SHAME
En skriver af den gamle skole
Shame of the Trific 2
Shames graffitirejse begyndte i 1984 med lidt småskriblerier på S-togstationerne langs A-linjen, men tog for alvor fart, da han i 1985 teamede op med makkeren Goon. Samme sommer opnåede de, som duoen the Trific 2, lokal berømmelse på den københavnske graffitiscene – ikke mindst takket være monster-piecet Little Mermaid
I 1987 forlod Shame graffitimiljøet for at forfølge andre kunstneriske interesser, men gjorde fra 1999 et overraskende comeback, primært i samarbejde med sine old-school skrivervenner Sketch og Bates. Det mest markante værk fra perioden er piecet Hulk ved Københavns Lufthavn fra 2003.
Her er Shames egen fortælling om, hvordan det begyndte.
Ziggy
Min introduktion til graffitien fortaber sig lidt i tågerne. Men jeg husker tydeligt, hvornår jeg første gang så et rigtigt, live graffiti piece – for jeg fattede simpelthen ikke, hvad det var.
Det var i sommeren 1984, nede i Holte Midtpunkt, hvor der pludselig stod “Ziggy” i sprudlende farver på gavlen af en af de nye betonbygninger. Bortset fra det ene ord var muren helt ren, så det lignede lidt et logo. Y’et endte i en lang pil, der strittede den modsatte vej af normalt, altså til højre.
Jeg undrede mig over, hvad den mon pegede på, og fulgte dens retning ind i baggården i forventning om at finde en butik eller noget andet spændende. Men der var ingenting. Så forstod jeg, at pilen ganske enkelt var der for effektens skyld. Uden nogen dybere mening.
Men godt så det ud. Det skulle senere vise sig, at ophavsmanden var ingen ringere end Holte-skriveren Shamrock, som jeg året efter endte med at arve både min graffitipartner og mit navn efter.
Jeg eksperimenterede selv lidt med graffiti, mest i form af nogle underlige, hjemmelavede ord, som “ZOOCH!” og den slags, med tredimensionelle bogstaver tegnet med tusch på min skoletaske og på væggene på mit og mine venners børneværelser.
Ziggy-muren, Holte-midtpunkt 1985
Jeg købte en dåse sort spraymaling i den lokale farvehandel og begyndte at skrive “Craze-Colors,” stylet som Coca-Colas logo, rundt omkring ved S-toglinjen – plus et enkelt på muren ved siden af Ziggy-piecet (kan svagt skimtes lige over cyklen på billedet).
En spritny Penol 1000, dengang den bredeste tusch på markedet, blev flittigt brugt i nærmiljøet. Omkvædet “Feed the World!” fra sangen “Do They Know It’s Christmas,” som kom ud i julen ’84 til fordel for de sultende i Etiopien, fik også 3D på bogstaverne nede på stationen. Det var mit lille bidrag til krisen i Afrika.
Senere gik jeg rundt og tegnede en figur, Mr. X, i flere udgaver, blandt andet en punk-version med mohawk og læderhalsbånd med nitter. En anden variant havde solbriller på, med teksten: “Mr. X avec des lunettes de soleil!” Det var nok fordi, jeg lige havde fået fransk i skolen og syntes, det lød sofistikeret.
MagShame (Sketch og Shame), Valby 2002
Red
Som månederne gik, blev Ziggy-muren fyldt helt ud med alt muligt krimskrams. Enkelte værker skilte sig dog ud. Først et stort Shamrock-piece og et med “Red” nedenunder. Og så i foråret 1985 kom der en ret god spray-tegning af Vakse Viggo, en af mine egne yndlingstegneseriefigurer, og et Red-piece mere, denne gang med pile og stjerneskinnere.
På et tidspunkt havde jeg læst en artikel i avisen om en skriver, der hed Zpoc, som beskrev, hvor fedt det var at være ude at male om natten langs togbanen, og så dagen efter sidde i toget sammen med de andre passagerer og se ens mur suse forbi, og godte sig over, at det piece havde man selv lavet. Dét lød fedt, det var lige noget for mig!
Mr. X, 1985
Og heldet tilsmilede mig. Ved et totalt tilfælde var en af mine bedste venner, der gik på et andet gymnasium end mig, kommet i klasse med en fyr, der malede graffiti. Jeg blev introduceret, og det viste sig at være ingen ringere end selveste Red – manden bag Viggo’en og de to Red-pieces på Ziggy-muren i Holte.
En dag forlød det, at Red og hans graffitivenner havde fået i opdrag at male graffiti på en robåd for bådudlejningen ved Vejle Sø (som underligt nok ligger i Holte). For at gøre det ekstra Bronx skulle det foregå om natten, også selvom det jo faktisk var et lovligt job! Men den lidt besynderlige logik generede os ikke. Det var graffiti, og det var ren undergrund. En fantastisk følelse at være med til, også selvom jeg og min ven bare kiggede på.
Busted!
