I begyndelsen var skriften
En graffiti-dinosaurus taler ud!
Skrevet af David Ludvig Lind 2003 – AKA Mr. Reset (RIP 1973-2019)
Jeg har altid villet skrive en bog. Da jeg var 15 år, ville jeg gerne udgive en bog om dansk graffiti i fotos og lidt tekst. Da både min storebror og jeg tog på mange foto ture for at fotografere de farverige graffitier, havde vi et godt materiale.
Jeg opsøgte Peter og Helle Skaarup i Virum alene, og vi sad en sommerdag ude i deres have, og vi fik kaffe og linser. De var åbensindede og, de viste mig deres arkiv af private fotos og scrapbøger, og jeg følte et nærvær og en følelse af at komme bagom deres bog ”Dansk Wildstyle Graffiti”. Jeg glemmer aldrig, da jeg kørte hjem fra besøget, igennem Holte-skoven på min Puch Maxi i solskin, og verden var blevet et større, og et smukkere, sted at være.
Der gik et halvt år, inden jeg fik svar, og de syntes ikke, de havde lyst til at kaste sig ud i en ny bog, og de fortalte, at deres første bog, Dansk Wildstyle Graffiti, kun lige kunne løbe rundt. De inviterede mig til at udstille, men jeg var først lige begyndt så småt at male på lærreder og havde ikke nok materiale.
Natten var stor og overvældende
Som graffitimaler var jeg de mærkeligste steder, på de mærkeligste tidspunkter, nogle gange alene, andre gange var jeg ude med vennerne for at male. Vores forældre kunne ikke lide, vi var ude om natten, så vi sagde, vi sov i telt eller hos venner. Andre gik ud, når deres forældre var faldet i søvn, det gjorde min bror og jeg aldrig.
Vi vidste, at de ville vågne og høre det eller opdage det om morgenen. Natten var stor og overvældende i starten, og det var alt sammen meget spændende. Vi blev helt høje af at stå og og male ulovligt, imens vi prøvede på ikke at blive opdaget.
I begyndelsen cyklede vi simpelthen til, hvor vi skulle male, jeg kan huske, vi cyklede igennem den mørke Holte-skov, og kom tilsidst ud i lyset ved et stort lyskryds. Eventyret var begyndt. Vi var 5 stykker, der malede der i Holte, på en væg. Vi malede et lyserødt ”Casio”-piece, og én tegnede op, og vi andre fyldte piecet ud, og tilsidst var der én, der lagde de svære outlines. Der var kun én der opdagede os, og det var et cykelbud, der kom cyklende, da natten var ved at blive til den lyse morgen. Vi cyklede hjem til et sommerhus i Hørsholm hvor vi skulle sove, og jeg havde den følelse af, at ”vi gjorde det!”, inden jeg faldt i en dyb søvn.
Vi fik nogle oplevelser af at være ude om natten og male, og det gjorde de andre graffitimalere også, så snakken gik livligt om de seneste pieces. Vi have ikke mange penge til maling, det var en af grundene til at vi slog os sammen. Vi begyndte først rigtig at komme i gang med at male i 87. Jeg tegnede utrolig mange skitser i 86, flere hundrede. Der lærte jeg det mest basale, som er at forme bogstaver, og sætte farver sammen. Der var en enorm forskel på at sidde at skitse og drikke the om dagen, og så male dem om natten ulovligt. Det var som dag og nat, helt bogstaveligt.
Vi fik hele hiphop-pakken fra Amerika, med dans, rap musik og graffiti, igennem bogen ”Subway Art” og filmen ”Style Wars”. Men det, jeg tror, ingen rigtig tænkte på, var, at det var udviklet, da vi fik det, og det var vi desværre ikke med i. Så det var let at overtage det, og derfor blev vi i Danmark utroligt hurtig gode til det. Det var i 84-85. Min bror og jeg dansede også i en kort periode ”electric boogie” og ”breakdance”. Senere lagde jeg lidt afstand til dansen og musikken, og var ikke ude at stjæle bilmærker til tøjet, og købte ikke hiphop-pladerne. jeg var blevet glad for at høre Bob Dylan, og havde gået til klassisk klaver. På den måde faldt jeg lidt udenfor. Men jeg hørte senere, at de største New York graffitimalere faktisk hørte 50’er-musik, heavy og jazz! Det første tag, der gjorde et enormt stort indtryk på mig var ”Goon.” Det stod højt oppe på en bro med sort sprit tusch, og jeg så helt bogstaveligt talt op til det.
