Wildstyle Grafitti”, den blev en bibel og samtidig et bevis på hvor langt fremme de var i hovedstaden. Vi havde stadig problemer med at få de rigtige spraydåser, men vi skitsede meget. Vi fik lov til at udsmykke nogle ting hvor Ungdomsskolen var, men eller var vi mest i gang med Poscatuscher.
Jesper og jeg ville også ud og lave ulovlig graffiti, vi havde dog ikke rigtig styr på teknik eller fremgangsmåde. Vi havde fundet en blå spraydåse i min faders udhus. Vi havde tegnet skitser, men da vi endelig var klar til at gå ud, var det mørkt. Det var umuligt at se hvad man lavede og jeg ville skrive “COOL”, jeg følte det var en fiasko da jeg tegnede bogstaverne op, så jeg skrev “Pik” i frustration og endte med at skrive undskyld med skråskrift under det hele.
Vi har så heldige, synes jeg, at en flok graffitimalere fra København havde udsmykket en hel tunnel i byen som vi kunne få inspiration af. Det var Bieboy, Freez, Zenith med flere, der helt lovligt havde udsmykket måske 25 meter. Når man så på det, kunne man ikke forstå hvad de kunne med spraydåser, sådan opførte vores sig ikke.
Da Style Hart Kings!
Vi skulle male indgangspartiet til Ungdomsskolen, og så fik vi Quick dåser, der var helt rigtige, som vi kunne se i Dansk Wildstyle graffiti, det var noget helt andet. Igen var jeg langtfra den bedste, men jeg var interesseret i det og alt der lugtede det mindste af hiphop. Ungdomsskolen var inviteret til klubfest i en by som lå tættere på vores, det var i Auning. Auning var kun 4 kilometer fra Pindstrup, hvor vi boede, men det var dengang noget stort i at besøge andre byer, selv om de kun lå et stenkast derfra. Man skal forstå at vi praktisk talt var børn og levede et super trygt liv i Pindstrup, som var lagt fra New York og ghetto. Vores tolerance til om noget var hip hop eller ej var også anderledes, vi fik så små doser at, bare det mindede lidt om hiphop, var det godt nok, og der var jo også en stor spændende teenageverden ved siden af.
Den klubfest i Auning havde nogle forskellige konkurrencer blandt andet en graffitikonkurrence, hvor man fik 3 dåser og så skulle man dekorere en plade. Vi havde meldt vores crew til, vi hed AWB, det var Jesper, Dennis og Jeg. Navnet betød “Artists Without Brains”, hjernen måtte vi havde glemt hjemme, fordi vi havde ingen skitse med. Som jeg husker det, var der måske 6 crews som deltog, pladerne stor på staffelier inde i en gymnastiksal. Musikken som bragede ud i højtalerne var noget anderledes, det havde vi ikke hørt før. Det var deltagerne fra Auning ungdomsklub, som stod for musikken, Johnny, Tomas og Anders. De stillede også op i konkurrencen, som udviklede sig til en farce.
Et crew blev disket, fordi at de havde lavet en “FREEZ” fra et klistermærke og et andet crew havde tagget med dåserne ude i skolegården. Dennis havde lavet en stor “Flying Eyeball” med sort marker ude på toilettet, det blev opdaget, men det fik vi ikke ballade for. Vi stod foran lærredet og vi anede ikke hvad vi skulle lave, jeg ved ikke om der gik præstationsangst i den, men både Dennis og Jesper, som var langt dygtigere end mig, kunne ikke finde på noget. Det gjorde at jeg stregede to bogstaver op, “YT” stod der nu på pladen. Det blev ikke noget masterpiece, men vi fik en andenplads.
Den aften blev på en måde startskuddet til et langt venskab med drengene fra Auning, i første omgang Anders. Men i dag er det vildt at tænke på, at der var to forskellige hip hop eksperimenter i gang med 4 kilometers afstand, uden der var interaktion eller kendskab til hinanden.
Fra Kølig Kaj til KoolBandi
Af Lars Norman Thomsen – 2014
Kølig Kaj er fortid men Pindstrup-drengen, Thomas Lagård, er snart pladeaktuel som KoolBandi efter års fravær fra scenen.
Han er ikke i sigte, den gode Thomas Lagaard, da fotografen og reporteren, stiger ud af bilen en lun forårsformiddag i marts på den opgivne adresse i Fredericia. En mindre rekognoscering bliver sat i gang i den velordnede baggård på adressen, fortsat uden resultat. Et telefonopkald til hovedpersonen selv giver til gengæld prompte lys for enden at tunnellen, og et par minutter senere kommer han trissende på cykel i sort hummel-jakke og hilser afslappet på.
Kølig Kaj, som nu lyder kunstnernavnet KoolBandi, er blevet en moden mand på 43 med kone Mette og en knægt på 7, Sylvester, fem minutter på gåben fra det aftalte modested. Familien bor i et lejet byhus. Vi skal snart få at mærke, at Lagaard heldigvis ikke er blevet for moden og kedelig med årene. Han har fortsat kontakt til den uregerlige og charmerende knægt i positiv forstand, der aldrig var bleg for at gå sine egne veje i de unge år i Pindstrup. Aldrig færdig, altid nysgerrig på livets mange muligheder. Det opdager man hurtigt, selv om han er blevet tungere og nu taler mere velovervejet end dengang, hvor alt var tilladt og kimen til en tour de force i hip hop kulturen blev sået.