Jeg fortsatte et stykke tid som soloartist, hvor jeg malede Mr. X’er rundt omkring på S-togstationer og busstoppesteder. En lørdag morgen, hvor jeg skulle ind til København for at arbejde, nåede jeg lige at tegne en kæmpe udgave af den solbebrillede herre med min Penol 1000 nede på Holte Station, da en stor, bred DSB-mand dukkede op lige bag mig. Selvom hele trapperummet stank af sprittusch, tænkte jeg i min uskyldige naivitet, at han måske alligevel ikke havde opdaget noget, så jeg lod bare som ingenting og fortsatte op på perronen og ventede på mit tog.
Men HAPS! Øjeblikket efter greb han selvfølgelig fat i nakken på mig og holdt fast, mens han tilkaldte politiet. Jeg følte mig godt dum, for han var en trivelig herre, som jeg nok let kunne være løbet fra.
Kort efter sad jeg og kukkelurede i detentionen på politistationen i Sorgenfri og havde fået konfiskeret, ikke bare min Penol 1000, men også en 700 og en 750’er. Og under forhøret dummede jeg mig endnu engang. I et desperat forsøg på at aflede strissernes opmærksomhed fra alle Mr. X’erne rundt omkring i området tænkte jeg, at jeg hellere måtte give dem lidt mere end bare den ene, jeg var blevet taget i, så jeg valgte også at indrømme, at jeg havde skrevet et enkelt “Feed the World!” på Holte Station. DSB’s afrensning af de to kunstværker endte med at koste mine forældre 2.000 kr.
Efter løsladelsen købte jeg fluks en bøtte grøn maling, og samme nat overmalede jeg alle de grønne skure ved busstoppestederne, som var blevet udsmykket med den bebrillede herre. Alt i alt en lidt uheldig start – jeg var blevet knaldet endnu før min graffiti-karriere overhovedet var kommet i gang.
Men man lærer jo som bekendt allerbedst af sine fejl. Jeg skulle selvfølgelig have løbet min vej, da chancen bød sig. Og der var slet ingen grund til at indrømme mere, end jeg var blevet taget for på fersk gerning. De erfaringer skulle senere vise sig ganske værdifulde.
Konfiskationserklæring, 1985
Bates Great Shame Sketch, Valby 2001
Goon og Chick
Næsten samtidig med mit rendezvous med politiet i Sorgenfri havde Red og Shamrock også været på besøg samme sted. De var blevet busted nede på Holte Station i færd med at optegne et nyt “Mad Bombers” piece.
Mad, Sorgenfri 1985
Derefter gik deres lille crew vist mere eller mindre i opløsning. Der var i hvert fald forlydender om, at Shamrock ikke længere var så engageret i graffitien, men vistnok var mere optaget af at besætte huse i København. Jeg så min chance og tilbød Red at overtage Shamrocks plads.
Og sådan blev det. Snart var jeg med ude at male mit første rigtige piece – i crime time! Det foregik under en bro ved Sorgenfri Station på en betonmur, som kunne ses fra toget. Op til muren var der en skrå flisevæg, så vi var nødt til at fjerne en række af fliserne for overhovedet at kunne stå der, mens vi malede. Red havde lavet skitsen med ordet “MAD.” Han stod også for både optegningen og den endelige outline, så mit job var egenlig mest at fylde ud. Men det var fedt alligevel. Nu var vi i gang!
Det må have været en weekend, for selvom togene holdt op med at køre klokken et, var der stadig folk ude om natten. Ved totiden, mens vi stod der og knoklede på vores projekt, kom et kærestepar forbi på stien, som gik under broen. De stoppede op og spurgte os, hvad vi lavede. Graffiti, svarede vi stolte! Fedt nok, sagde de og ønskede os god arbejdslyst, inden de gik videre. Dengang fattede ingen rigtigt, hvad graffiti var. Allerede året efter var mange mennesker pænt trætte af det, og risikoen for, at nogen ville ringe til politiet, stor nok til, at man havde fået total noia, hvis man blev opdaget in action. Men ikke i sommeren 1985.
Da piecet var færdigt, skulle det signeres. Red var jo blevet busted for et Mad Bombers-piece (som var associeret med navnet Red), så han valgte at skifte identitet til Goon. Med to sure øjne i o’erne. Han mener at kunne huske, at jeg i starten slet ikke gad at have et navn. Det er måske en del af forklaringen på, hvorfor jeg endte med det fjollede navn, Chick. Og måske også fordi jeg – inspireret af David Bowie og Human League og andre af tidens popmusikere – havde flirtet lidt med det androgyne og den udflydende kønsidentitet. I hvert fald havde jeg gerne øreringe i begge ører og eyeliner på, når der var fest (uden nogen målbar positiv effekt på det modsatte køn, mærkeligt nok). Men det blev altså en slags pigenavn til mig. For at understrege, at vi var nogle søde, bløde fyre (M/K), skrev vi vores dedikationer i et hjerte ved siden af piecet. Vi udviklede også et hemmeligt handshake til lejligheden. Nu var vi en rigtig graffiti crew.