Senere malede ”Goon” og ”Shame” den lille havfrue, ”Little Mermaid,” på Hellerup-muren. Det er i dag en klassiker. Det var et sus at køre forbi med toget hver gang. Jeg var altid meget opmærksom på, hvad der var malet , hver gang jeg skulle til københavn med familien, selvom toget kørte så stærk forbi. På det tidspunkt kom der graffiti-billeder i tyggegummi pakker, man kunne samle, og vi havde selvfølgelig næsten dem alle sammen. Det var et forsøg på at gøre graffiti kommerciel, men det havde de svært ved, det var lettere for dem at sælge hvide handsker, guldbriller, og hiphop-musik. Det at graffitien var ulovlig, var et problem, men de fik da solgt noget tyggegummi.
Nogle andre, der gjorde et stort indtryk på mig var ”Lyngby Graffiti Drenge,” som malede lovligt – og sikkert også lidt ulovligt ved siden af. De malede en stor væg, der kom i tv, og programmet hed ”Kajplads 114”. Jeg troede, at de skrev ”Whap Gang,” som deres ulovlige navn, men sådan hang det ikke sammen, fandt jeg ud af senere. Vi så op til de andre malere der var bedre og længere fremme som guder, men fandt langt senere ud af, at de var helt almindelige mennesker med et stort tegnetalent!
Taki 183
I starten var Posca-tuscher enormt populære, både til at tagge med og til at tegne skitser, og til at tegne rygmærker og skoletasker med. De kunne skrive på alt. De tuscher havde jeg mange af, og brugte dem flittigt i 86, og tjente lidt på at tegne graffiti mærker på skoletasker. Året efter introducerede ”Keel” mig og min bror for farveblyanter. De var også bedre til skitser, mere økonomisk og der var flere farver, og man kunne blande farverne fint på papiret, men de kunne ikke så meget som Posca-tuscherne, som faktisk stadig er meget populære. Farveblyanter er stadig en god ide.
Jeg bitede meget i starten, fra graffiti-bøgerne, efterlignede de andre malere. Senere udviklede jeg mit eget, og så mindre efter de andre. På en måde var vi privilegerede, for det var dem fra New York, som måtte kæmpe med hele udviklingen. Det hele startede med én som taggede sit navn, ”Taki 183,” alle vegne, og blev kendt i en avisartikel og på væggene, og så begyndte andre også at skrive deres navn. Og de navne, de skrev, begyndte de at lave til tykke bogstaver, og så kom udfyldningen osv. De malede på togene, og de er legender i dag. Men det er ikke muligt at male på togene i New York mere, det stoppede i 82. I skitserne blev stilen udviklet, og på tog.
Jeg holdt meget af at skitse og male pieces, det blev en livsstil, som jeg sugede til mig, spændingen i maven, hver gang vi skulle ud og male, og det eventyr der ventede. Spændingen, som blev udløst igennem en malerdyse! Vi havde tjekket det sted ud, vi skulle male om dagen, så vi kendte flugtvejene, og vi undersøgte, om muren skulle grundes med almindelig maling, inden vi kunne komme i gang. Skitserne havde vi også parat, de var i vores baglomme, så var man rigtig sej, og ikke til at skyde igennem.
Men selvfølgelig kunne vi godt blive bange. Vi var mest bange for selvtægtere, folk som tager loven i deres egen hånd, og så politiet. Om natten gik vi langs togskinnerne i månelyset og lydede, som blev forstærket af nattens stilhed, det hele var bare så fantastisk. Så kunne vi stå under en bro og spraye, og så når det sidste tog kørte forbi, kunne vi se, fra lyset fra toget, vores pieces tage form. Man var både gearet op og træt bagefter sådan en udflugt. Vi opsøgte altid vores graffitier om dagen, og man var spændt på, hvor godt eller dårligt, det var blevet. At se det i dagslys, var altid en overraskelse. Så der er noget om, at den kriminelle altid vender tilbage til gerningsstedet – os med et kamera i lommen !
Valseværket, en åbenbaring
En af de største oplevelser med graffiti var, da vi, mine venner og jeg, tog ud på Amager i 86 og så valseværket. Det var et gammelt stålvalseværk, der var nedlagt. Det blev flittigt brugt af graffiti malere, og var et samlingssted. ”Kyle” havde malet sit afskeds-piece derude. Han var begyndt i 84 og stoppede i 86, så det var en kort karriere. Rygtet gik dog på, at han havde malet et til dagen efter. ”Kyle” havde skrevet et digt på engelsk ved sit piece, der sluttede med ”Please new writers, dont forget my name”. Et andet piece rykkede mig også fuldstændigt, det var ”Shame,” der havde malet Rip, fra Rip, Rap og Rup, som et fotografi i grå toner, sort og hvidt. Jeg havde aldrig set maling ligne et fotografi før!