Daz Lager
Der var dengang Nielsen fulgte efter Lagaard. Efter giftermålet med Mette er det nu Sørensen. Fotografen og reporteren bliver budt indenfor i en række lokaler i baggårdsejendommen her i fæstningebyens midte, hvor Thomas Lægaard har lejet sig ind. Han laver skyndsomt en tiltrængt kop kaffe, mens han snakker lystigt og viser rundt.
I denne hule får han afløb for sine kreative lyster og sysler, og hele foretagendet emmer af manden, der har sørget for, at der er orden i rodet. “Jeg kalder stedet Daz Lager,” fortæller han. “Andy Warhol (6. august 1928 – 22. februar 1987, amerikansk maler og en of hovedkrafterne i pop art bevægelsen, red.) er et af mine idoler. Han havde jo sit studie, The Factory, i New York, og sådan et måtte jeg så også have i Fredericia, der er en fed by.”
Ny plade undervejs
Kender man til Thomas Lægaards fortid, er det tydeligt, at Daz Lager er hans fristed, hvor han kan være på alle tider af døgnet, og te sig lige så tosset han vil uden at genere andre end sig selv. Det har han brug for. En bagvæg fyldt med forskellige spraydåser i alle mulige farver beregnet til graffiti imponerer fotografen. På væggen med spraydåserne hersker der til gengæld en sirlig orden, som står i skrigende kontrast til den øvrige del af rummene, hvor en melodika, en basguitar og andre instrumenter fylder op sammen med et flytbart diskotek. Centrum er et lille pladestudie med det fornødne teknologiske isenkram til at lave den plade, som Lagaard snart sender på gaden som KoolBandi med titlen “Lokaliseringen”. Mens fotografen tager sine fotos, får reporteren lov til at lytte til et par af numrene, der er færdigproducerede.
“Nachos” for eksempel, der bliver til en veltunet øre-hænger, jo mere numret skrider frem med sine umiskendelige Lagaard brokker, rap og et fedt beat, der fænger. “Get up Stand up….”, lyder det samplet fra Bob Marley og til en overraskende overgang “Don’t Belleve Keid Heick…” med en hilsen til Public Enemy og deres anarkistiske “Don’t Believe The Hype”. “Jeg har intet imod Keld Heick. Han er sikkert en god fyr, men sangen er mere en samlet kritik af min forældres generation, og den vej de fulgte i jagten pẫ mammon og lån i banken. Banker har jeg sgu’ aldrig haft det godt med. Heller ikke, da jeg behøvede hjælp til at høvle en gæld på 300.000 kroner af. Da var det ikke min bank, der stod klar til at hjælpe, så har i 20 kroner så hæv dem,” opfordrer han og skynder sig at tilføje: “Jeg har ingen gæld nu, heldigvis, men det er ikke bankernes skyld.” “Jeg har villet lave en plade der handler om at være voksen, men samtidig vare barn. Om at behandle hinanden med respekt, og finde sit legebarn frem, vende tingene på hovedet for at lokalisere sig selv.”
Farvel til Kølig Kaj
Thomas Lagaard blev med et landskendt, da han helt tilbage i 1997 vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Stemmen i mit liv” i samarbejde med komponisten og produceren Chief One, tidligere frontman i hedengangne Rockers by Choice. Dengang boede han på Nørrebro og arbejdede ved siden af musikken i en brugsforretning. En 16. plads ved Eurovision Song Contest i Dublin, ud af de 25 deltagende lande, ødelagde intet. I Pindstrup festede de løs og et par selvbestaltede managers lokalt forsømte at hægte sig på vognen til evig berømmelse. “Jeg var hot i et år og blev inviteret med til alt muligt sammen med de andre kendisser, men efter et års tid var andre blevet mere hippe, og jeg røg ud i glemslen,” husker Lagaard, der nåede at indspille en hel CD, “Solgt ud” og blive opfattet som renegat af undergrunden i hiphop kulturen, som beskyldte ham for netop at sælge ud og overgive sig til den rene og skæere kommercialisme. “Jeg lærte meget af den tid, og det var ikke morsomt alt sammen.” siger en afklaret Lagaard.
“Det var altså ikke sjovt at se sit kontrafej på en mur på Nørrebro med en tydelig dødstrussel hæftet på. Ikke alvorligt, men alligevel.” “Jeg var inviteret med til det nyligt afholdte Grand Prix i Odense. Sikke da et cirkus, siger jeg bare, og synd for Basim, og det han nu skal stå model til. Jeg misunder ham ikke og kan blive pissesur over den behandling, han bliver udsat for i medierne.” “Jeg lagde Kølig Kaj tiden bag mig for alvor, da jeg i sommeren 2013 optrådte i Tivoli som Kølig Kaj. Jeg bruger nu i stedet energi på at vare den Kooleste Bandi i mange ár frem.” “Jeg skal have lov til at lege og være med sig selv, og det har jeg mulighed for i Daz Lager,” siger Thomas Lagaard, der tjener tit sin kunstneriske virksomhed ved et 25 timers job. Den tidligere Pindstrup dreng har boet i Fredericia i 13 ár og har slået rod i fæestningebyen. “Jeg tager tit mig selv mere og mere i at sige, at jeg er fra Fredericia. Det er vel et godt udtryk for, at jeg er faldet til.”