Bates Great Shame Skone, Københavns Lufthavn 2003
T2
Efter Mad fik jeg mere indflydelse på det kunstneriske udtryk. Jeg var relativt god til at tegne figurer (af en 16-årig at være), og kæmpe fan af Lucky Luke, så på det næste piece, “Vandalism,” påtog jeg mig at male den lynhurtige cowboyhelt og hans kriminelle modstykke, Joe Dalton, hver med deres seksløber i hånden. Bogstaverne stod Goon igen for. Vi valgte at lave outlinen og skyggerne hvide, hvilket var lidt vovet, fordi det kan få billedet til at ligne et negativ. Men det virkede.
Vandalism, Bernstorffsvej station 1985
Vandalism blev en rimelig god burner, hvis jeg selv må sige det. En af grundene var den særlige lyserøde farve af mærket Marabu Buntlack, som Goon og jeg ved et tilfælde havde opdaget inde i Tegnecentret i Store Kongensgade (hvor Goon gerne forlod butikken med lommerne fulde af dyre tuscher til at tagge med, mens jeg pligtskyldigt havde betalt for en enkelt Penol 1000). Jeg tror muligvis også den grønne i baggrunden var Marabu – at dømme efter, hvor godt den dækker murstenene. I hvert fald kom det piece rigtig godt op – og ikke mindst ud i hovedet på S-togpassagererne, når de rullede ind på Bernstorffsvej Station!
Vores navne blev skrevet i hjertet, som skulle være vores særlige, følsomme kendemærke. Det var også på Vandalism, vores crew fik sit navn: The Trific Two (senere forkortet til T2). Det var noget, Goon fandt på, og jeg syntes, det lød fint. “Trific” var angiveligt en forkortelse af ordet “terrific.” Goon havde boet et år i USA, så han vidste bedst.
Den eneste reference til ordets rigtige form findes på vores næste piece, “Sorteper,” et kæmpestort fjæs af Mickey Mouse’s slemme katte-nemesis, som i en talebobbel siger “We’re Terrific!” Denne gang var det Goon, der tegnede figuren op. Den skulle sidde der i første streg – uden fejl! – da den hvide væg både udgjorde baggrund og udfyld. Senere trippede jeg over, hvor godt det lykkedes for ham. Jeg ved ikke helt, hvordan han nåede op for at male den øverste del, da piecet var dobbelt så højt som os selv. Men jeg kan huske, at jeg stod på skuldrene af ham, da jeg udfyldte håret. Graffiti er rigtigt teamwork, hvor ingen er for fin til at påtage sig enhver opgave. Det er noget af det fede ved det.
Men alligevel kiksede piecet lidt for os. For taleboblen, der oprindeligt var ret lille og fyldt ud med grå og med gule bogstaver, så bare ud ad helvede til. Det kunne vi ikke leve med, så natten efter gik vi ud og malede den over med hvid og lavede den større. Så funkede det. Vores navne blev skrevet med resterne af den lyserøde Marabu fra Vandalism. Den gav altså bare det ekstra pift, der var brug for.
Sorteper, Sorgenfri 1985
Sorteper blev et hit. Jeg nød at sidde i toget og høre tilfældige passagerer tale om det piece. Alle, der kørte på strækningen mellem Virum og Sorgenfri, kendte muren med Sorteper.
Little Mermaid
Vi var on a roll. Hver gang, vi var ude, havde vi overgået os selv. Og det næste piece blev ingen undtagelse.
Som alle andre graffitimalere var vi vilde med den amerikanske tegneserietegner Vaughn Bodés funky øgler, og ikke mindst hans sexede, storbarmede damer. Sidstnævnte var der dog ingen (hverken i Danmark eller i bogen om New York-graffiti, Subway Art, der var vores eneste reference til amerikansk graffiti), som have haft synderlig succes med at få til at burne i graff-sammenhæng. Så det var netop det, projektet med Little Mermaid gik ud på.
Vi havde udset os en ledig spot (den slags fandtes nemlig dengang) på den gigantiske mur ved DSB’s rangerområde mellem stationerne Bernstorffsvej og Hellerup på S-togets A-linje, lige der hvor også sporene fra Kystbanen fletter ind. Så der skulle være både rigeligt med publikum og plads til et stort piece!
Little Mermaid, Hellerup-muren 1985
Jeg lukkede min Pondus-konto i Den Danske Bank for at få de sidste 100 kroner i ikke-tilskrevne renter udbetalt for at købe maling til Little Mermaid. Det forslog dog som en skrædder i helvede, da der gik 40 dåser á 40 kroner til piecet, hovedsagligt af mærket Quick, som var det vi kendte bedst. At der, trods en meget tørstig mur, alligevel kom usædvanligt godt smæk på farverne, skyldtes endnu engang de helt utroligt lækre dåser fra Marabu, i pink, grøn og kobolt-blå. De kostede 70 kroner stykket, selvom der kun var 300 ml i en dåse, men de var alle pengene værd.