Det var også der, hvor ”New Stylen” kom, en anden form for bogstaver, jeg tror det var ”Mode 2,” som havde stilen med fra Paris, men jeg er ikke sikker. Vi kom fra Kokkedal, og havde gået i vores egen lille verden, vi havde ikke cans med, eller malede noget derude, vi var slet ikke nået så langt. Vi var total skufle, i forhold til, hvad vi så, som var en åbenbaring for os – jeg var kun 13 år.
En begyndende boblende glæde
Dansk graffiti startede som en festlig, farverig, boblende glæde, og i spidsen for den udvikling, var ”Freez” og ”Dimmer”. I starten var spørgsmålet, om det var kunst eller hærværk, det kan man jo mene om hvad man vil, men graffitien var kommet for at blive. Så det spørgsmål, som blev vigtigere var, om det var malet lovligt, eller ulovligt. I starten så man ret uskyldigt, på de farverige værker. Man syntes, det var sjovt. Men da DSB begyndte at have udgifter på flere millioner, og folk følte sig utrygge i de tog, der var overmalede og -taggede indvendigt, ændrede holdningen sig.
Det blev en plage for mange, og der blev uddelt meget store erstatningskrav til de malere, der blev taget. Der begyndte en krig imellem malerne og DSB. Der blev kastet plasticposer med hvid maling på togene, også fordi, at graffitimalernes værker på togene blev fjernet meget hurtigt. Der blev også malet meget legal graffiti, tit og ofte var det bestillingsarbejder, der gav mange kander og lidt penge, og man kunne stå om dagen og have god tid, til det.
Der var også steder, hvor det var legalt at male. Der blev bl.a. sat 3 store træplader op i Lyngby. Og graffitimalerne kendte steder, som f.eks. Valseværket, og de steder, som dukkede op senere hen, hvor man kunne male i ro og mag. ”Freez” og ”Dimmer” blev taget en nat, da de var i gang med en stor væg på en skole, grebet på fersk gerning. Men da man senere havde snakket med skolen og de syntes det var flot, fik de lov til at male det færdig. Det viser noget om, hvordan man så det i begyndelsen. Jeg tror næppe, det kunne ske i dag. ”Goon” sagde også, hvis man tagger i togene, så bliver folk sure, og vil ikke fortælle, hvad klokken er!
Der var mest slagkraft i den ulovlige graffiti, og mest respekt, fordi det var farlig, og det var malet under et pres. Mit bidrag til krigen imellem graffitimalerne og DSB udspillede sig i 89 i en efterårsferie. Jeg var blevet lidt af en lømmel, og der var nogle store kræfter i mig, jeg havde svært ved at styre, men var normalt meget stille og rolig. Jeg lavede en malingbombe, fyldte en pose med maling, så gik jeg ned til, hvor kystbanetoget kører.
Det var aften, og jeg sad på en skråning, hvor der var meget buskads, og ventede på, toget skulle komme. Toget kom, og jeg var ret tæt på og kastede bomben på toget, det var en vild oplevelse. Men så bagefter sker det underlige, at jeg finder en Velo-knallert, smidt på skråningen, opdager den på vej op til noget bebyggelse. Jeg slæber Velo’en op ad skråningen og bringer den ud på en cykelsti og får den faktisk til at køre! Den kører pænt hurtigt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bremse den, prøver at røre ved noget men får et stød! Jeg kører på velo’en hjem, og må havde fundet ud af at stoppe den, på en eller anden måde. Efter efterårsferien skulle jeg i erhvervspraktik i en farvehandel i Nivå, og så kørte jeg på velo’en, hver dag, til og fra arbejde.
Cover Artists
I begyndelsen af 88, dannede min ven Martin og jeg den lovlige duo ”Cover Artists.” Navnet havde vi fundet i en avis. Vi startede med at spørge vores naboskole, om vi måtte male et lille piece, men vi fik et afslag. Så spurgte vi på vores egen skole, og der fik vi lov.
Det første piece, vi malede, var et ansigt uden øjne og med sammenbidte tænder. Svært at forklare, men at tegne figurer blev det, vi arbejdede mest med. Martin var klart meget bedre end mig, til stort set det hele. Det var også ham, der fandt figurerne og tegnede op, og lagde outlines. Vi fik 8 kander ud af vores første job, og der kom mange jobs henad vejen, blandt andet for Spar-købmanden og Brugsen. Det var en tid, hvor det var på mode. Og så ved at give os lov, slap de for den ulovlige graffiti. Vi malede også ulovligt, så det var helt Chaplin’sk, drengen der baldrer ruderne, og Chaplin der sætter nye i, og så deler de overskuddet om aftenen!
Det gav lidt penge og kander at male lovligt, og da ingen af os havde særlig mange penge, hjalp det til at male de ulovlige, men også materialer til skitser og andre ting. Det var altid mig, der stod for penge og kvitteringer, og den der førte ordet, når vi skulle spørge om et lovligt job. På en måde var det meget uskyldigt, vi ville jo bare gerne vise vores kunst. Det sidste job, vi malede sammen, blev i 90, et kæmpe plankeværk omkring et byggeri på flere hundrede kvadratmeter, på Istedgade.
Vi havde 8 medhjælpere fra Nivå, som alle sammen var så skufle, at Martin måtte holde dem i stram snor, for at de ikke fuckede det hele op. Desværre behandlede han mig på samme måde, hvilket gjorde, at jeg sagde til mig selv, at det var det sidste værk, som Cover Artist. Det var et kæmpe arbejde, og jeg lavede nogle ting på egen hånd, imens Martin malede med skufle-gruppen. Det blev til nogle Vaughn Bode-figurer fra min side. Jeg var blevet meget bedre, end da vi startede i 88, så det blev meget vellykket. Det blev også meget godt, det Martin og gruppen malede, men sikke en forestilling!
Noget helt andet er, at jeg faktisk var ved at blive slået til plukfisk ved det job. Et helt læs brædder landede en meter bag mig, da jeg var på vej ud af byggepladesen! Senere valgte jeg selv, hvem jeg havde lyst til at male lovligt med, og det er jeg glad for. Der kom nogle helt andre ting ud af det, men jeg holdt stadig også venskabet med Martin. Vi startede i det helt små, og vi stoppede på toppen i de 2 travle år, vi havde. Vi opnåede også at komme i avisen flere gange, og i tv.
Broen i Kokkedal
Det var en skøn sommerdag i 89, da Martin og jeg (Cover Artists) stod og malede lovligt for Brugsen. Alle de unge var begyndt at samle sig bag os på en bænk. Der kom flere og flere til, imens vi stod og malede. Lige pludselig kommer en SSP-arbejder hen til os. Vi havde aldrig set ham før, og han tror, vi maler ulovligt. Jeg siger til ham, at han kan gå ind i Brugsen og spørge. Han kommer ud lidt senere, og vi vil snakke med ham. Ved ikke helt, hvordan det kommer på bane, men vi vil godt have et sted, hvor vi kan gå hen og male lovligt. Det, synes han, er en god ide, og vi leder efter en mur, både i Nivå og i Kokkedal.
Det ender med en bro, som ligger centralt i Kokkedal, og som også er tæt på skolen og butikkerne. Jeg havde lavet en lang skitse (ca. 50×15 cm), udført med farveblyanter og sorte filt-outlines, hvor der stod ”Mad Wizard Love” imellem hvert ord var der en Vaughn Bode-figur. Den var sat sammen af flere papirer og blev brugt til at vise, hvad vi havde tænkt os at male for kommunen på broen, eller i hvert fald, hvad de kunne forvente. Den skitse blev aldrig udført, det var ikke et betalt bestillingsarbejde for kommunen, men at have et sted, hvor vi i ro og mag kunne male lovligt. Inden broen blev grundet hvid og gjort klar, var ”Code” og jeg de første til at bruge broen i 89. Det var aften, og det var bidende koldt, minus 15 grader, trykket var ved at gå af spraydåserne. Jeg gik op til tanken, som lå lige ved siden af broen, kan ikke huske hvorfor, men der mødte jeg en politibetjent.
Han spurgte ”Er det dig, der har anmeldt det?” Jeg svarede: ”Nej, det er mig der har malet det!”. Jeg fulgtes frivilligt med betjenten tilbage til broen, hvor en anden betjent havde fat i ”Code”. Vi sagde, det var lovligt. De tjekkede det over deres radio, og de måtte lade os male videre. Det skete et par gange, at politiet kom de næste år frem, men jeg tror, at de tilsidst var helt klar over det, og kunne forklare det til dem, som anmeldte os. Broen blev grundet hvid, på begge sider, og ”Code” malede et ”Re-z” Piece som kom i avisen, hvor der stod, at der var kommet en lovlig bro i Kokkedal til graffiti. Broen blev brugt flittigt af alle malere fra Kokkedal. Desværre var der ikke ret mange udefra, som brugte broen, men der kom da to fra Virum, ”Avelon” og ”Coal”.