Jeg havde designet “Little” i en simpel straightletter-stil, mens Goon var hjernen bag bogstaverne til “Mermaid.” Havfruen i midten, i form af en nøgen kvinde, der sidder på en sten, mens vandet slikker op mellem hendes ben, var taget fra coveret til Vaughn Bodés tegneserie “Erotica.” Det var egentlig meningen, at der skulle have siddet en af hans øgler ved siden af hjertet ude til højre. Men opgaven viste sig rigeligt udfordrende uden, så den blev droppet.
Den første halvdel af Little Mermaid blev malet en lørdag nat – det vil sige optegning og udfyldning. På grund af piecets størrelse nåede vi ikke mere, inden S-togene begyndte at køre ved sekstiden. Da det var højsommer og nætterne derfor lyse, følte vi os pænt til grin, som vi lå der og forsøgte at gemme os bag en forkølet lille busk, mens det ene morgentog efter det andet kørte forbi med sine søvndrukne passagerer. Vi måtte opgive og luske hjem med uforrettet sag.
Skitse af Vaughn Bodé-øgle til Little Mermaid. Den blev dog aldrig malet. 1985.
Fordi vi stadig gik i skole (vi droppede begge først ud af gymnasiet året efter), havde vi ikke mulighed for at færdiggøre arbejdet før den næste weekend. Det var en lang og højst pinefuld uge for os. Vi var overbeviste om, at alle de andre skrivere havde lagt mærke til det kiksede, ufærdige piece uden hverken outlines, skinnere eller 3D-effekter og med en lettere upræcis optegning af karakteren, fordi vi måtte stå på nogle stumper af jernbanesveller, som lå og flød på rangerområdet, for at nå toppen af den tre meter høje dame. Vores bekymring viste sig dog heldigvis ubegrundet – vi har her, fire årtier senere, endnu ikke mødt nogen, som dengang bemærkede det ufærdige piece.
Fredag nat var det på med vanten igen. Og denne gang gjorde vi os, kloge af skade, den ulejlighed at stjæle en stige fra en nærliggende have, så jeg havde ordentlige arbejdsforhold til at male figuren, hvilket var min opgave. Goon, der havde mere erfaring med kvinder, og en sund sans for detaljen, bidrog til havfruen ved at tilføje ekstra fylde til hendes sorte dusk (sådan var moden dengang). For god ordens skyld skal det bemærkes, at vi efter endt mission afleverede stigen tilbage.
Da det efterhånden var ved at blive alvor, kunne jeg godt se, at Chick ikke rigtig holdt som et seriøst tag. Så Little Mermaid blev det første piece, jeg signerede med mit nye navn, Shame. Inspirationen hentede jeg direkte fra min forgænger, Shamrock. Efter jeg allerede havde overtaget hans graffitimakker, var det kun naturligt, at jeg også (næsten) gaflede hans navn. Jeg tænkte faktisk slet ikke over, hvad det betød. Min mor mente, måske mest for sjov, at det var fordi, jeg inderst inde skammede mig over min kriminelle adfærd. Jeg syntes bare, det lød godt.
Little Mermaid blev vores gennembrud. Alle kendte det piece, både skrivere og civilister. Nok mest fordi den store nøgne dame talte til de fleste.
Style Fanatics! Discotheque Motown på Vesterbro, september 1985
P. Hejle
Det var også hen over den sensommer, vi begyndte at få kontakt til andre graffitimalere. Indtil da havde vi bare rendt rundt for os selv, og kendte kun vores konkurrenter fra deres værker langs S-toglinjen.
Vi var naturligvis godt klar over, hvem der var de store stjerner på den københavnske graffitihimmel. Det var ubetinget Freez fra Crime Crew og Kyle fra Whap Gang. Vi havde endda hørt et rygte om, at sidstnævnte var sort (som i African American), hvilket jo kun gjorde ham endnu mere spændende og autentisk newyorker-agtig. Det viste sig dog snart at være en and (eller måske var det en forveksling med et andet Whap Gang-medlem), for ved et mærkeligt tilfælde mødte vi Kyles far, der så nogenlunde almindelig kaukasisk ud.
Vi havde workshop-dag på vores skole, hvor han vikarierede som formningslærer. Han bemærkede, at vi stod og malede graffiti på en voksdug (som vi efterfølgende hængte ud fra Rundetårn, men det er en anden historie). Vi faldt i snak med ham, og han fortalte, at hans søn også malede graffiti under navnet Kyle. Vi var temmelig imponerede, også selvom de i den familie åbenbart var lige så blege som os selv.
En lokal Virum-crew bestående af Desire, Decoy og Dizzie (senere Blaze) fortalte os, at der inde ved Nørreport var en ungdomsklub, hvor der hver fredag aften blev afholdt hiphop getdown, hvor alle byens graffitimalerne mødtes. Det måtte vi opleve!
Vores første besøg i Thomas P. Hejles Ungdomshus blev bestemt ingen skuffelse. Da vi trådte ind i hiphop-salen på femte etage blev vi mødt af et pumpende elektrobeat og en mur af mennesker i cowboyjakker, der poserede med deres rygmærker oppe ved scenen, mens et par fotografer knipsede løs. Som den eneste med fronten vendt mod publikum stod en ung mand og lavede zulutegn med begge hænder. Selvom han havde en hat trukket ned over ansigtet, var der ingen tvivl om, hvem han var, for på hans t-shirt var der malet et sejt airbrush-piece med teksten “Kyle.”
Thomas P. Hejles Ungdomshus, oktober 1985 Foto: Dansk Wildstyle Graffiti
Rygtet løb hurtigt gennem salen, at Trific 2 var i huset, og snart blev Goon og jeg omringet af folk, der ville have vores autografer. Det var en spøjs ting at opleve som 16-årig. Jeg blev en smule nervøs, da en høj, voksen mand pludselig kom hen og spurgte, om det var mig, der skrev Shame. Selvom han i min optik godt kunne ligne en politimand (no offense), viste det sig heldigvis hurtigt ikke at være tilfældet. Han introducerede sig som Peter Skaarup og fortalte, at han var ved at lave en bog om graffiti sammen med sin kone, Helle. Det blev til den legendariske danske graffiti-bibel “Dansk Wildstyle Graffiti,” som udkom samme december.
Endelig blev vi også introduceret for selveste Mr. Kyle. Han betroede os med ophøjet autoritet: “Min far har fortalt meget om jer!” Det var sejt. Vi havde mødt kongen af dansk graffiti, og han vidste endda, hvem vi var. Nu var vi rigtig inde i varmen.
Stukket
En fredag aften, da jeg var på vej ind til P. Hejle, mødte jeg en gut fra min skole nede på Holte Station. Anders, som han hed, var godt lakket til og skulle slå en streg. Jeg fulgte ham ind på stationens toilet og skrev mit navn på væggen med en dåse hvid Quick, som jeg tilfældigvis havde med under jakken. Hele toilettet stank af spraymaling, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte smutte, inden jeg blev opdaget med dåsen. Og godt det samme, for på vej ud mellem de to dobbeltdøre til toilettet kunne jeg kun lige akkurat kante mig forbi en stor, tyk DSB-vagt med en walkie-talkie midt på maven, hvorefter jeg spunsede ned ad trappen og ud af stationens bagudgang.
Jeg smed Quick-dåsen og de tusser, jeg havde på mig, i en busk og gik hele vejen rundt omkring stationen i håb om at nå mit tog ind til byen. Da jeg var få meter fra hovedindgangen, trak en politibil op lige bag mig, og to betjente sprang ud. Jeg besluttede at lade som ingenting og fortsatte bare ind på stationen med betjentene i hælene. Inde i stationsbygningen blev jeg mødt af synet af den store DSB-vagt, der holdt den rædselsslagne Anders i kraven. Da vagten ikke lod til at genkende mig, besluttede jeg igen blot at fortsætte ned ad trappen, mens de to betjente gik hen til vagten og Anders, der med bævrende underlæbe bare stirrede desperat på mig. Jeg gik op på perronen og tog mit tog ind til byen og tænkte, at problemet var løst. Politiet havde jo ikke noget på Anders, der ikke havde noget som helst med graffiti at gøre.
Shame Bates Sketch, Emdrup 2001
Men der havde jeg alligevel forregnet mig, for en lørdag morgen, en uges tid eller to senere, troppede en politimand op på min adresse (jeg boede stadig hjemme) med beskeden om, at et vidne havde set mig skrive Shame på toilettet på Holte Station. Jeg forstod selvfølgelig, at Anders havde sladret, og så ingen anden udvej end at vedkende mig forseelsen. Betjenten begyndte så at udspørge mig, om jeg havde noget at gøre med maleriet af “den lille havfrue” i Hellerup, som han kaldte den. Det måtte jeg, belært af tidligere erfaring, blankt afvise. Den i øvrigt ganske venlige betjent forsikrede mig så om, at der skam ikke var nogen anmeldelse på Mermaid-piecet, da ejeren af muren jo alligevel ikke kunne se den side, som vendte ud mod banen. Okay, sagde jeg, men det var altså stadig ikke mig, der havde malet det. Jamen, det er virkelig flot, forsøgte han endelig. Det kunne jeg jo kun erklære mig enig i, men jeg kunne altså stadig ikke påtage mig ansvaret for andet end det ene tag på stationen. Ordensmagten takkede høfligt af og gik sin vej.
Under hele seancen sad min far bare i sin pyjamas uden overhovedet at deltage i samtalen og så ud som om, han måtte undertrykke et lille smil. Han sagde aldrig noget til mine kriminelle aktiviteter. Men han havde vist selv været lidt af en gadedreng som barn, så jeg mistænkte, at han inderst inde syntes, at det hele var meget cool. Jeg endte med et erstatningskrav på 1.000 kroner, som mine forældre atter engang betalte uden at kny.
Sketch Shame, Buddinge 2000
Buddinge-muren og den nye stil
En anden fredag aften, efter vi havde været i P. Hejle, besluttede en bande skrivere, som jeg kun lige havde mødt, at vi skulle ud og male. Jeg fulgte bare med. Destinationen var en mur på bagsiden af en skole, som lå ud til banen tæt ved Buddinge Station.