Broen blev brugt i ca. 10 år, og der blev malet over 100 pieces, nogle få var Whole-walls. Der var et tykt lag maling på murstene, både fra grunder-maling og spray tilsidst. Så skulle projektet stoppes og broen skulle gøres ulovlig igen, hvorfor ved jeg ikke, måske fordi den ikke blev brugt mere? De valgte at male den i stedet for at sandblæse den, det valg forstår jeg godt! Det ville tage et enormt arbejde, og det ville være urealistisk, men det ville sikkert være spændende at se på. Når der var lidt ulovligt graffiti på de andre broer i Kokkedal, blev de altid sandblæst. Sidst jeg så graffiti-broen, var den, som den eneste, malet hvid og grå, og det var blevet den flotteste bro i hele kokkedal, af alle de lag maling og kunstneriske energier der lå nedenunder!
1 9 8 9
89 blev mit mest aktive graffiti-år. Jeg havde gang i det hele: Lovlige bestillings job, både alene og med andre. Jeg kom de steder, hvor det var lovligt at male, eller i hvert fald hvor det ikke generede nogen. Ulovlig graffiti blev det også til, især væggene langs kystbanestrækningen, for det var tæt på, hvor jeg boede, og mine værker kunne ses fra toget. Det blev også til et par pieces langs S-togsstrækningen.
Jeg var 16 år, og jeg kunne ikke få nok! Det år udviklede mig meget, det var intens træning, øvelse gør mester som man siger, men jeg havde stadig meget at lære. For at have maling nok til alle de pieces, så brugte jeg almindelig vægmaling, med pensel, til at udfylde bogstaverne. Det var noget, vi havde lært af ”Rens.” Han viste os også, hvordan vi kunne blande malingen i spraydåserne. På det tidspunkt i 89, var det mest Quick-maling, vi malede med, og der var ingen special caps til salg. Motip blev et hit, efter Quick-malingen, den tror jeg vi fik i 90.
Farvepaletten var ret begrænset i Quick, men hvis man blandede sine sprayfarver i dåserne, så kom der nye farvevarianter, som var hårdt tiltrængt. Der var også ”Gør det let”-maling, der var en flot æggegul og en baby-blå og en lilla. Jeg taggede også meget, og blev frækkere og frækkere i det hele taget. Grænsen blev skubbet hele tiden. Der var mange oplevelser, der strækte sig igennem alle årstider, sommernætter, efterårsregn og blade, iskolde vinternætter, og det milde forår.
Der var dog ingen af os fra Kokkedal, der rigtig kom i gang med at male på S-togene, måske fordi vi ikke havde en yard, der lå tæt på. Men i Rungsted holdt nogle gamle tog, som for længst var sat ud af brug – dem malede vi på. I år 90 kom jeg til en skillevej: maleri på lærred med pensel blev jeg meget interesseret i. Men jeg fortsatte med at male graffiti, det blev både og, men en ny vej havde vist sig.
Lyngby-kældrene
10 minutters gang fra Lyngby station lå Lyngby-kældrene. Det var en grund, som lå øde hen, med et træstakit omkring. Der havde været 3 huse og da husene blev revet ned, lå kældrene tilbage, med naturen, der voksede vildt omkring dem. Så der var 3 kælderrum og de blev brugt flittigt af graffitimalere, der kunne være et sted, hvor begyndere startede op pg øvede sig. Men det blev også brugt af de ”gode” graffitimalere, som malede sine pieces der. Nogle gange lå der gamle aviser dernede fra en, der havde opgivet at dele dem ud, der var ret ulækkert på gulvene, i det hele taget.
Men væggene var flotte. Det kunne også lugte grimt, når nogle havde haft bål dernede, og det havde regnet. Andre gange virkede der mere rent. Jeg tror næppe, der var nogle, der ryddede op dernede, men det virkede på mærkelig vis sådan. Vi fandt kældrene i 88, og da have ”Lech” og ”Øre” malet der allerede, og ”Romance”, dem kan jeg i hvert fald huske, som noget af det første. En sommer havde en kat lagt sig til at dø i kælder nr. 2, og der lugtede fælt, så man kom ikke mere end to trin ned til den kælder, før man vendte om. Der var trapper ned til alle kældrene, og i kælder nr. 2 blev der ikke malet, den sommer!
Der blev malet mange gode pieces i de kælderrum. Det var en friplads for os malere, og man kunne være heldig at møde nogle andre, og få sig en snak. Når vi malede der, hang spraymalingen i luften, og man blev lidt små-forgiftet, men det var vi vant til. Der var tagget på alle væggene og selv i loftet ! Da min ven og jeg opsøgte kældrene i 2002, var der bygget nye huse på grunden, og kældrene var blevet til historie.