Buddinge-muren, ca. februar 1986
Hovedmanden var Dimmer fra Freez’ gruppe, Crime Crew. Eller det var i hvert fald mit indtryk. Jeg ved ikke, om han havde en større vision, men han dirigerede i hvert fald rundt med folk, og jeg fik lov at male en hånd med en spraydåse. Vi nåede dog ikke langt, før der opstod en dårlig stemning. Dimmer blev vist sur over et eller andet, hvorefter det hele blev droppet, og alle gik hver til sit.
Det er uklart, hvem der ellers var med den nat, bortset fra at Sketch for nylig kom med en lignende historie, som vi blev enige om måtte omhandle samme event. Sketch husker bare ikke noget skænderi. I hans version blev projektet afbrudt, fordi der kom en mand med en hund, hvorefter alle løb deres vej.
Mærkeligt nok kan hverken jeg eller Sketch, som jeg samme år blev venner med, og som senere blev min mangeårige graffitipartner, huske hinanden fra den nat. Vi har sikkert ikke vidst, hvem den anden var.
Mens det fælles projekt den vinternat unægteligt blev et flop, kan betydningen af et andet piece på samme mur, malet blot et par måneder senere, dårligt overvurderes. Nogle garvede skrivere fra Amsterdam og Paris kom i foråret på besøg og udsmykkede muren med ordene “TBH Boys – Crimetime” i en stil, vi aldrig havde set før! Vi var fuldstændig rystede. Der var hverken 3D, skygger eller baggrund. Og så de der små, kantede bogstaver, uhyre præcist malet, med knivskarpe, tynde outlines og tilsvarende detaljerede effekter indeni.
TBH Boys - Crimetime af Shoe, Joker, Bando og Scam. Buddinge, april 1986
Det piece fik afgørende betydning for dansk graffitis udvikling. Fra den ene dag til den anden begyndte vi at male helt anderledes, i henhold til den nye doktrin. Vi eksperimenterede allesammen med den nye, meget mere stramme stil, og jeg var naturligvis med på vognen, hvilket tydeligt kan ses på de pieces, jeg lavede i den efterfølgende periode.
Sommeren 1986 bød også på endnu en lille revolution, nemlig Valseværket, en nedlagt fabrik ude på Amager, hvor man kunne stå og male om dagen. Det var vi ikke vant til. Men det gav os pludselig chancen for at stå og nusse med detaljerne i dagslys, uden at man skulle se sig over skulderen hele tiden. Valseværket blev et veritabelt kunstgalleri for den nye urbane udtryksform.
I et lille, mere personligt tvist endte sagaen om Buddinge-muren med, at Sketch og jeg, mange år efter at den nye stil for længst var ancient history, med at overtage det kunstneriske ejerskab af den legendariske væg med vores orange Splint-piece. Det blev til gennem hele fire nætters kamp imod alverdens forstyrrelser. Nå, men det er en anden historie. Piecet har i skrivende stund prydet muren i 25 år. And counting…
Sorgenfri Politistation - revisited
Der var sket meget i det år, som var gået, siden Goon og jeg begyndte at male sammen. Ikke bare på graffitifronten, men i det hele taget. Jeg var flyttet til byen og havde fået min egen lejlighed på Nygårdsvej nær Svanemøllen Station, lige midt i Whap Gangs hood. Så jeg fik ofte besøg af alle mulige skrivere, som sad omkring mit store spisebord og holdt tegneflip og drak cola og røg smøger – samt i stigende grad også mere suspekte substanser. På den måde kunne man virkelig zoome ind på detaljerne i sin skitse. Stamgæsterne omfattede, ud over Goon og Whap Gang (Kyle, Rus, Goofy og Cres), også Desire, som jeg malede en del med det år, Sketch og Zeb og en række yngre skrivere, herunder den bare 14-årige Bates (dengang Simz), graffitimiljøets vistnok eneste afholdsmand, som mange år senere, ligesom Sketch, blev en af mine faste partners in crime.
Også i forhold til det modsatte køn var der fremdrift. I sensommeren 86 var jeg så heldig at frekventere en moden kvinde på 23 år, som berigede mig med en del væsentlig erfaring. Hun havde også selv været en smule på kant med loven, så hun blev heldigvis ikke alt for forskrækket, da to betjente en tidlig lørdag morgen, mens hun var i brusebad, troppede op ved min hoveddør og insisterede på at slæbe mig med til forhør på stationen (det er sjovt, som de altid kommer lørdag morgen, men det er jo nok på det tidspunkt, hvor der er størst chance for at finde folk hjemme).
Da lejligheden var fuld af spraydåser, skitser og andre effekter, som ikke umiddelbart tålte dagens lys, tænkte jeg, at det nok var smartest at følge med i stedet for at invitere dem indenfor. Som efterhånden rutineret vaneforbryder påberåbte jeg mig mine borgerrettigheder og insisterede på, at de holdt sig uden for hoveddøren, mens jeg gjorde mig klar. Den ene betjent var så fræk at sætte en fod i døren, så jeg ikke kunne smække den i, men ellers holdt de sig heldigvis på måtten. Jeg nåede hverken at få bad eller morgenmad, men trak bare i noget tøj, stak en nøgle ind til damen på badeværelset og en håndfuld Kings uden filter i lommen.
Shame Sketzh, Roskilde Festival 2003
Betjentene kørte mig hele vejen fra Østerbro til Sorgenfri Politistation, hvor jeg blev plantet i et forhørslokale med en lampe lige i hovedet. Til at stille sulten fik jeg et glas vand, som jeg kunne nyde sammen med mine smøger, mens de to moustache-bærende betjente begyndte at udspørge mig på klingende jysk. Samtalen drejede sig om et Trific 2-piece, som Goon og jeg angiveligt skulle have malet på en togvogn på Nærumbanen (også kaldet Grisen) sammen med en tredje person, som nu efter sigende havde angivet mig. Men det spøjse ved historien var, at Goon og jeg jo kun havde været to om at male det piece. Så jeg spekulerede på, om det mon var en slags trick for at få mig til at sige “Jamen, det kan ikke være rigtigt, for vi var kun to!”
Så dum var jeg dog ikke. Og de havde slet ikke behov for en angiver, for de vidste jo godt, hvem jeg var, efter jeg var blevet knaldet for et spray-tag på Holte Station året før. Så jeg nægtede bare pure at kende noget til sagen.
Da den første taktik ikke virkede, begyndte de at opremse en række Freez-pieces, vist nok også primært på Grisen, som de beskyldte mig for at have malet. Jeg tænkte, at den nye plan nok var at få mig til at erkende det ene piece for at slippe for at blive hængt op på dem allesammen. Men da jeg nu var 17 år og ikke sådan lod mig kyse, svarede jeg bare, at de jo godt vidste, hvem Freez var (det var almindeligt kendt på det tidspunkt). Næh, det gjorde de skam ikke, påstod de, men de ville da gerne vide det. Jeg sagde selvfølgelig ikke noget. Det hele var et fjollet skuespil.
Trific 2 på Grisen, Fuglevad 1986
Endelig bad de mig gå en tur udenfor, under deres eskorte, over til Sorgenfri S-togstation på den anden side af vejen og tilbage igen, sådan at det famøse, ikke-eksisterende vidne kunne bekræfte, at det var mig, han havde været ude at male med. Tilbage på politistationen fik jeg at vide, at vidnet havde trukket sin forklaring tilbage. Big surprise! Inden jeg blev sluppet løs, skulle jeg dog lige have rullet fingre, som de kaldte det, åbenbart politi-lingo for at få taget fingeraftryk. Det tvivler jeg egentlig på, de reelt havde ret til på så tyndt et grundlag, men jeg affandt mig med det, inden jeg med en vis selvtilfredshed kunne drage tilbage til storbyjunglen og imponere min voksne elskerinde med mine bedrifter oppe i det barske Nordsjælland.
Pulejam, A Shame-Bates Production. Amager Bio, december 1999
Wholecars
Et andet yndet samlingssted for københavnske graffitimalere var Zeniths lejlighed på Østerbro. Hun var (i praksis) Danmarks eneste kvindelige skriver og havde, trods sin toværelses beskedne størrelse, ofte besøg af horder af subkulturens unge mænd, som sad og røg spliffs og så Style Wars på repeat. Det var ligesom blevet en sport at kunne hele dialogen til den legendariske dokumentarfilm om graffiti i New York udenad, så vi sad gerne og reciterede den i kor. Kyle var naturligvis den ubestridte mester i den diciplin.
En aften mødte jeg Bieboy og hans ven Type 2 (Peek) oppe hos Zenith. De to kumpaner var i gang med at lægge store planer. De ville lave en wholecar som en hyldest til den danske tegneserie Valhalla, i anledning af premieren på animationsfilmen af samme navn.
Valhalla, wholecar 1986
Det ypperste man kan lave som graffitimaler er, og har altid været, en top-to-bottom wholecar, en togvogn udfyldt på hele den ene side, henover vinduer og døre og det hele. Siden Freez i 1985 lavede Eyes, Danmarks første wholecar (i øvrigt med deltagelse af blandt andre Zenith og Bieboy), var der ikke blevet malet flere i næsten et år. Faktisk malede vi ikke ret mange tog herhjemme indtil sommeren 86, hvor det hidtidige system med hundevagter, som stod for sikkerheden omkring de lay-ups, hvor togvognene stod parkeret om natten, pludselig blev erstattet af vagter fra firmaet Securitas. De var langt mere forudsigelige end hundevagterne. Man behøvede blot vente, til Securitas-bilen var kørt, så var der fri bane til at fyre op de næste par timer. Den ændring affødte en eksplosion i togpieces, herunder en række wholecars.
Bieboy og Peek havde vist kun en ret løs plan med skitser af deres navne og af de to Valhalla-figurer Røskva og Quark, hvorfor jeg blev inviteret til at bidrage med ordet Valhalla i straight letters og Fenrisulven ude til højre. Zeb, (aka Retake), som også var på besøg hos Zenith, tog med og gav en hånd, så vi kunne nå at fylde hele vognsiden på de to timer, vi havde til rådighed ude ved B-linjens endestation i Farum. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at konstatere, at den vogn blev lidt af en rodebutik, rent æstetisk. Men skidt med det, vi havde lavet en vaskeægte top-to-bottom wholecar.
Jeg havde fået blod på tanden og lyst til at gentage succesen og gik derfor fluks i gang med at planlægge en mere. Ambitionen var denne gang et mere stilrent udtryk inspireret af Dondis wholecars i Subway Art, hvor bogstaverne fylder stort set hele fladen.
Goon og jeg havde tidligere på året malet et piece ude i Gentofte med budskabet Ryg Dansk, hvilket egentlig var lidt mærkeligt, da det eneste produkt, vi havde adgang til, var af typen pollen maroc, og dermed tydeligvis ikke af lokal herkomst. Det piece blev i øvrigt aldrig færdigt, da vi blev jaget væk af nogle DSB-vagter – endda to gange, fordi vi var nødt til at løbe tilbage og hente vores dåser for at undgå at efterlade fingeraftryk. Nå, men det er en anden historie.
Af uforklarlige årsager valgte jeg det samme meningsløse budskab igen, endda med samme bogstavsstil som “Ryg” i Gentofte-piecet. Goon, som tilfældigvis kom hjem fra sommerens Interrail-rejse samme dag (med en skildpadde fra Tyrkiet i tasken), tog med som udfylder. Det samme gjorde Zeb, der som Københavns største bomber havde en hjemmelavet fatcap, som virkelig kunne flytte noget maling.
Ryg Dansk, wholecar 1986
Turen gik igen til lay-up’et i Farum, hvor vi havde malet Valhalla-vognen natten før. Arbejdet forløb planmæssigt, og da det blev dag, stod de mastodontiske bogstaver med deres 10 centimeter brede outline, udfyld i grønne og gule nuancer og den smule baggrund, som var til overs, i lilla og blå, og brændte i solen. Vi havde lavet den vildeste monster burner i ægte newyorker-stil!
Da toget trak ud fra Farum Station, var vi selvfølgelig med. Dog ikke i den malede vogn, som var blevet aflåst, men i vognen lige efter. Vi tog turen hele vejen til den spritnye Høje Tåstrup Station, hvor det pludselig lød i højttalerne, at man skulle forlade toget, som ville blive bortrangeret. Det var lidt en streg i regningen, da vi endnu ikke havde fået taget et foto af vognen.
Zeniths kæreste, Alexis, som var en aktiv graffiti-fotograf med eget spejlreflekskamera, blev hastetilkaldt, mens vi desperat ledte efter den tabte togvogn. Da vi endelig fandt den udenfor buffen, en remise midt mellem stationerne Tåstrup og Høje Tåstrup, hvor DSB afrenser togene, fremstod vognsiden i funklende postkasserød, som om intet var hændt! Vi vidste dog, at det var den rigtige vogn, fordi vi kunne se lidt af de farver, vi havde brugt, oppe på taget af vognen samt vores tags på kasserne på undersiden. Det var totalt nedtur.
Den målfaste skitse til projektet.
Den vildeste danske togvogn til dato nåede kun at leve i halvanden time, den tid det tog at tilbagelægge jomfrurejsen fra Farum til Høje Tåstrup. Og vi kunne ikke engang bevise, at den havde eksisteret.
Stemningen vendte dog, da Sugar (R.I.P.), en skriver, som vel egentlig var mere kendt for sin electric boogie-dans med ekstremt kraftige pops, førstkommende fredag inde i P. Hejle proklamerede, at han da havde et foto af den vogn. Han var åbenbart kommet hjem fra natarbejde klokken syv om morgenen, havde set vognen og var gået op i sin lejlighed efter sit kamera og så ned igen for at tage et billede. Yes! Hvor heldig kan man være!
Forventningens glæde varede en hel måned, mens Sugar fik taget sin film færdig og fremkaldt den. Men det blev desværre endnu en antiklimatisk oplevelse, da han endelig trak fotoet frem af Kodak-papirfolderen inde i hiphop-salen. Billedet var helt mørkt og gråt. Vognen havde stået under en bro, hvor der slet ikke var lys nok til hans lille lommekamera. Fotoet kunne i bedste fald bruges som dokumentation for, at vi overhovedet havde lavet den wholecar. Men man kunne slet ikke se hverken formerne eller farverne.
Sugar var så venlig at forære mig det originale, næsten gennemsigtige negativ, som nu, mange årtier senere, er blevet scannet igen og udsat for en gang digital billedbehandling. Resultatet er fotoet ovenfor.
Jeg lavede et par pieces mere den sensommer, blandt andet på en tur til Jylland med Bieboy og Zenith, men derefter tog mit liv en anden drejning, og jeg forlod graffitien. Der skulle gå næsten 13 år, før jeg vendte tilbage. Men det er en anden historie.
Trific 2 Amokrock. Jylland 1986
